Metaltrætheden omkring corona har meldt sig, aflysninger og ændringer fylder meget, for de fleste sociale arrangementer i kalenderårets mørkeste måned, julemåneden, er aflyst.
Men nu må alt ikke blive reduceret til test-resultater og novembermørke. Det er ikke sikkert, vi skal gentage alle forårets tiltag, men vi ved altså godt, hvad der virker. Vi er ikke novicer på det område. Som præst mener jeg, at vi må kigge dybt i kærlighedsbrønden og sætte fra igen.
Jeg savner den opfindsomhed og kreativitet, vi havde i foråret. For det nytter ikke noget at læne sig tilbage, bare fordi man ikke kommer på vinterferie, groft sagt.
Vi skal i gang med at lægge planer igen! Og det skal dem, der kan det. Det er der mange, der kan, og det kan vi også i kirken. Kirkerummet er et menneskeligt fællesskab, og vi har på Bibelens bund masser af fortællinger om både trængselstid og om glæde. Jeg kommer som præst til at tænke på historien om vingårdsmanden, hvis arbejdere ankommer på forskellige tidspunkter i løbet af dagen, men til stor frustration ender de alle med at få samme løn, når dagen er omme.
Overført til vores liv betyder det, at vi aldrig kommer til at gøre lige meget, men vi skal gøre noget, aflysninger og restriktioner eller ej. For alle tiltag tæller. Vi må trække på forårets erfaringer. Erfaring giver som bekendt visdom i hjertet, og det forventes der noget af. Med rette. Nogle af os skal bære mere end andre. Man må bare ikke forvente, at alle mennesker har en plan i en forandret tid.
Vi skal med andre ord have gang i samfundssind version 2.0, hvor glæden og fællesskabet i form af solidaritet fylder. Samfundssind er ikke kun at tage sit mundbind på; samfundssind er, at vi minder hinanden om, hvad vi gjorde i foråret, og hvad livet er ud over restriktioner og mundbind. Det skylder vi også dem, der har store tab i denne tid.
Vi må ikke vænne os til social stilstand, for selvom vi har forsamlingsforbud, kan vi stadig virke i fællesskab. Vi er et foreningsland, og den omgangsform siger mere om os, end vi tror. Men fællesskabet søger nye former, når verden ændrer sig. Mit fællesskab begynder lige nu ikke klokken 19 i tennisklubben, eller hvor jeg nu kommer, men derimod der, hvor jeg bor og arbejder. Og når verden ændrer sig, skal man dagligt minde sig selv om, at frygten ikke skal sidde ved højbordet i livet, for så forkrøbles det.
Glæden skal ind, små som store glæder, corona eller ej. Glæden skal have sin plads, for glæde og frygt kan som bekendt ikke være til stede på én gang. Og glæde hjælper også på metaltræthed og får os til at leve igen.
Laila Bomose er sognepræst i Ballerup Sogn.