Sognepræst: Vi skal ikke elske, men ære hinanden efter skilsmissen

Kærligheden i parforholdet kan blive kold. Kærligheden kan forsvinde. Og vi har slet ikke den kontrol over den, som vi gerne ville have. Men du kan – og det kan du også ind gennem skilsmissen og i årene, der kommer – blive ved med at bestræbe dig på, alt det du kan, at ære den anden. At ære din fraskilte ægtefælle. Og dét kan du i virkeligheden, til døden jer skiller, skriver en sognepræst

Når man bliver skilt, åbner der sig en virkelighed af den anden verden. Man må i mange henseender begynde helt forfra. Her er det vigtigt, og som sagt ikke mindst, når der er børn involveret, at have noget at rette sig efter, skriver en præst.
Når man bliver skilt, åbner der sig en virkelighed af den anden verden. Man må i mange henseender begynde helt forfra. Her er det vigtigt, og som sagt ikke mindst, når der er børn involveret, at have noget at rette sig efter, skriver en præst. Foto: Iris/Scanpix/modelfoto

JEG HAVDE IKKE været præst så mange år, da en kvinde en dag ringede til mig og spurgte, om der kunne ændres i vielsesritualet i forbindelse med hendes og hendes tilkommendes bryllup i Vær Kirke. Jeg sagde, at i udgangspunktet vil svaret være et klart nej. ”Men lad mig høre, hvad du gerne vil have ændret,” sagde jeg.

”Ja, det er jo det med, at vi begge to har været gift før. Og det gik jo ikke. Så vi blev hver især skilt. Så jeg vil høre, om vi kan få lavet om på det med at skulle sige ja til at elske og ære ’til døden os skiller’”?

”Svaret er altså stadig nej,” sagde jeg til kvinden. ”Det kan vi ikke lave om på. Det er alt eller intet, dette her med kærligheden. Men lad os forestille os, at vi kunne lave om på vielsesritualet, hvad ville du så sige til, at jeg tilspurgte dig, om du ville elske og ære ham de næste fem år?”.

”Uhh, det er søreme også lang tid, synes jeg!”, lød svaret.

Jeg skal huske at nævne, at kvinden ved brylluppet nogle uger senere svarede højt og tydeligt ja til det hele inklusive ”til døden os skiller”, og lignede én, der bestemt mente det af hele sit hjerte.

Men vi har mange skilsmisser i vores tid. Mere end halvdelen af ægteparrene bliver vitterligt ikke sammen, til døden dem skiller. Så hvad siger vi til det? Hvad gør vi?

”Elsk din eks – en kærlig måde at være skilt på” hedder en nyudgivet bog af familieterapeut Anna Prip. Bogen er i sit sigte yderst velkommen. Skrevet som den er med et særligt blik for børnene, der altid står som den mest sårbare part. Det er godt, og det er yderst nødvendigt med netop det sigte i alle de mange skilsmisser, hvor der er børn involveret.

MEN DER ER FOR MIG AT SE tale om en overidealisering og en helt unødvendig og urealistisk overanstrengelse i opfordringen om at skulle kunne elske sin eks. Der er i hvert fald mindst én af de to, der helt sikkert ikke gør det mere.

Det særlige, der ind gennem skilsmissen vil kunne bære og skabe den nødvendige værdighed i processen, er ikke, og kan ikke være, at de to, der nu går fra hinanden, elsker hinanden. Men – og det er afgørende vigtigt, og det er muligt – at de to, der nu skilles, ærer hinanden.

Det er en skam, at det nu i dag er de færreste bryllupper, der er kirkebryllupper. Ikke fordi skilsmisserne herved skulle kunne undgås, men fordi så ville det, endda ved selve brylluppet, være blevet understreget, at det gælder om, som det siges – og som de to i kirken siger ja til – at elske og ære hinanden i medgang og modgang til døden os skiller.

Kærligheden i parforholdet kan blive kold. Kærligheden kan forsvinde. Og vi har slet ikke den kontrol over den, som vi gerne ville have. Men du kan – og det kan du også ind gennem skilsmissen og i årene, der kommer – blive ved med at bestræbe dig på, alt det du kan, at ære den anden. At ære din fraskilte ægtefælle. Og dét kan du i virkeligheden, til døden jer skiller.

Ære den anden forstået som respektere. Ikke håne og nedgøre, men tale ordentligt om og til. Og da slet ikke mindst over for jeres fælles børn og for netop også deres skyld.

Når man bliver skilt, åbner der sig en virkelighed af den anden verden. Man må i mange henseender begynde helt forfra. Her er det vigtigt, og som sagt ikke mindst, når der er børn involveret, at have noget at rette sig efter.

VI SKAL OPFØRE OS ORDENTLIGT. Når vi ikke længere kan både elske og ære, fordi kærligheden, vores indbyrdes kærlighed, ikke længere er inde i billedet som den faktor, der konstituerer vores relation, så kan vi stadig bestræbe os på at ære hinanden. Og det endda, uanset hvad, indtil døden os skiller.

Kvinden jeg først fortalte om, ville måske også gerne have undværet den ene af læsningerne i vielsesritualet. Læsningen fra Mathtæusevangeliet kapitel 19 vers 4-6, hvor Jesus taler om, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Med slutordene: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

Der er slet ingen tvivl om, at disse ord retteligt op gennem tiden er blevet tolket sådan, at når vi har sagt ja til hinanden og til med Guds velsignelse at elske og ære hinanden i medgang og modgang til døden os skiller, så skal vi selvfølgelig ikke gå efter at blive skilt.

Men det bliver vi. Mange af os, der indgår ægteskab og lever i parforhold med familiestiftelse, bliver skilt.

JEG HAR VED EFTERHÅNDEN ikke så få vielsessamtaler inddraget dette aspekt. Og ville måske også gerne, at det åbent og ærligt kunne italesættes ved brylluppet i kirken. Det kan det ikke. Men det kan det godt ved den forudgående samtale med ord som:

Ikke at det er det, vi nu, ved forberedelsen af jeres bryllup, skal kredse om som det centrale eller særlige. Men det kan ske, at I to bliver nødt til at gå fra hinanden. At jeres ægteskab og kærlighedsforhold, jeres liv sammen, udvikler sig på en sådan måde, at I må gå fra hinanden og skilles.

Husk så – og her hører det jo altså til en helt almindelig folkekirkelig virkelighed anno 2018, at de to, der skal giftes allerede har fået et eller flere børn sammen – husk nu, at I, hvis I engang skal skilles, ikke må rive børnene midt over. Fordi: ”hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.

Enhver, der har oplevet at blive forælder til et lille barn, véd, hvor stort det er. Hvor umuligt det er, når man står eller sidder eller ligger med den nye lille i favnen, at bilde sig ind, at dette her, det er noget, vi helt selv har stået for. Det er for langt de fleste nybagte forældre tværtimod med en helt klar oplevelse af, med den nye lille, at stå med en kæmpe Guds-gave i hænderne. Det er ikke os, der har sat vores lille nyfødte sammen. Det er, kort sagt, Gud der har stået for det. Og hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

DET ER EN MEGET SAMMENSAT affære at være menneske. Det er slet ikke noget, vi i ét væk kan gå og være helt alene om. At være mennesker og herunder i særlig grad være menneskelige er ikke noget, vi kan være for os selv, men kun sammen.

Det er skønt og stærkt helende, at man her i livet kan få noget så vidunderligt som en bedre halvdel at følges med og leve sammen med i både medgang og modgang. Måske endda også få børn sammen med. Det skylder vi at ære og ære hinanden for, også min eks, indtil døden os skiller.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel Sogne, Horsens.