Nej, gudstjenesten vil ikke pludselig blive forvandlet, forsikrer fagsekretærerne for biskoppernes liturgiarbejdsgrupper Jette Bendixen Rønkilde og Jørgen Demant i deres svar på vores kronik den 2. januar.
Det er godt at høre. Og endnu bedre forsikringen om at liturgiarbejdet ikke er udtryk for liturgimodernisme. Denne forsikring udløser imidlertid nye spørgsmål: Hvis man synes, den nuværende liturgi er, som den skal være, hvorfor søsætter man så et kolossalt projekt, der sætter spørgsmålstegn ved liturgien? Hvorfor fremhæver man liturgiforslag, som er direkte anti-evangelisk luthersk i deres tømning af sakramenterne for betydning? Hvorfor haster man liturgiarbejdet igennem i stedet for at tage en stille og rolig drøftelse?
Konkret ved at holde et midtvejskonference den 16. januar midt under den nuværende coronanedlukning, hvorved man forringer muligheden for en rigtig, levende debat. Vi har en formodning om, at det alt sammen skyldes, at man synes, det meget ønskværdigt, at folkekirkens liturgi ad åre løsnes. Hvis vi tager fejl, vil vi gerne have klar markering af det frem for de mange uld i mund-udmeldinger, der har skæmmet denne debat.
Vores anke er, at hvis der er noget, folkekirken ikke har brug for, så er det liturgisk disruption. Vi åbner Pandoras æske, hvis der åbnes en ladeport for lokalt gør det selv-liturgi. Lad dog liturgien være i fred, vi har kirkeligt set næsten lige fået den.
Jette Rønkilde Bendixen og Jørgen Demant spørger også, hvilket mandat gudstjenesten skal formes efter. Det er da så indlysende bibel og bekendelser, og derfor har vi heller ikke lov at udvande den hellige dåb til en tynd kop te eller reducere nadveren til tandløs fællesspisning. Så vores sidste spørgsmål er: Hvad mener fagsekretærerne, vi skal gøre for at sikre, at liturgiarbejdet ikke fører til en sådan udvanding?
Jesper Bacher er sognepræst og Katrine Winkel Holm er sognepræst og begge er medudgivere af tidsskriftet Tidehverv.