Prøv avisen

Sognepræst: Som præster er vi klar, når hverdagen begynder at skride

Vi præster sidder klar ved telefonen til samtale, for når hverdagen pludselig ændrer sig, gør det noget ved os som mennesker, skriver sognepræst Laila Bomose. – Arkivfoto: Paw Gissel.

Laila Bomose, sognepræst i Ballerup Sogn

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Som præst taler jeg om alt det, der sætter livet frit, men mit arbejde kan ikke siges at redde liv i medicinsk forstand. Men som præster sidder vi klar ved telefonen til samtale, for når hverdagen, som er vores fundament, pludselig ændrer sig, gør det noget ved os som mennesker

CORONAVIRUS HAR givet os en ny virkelighed for en periode. Regeringen har med rettidig omhu iværksat en række foranstaltninger, så vi som mennesker og som samfund kan passe bedst muligt på hinanden.

Disse foranstaltninger skal ikke fortolkes, men overholdes. Så kort kan dét siges.

Som præst taler jeg om alt det, der sætter livet frit, men mit arbejde kan ikke siges at redde liv i medicinsk forstand. Men som præster sidder vi klar ved telefonen til samtale, for når hverdagen, som er vores fundament, pludselig ændrer sig, gør det noget ved os som mennesker.

Vi tænker måske ikke på det i det daglige, men hverdagen kalder og fremkalder os dag efter dag. Derfor kan det godt skubbe til usikkerheden og angsten, når den kendte hverdag pludselig suspenderes.

Vi mærker en sårbarhed. Ligesom ensomheden kan blive utrolig stor, hvis man i forvejen ikke har den store omgangskreds, og den ugentlige kontakt med andre udgøres af et par ugentlige arrangementer ude i byen. Det er vigtigt, at vi holder frygten i kort snor lige nu, men til gengæld erkender, at vi er fælles og afhængige af, at vi alle tænker os om i vores færden.

I DE KOMMENDE UGER skal vi derfor ændre adfærd. Vi skal undgå at røre hinanden, men et smil eller en kommentar kan man jo sagtens sende og på den måde kan vi se hinanden.

Vi kan ikke besøge hinanden på samme måde, som vi plejer, men så må vi genopfinde det gamle telefonopkald, som jeg også selv er kommet væk fra, fordi sms og Messenger altid er ved hånden. Eller vi kan besøge hinanden via Skype.

Og så vi må ud og undersøge, om der bor mennesker omkring os, der har brug for indkøb. Smitten skal bekæmpes, men fællesskabsfølelsen skal udbredes, så alle føler, at vi er sammen i en livreddende indsats. Hvis man er frisk kan man tage et tjek i opgangen eller nabohuset – uanset om man kender hinanden eller ej.

MEN HVAD SKAL MAN SÅ BRUGE de næste 14 dages tid på? Langt de fleste er jo heldigvis raske p.t., og vi skal gøre alt, hvad er står i vores magt, for, at det fortsat er gældende.

Som præst og sjælesørger får jeg igennem året et godt indblik i, at der er på trods af velstand og muligheder er en generel længsel efter at dvæle i verden. Selv turen på løbebåndet i Fitness World skal i dag have et formål og en retning.

Men nu er der altså tid. Tid til at lave hvad man vil. Dvæle og længes. Og tiden skal ikke bruges på at hamstre mad, stå nu af det ræs og træk vejret. Der er mad og toiletpapir nok til alle.

Men se en film, du længe har haft lyst til at se. Læs den bog, der landede på reolen til din fødselsdag for fem år siden, men som du aldrig er kommet i gang med. Strik en trøje. Sov en time længere og tal med dine børn eller din partner derhjemme om de ting, man ellers aldrig når i hverdagens hamsterhjul.

Gør alt det, man til alle tider har vidst, gør virkeligheden endnu mere virkelig, nemlig at tage livet på sig, som det er her og nu, hjælpe hinanden og være til stede, både når livet kører snorlige og når der er krisetid.

Laila Bomose er sognepræst i Ballerup Sogn.