Identitetspolitik uden menneskelig dannelse bliver historieløs og intolerant – måske også farveblind og kønsløs. Kristeligt Dagblad bringer i øjeblikket mange historier, der på forskellig måde afslører identitetspolitikkens blindgyder.
Racisme findes desværre. ”Black Lives Matter” er et motto, der ikke meningsfuldt kan modsiges. Imidlertid er det en uhyggelig kulturnedbrydende tendens, hvis det betyder, at den hvide mand bare skal skamme sig. For det er omvendt racisme.
I kølvandet på tragedien med politivold mod afroamerikaneren George Floyd har vi således flere steder bevidnet hærværk mod statuer af historiske personer, fordi de har haft et tidsbestemt og usympatisk syn på mennesker af anden hudfarve. Det er et forsøg på at gøre vores historie skamfuld.
Når et kollektiv på denne måde vil udrydde fortiden for at kontrollere andres tankesæt, er det en totalitær ambition. Det svarer til, at man i sovjet-tiden omdøbte stednavne ideologisk, og at Islamisk Stat ødelagde årtusindgamle kulturminder.
Når identitetspolitikken fører til handlinger, der vil bestemme, hvordan andre må og skal tænke, bliver det uhyggeligt.
Vi ved, at skam er et stærkt redskab i social kontrol. Det er for længst blevet formuleret, at dét, at europæeren skal blive ved at fortryde fædrenes synder, er en moderne udgave af ”the white man’s burden”. Udtrykket betød oprindeligt det stik modsatte, da Kipling i 1899 lancerede det. Nemlig, at europæeren var andre folkeslag overlegen. I dag er byrden skammen over at have fædre, der har ment det.
Den sociale kontrol giver sig udslag i selvcensur på vidt forskellige måder. Der er en sammenhæng, selvom den måske er svær at få øje på. Det uhyggelige ved den identitetspolitik, der i øjeblikket viser mange grimme ansigter, er nemlig, at den løsriver identitet og dannelse fra hinanden. Dannelse er en proces, og den er historisk. Fortidens plads i identiteten findes gennem integration, ikke fornægtelse. I den individuelle biografi er dannelse for eksempel den modning, der giver selvironi til at se overbærende på tidligere naivitet og vedgå egne fejl. Når ”Borte med blæsten” eller ”Halløj på badehotellet” kan udskammes, er det derfor udtryk for en kollektiv umodenhed, der ikke ved, hvad det vil sige at have historie.
Mere bekymrende er det, når identitetspolitikken afføder selvcensur på højere læreranstalter. Det blev i Kristeligt Dagblad den 13. juni beskrevet med en historie fra Sverige.
I Tænketanken Eksistensens fjerde ”Omtanke” om identitet belyser Nils Gunder Hansen noget lignende herhjemme. Som lærer på et dansk universitet kan man erfare, at et synspunkts lødighed afgøres af, hvem der siger det – eller har ret til at sige det. Det har en midaldrende hvid mand efterhånden ikke.
Dannelsestabet i identitetspolitikken ser vi kort sagt hver gang, man i stedet for at integrere historien med fædrenes synder fornægter slægtskabet med sit ophav og udskammer hinanden for alt, hvad der afviger fra en almindeligt accepteret, men snæver udgave af, hvad der er pæn, fersk og farisæisk identitet.
I stedet for et menneske – eller en menneskehed – der har integreret sin historie i en dannelsesproces, ser vi så i stedet en kønsløs og farveløs identitet vokse frem.
En rodløs androide, der har de LGBTQ+-holdninger, som stemningen er for lige nu. Og som netop derfor heller ikke forstår, at tolerance afhænger af at kunne genkende det forskellige som det forskellige.
Carsten Mulnæs er sognepræst og formand for Tænketanken Eksistensen.