Soldater langt væk hjemmefra skal ikke føle sig hjemløse

På billedet ses en velkomstfest på soldaterhjemmet i Holstebro i februar 2020. Ifølge skribenterne er det vigtigt, at alle har et sted, hvor de ved, at de bliver budt velkommen hjem. – Pressefoto.
På billedet ses en velkomstfest på soldaterhjemmet i Holstebro i februar 2020. Ifølge skribenterne er det vigtigt, at alle har et sted, hvor de ved, at de bliver budt velkommen hjem. – Pressefoto.

Velkommen hjem!

Det er gode ord at høre, når man står i døren efter en lang arbejdsdag og har brug for imødekommenhed, en god lænestol at kunne hvile i, at der ikke er nogen chef, der stiller flere krav i dag. Dagens dont er overstået, og det er tid til at lade de indre batterier op. En kop kaffe, en gang aftensmad og godt selskab af mennesker, man føler sig tryg iblandt, er alt sammen med til at skabe den gode ramme, vi ofte kalder hjem. Der kan nok stadig være krav at imødekomme derhjemme, men der er plads til også at være sig selv – midt i det hele. Det er helt fantastisk at træde ind ad døren, og det lyder: Velkommen hjem!

Den verden kan der være langt til for de mange soldater, der hvert år uddannes i det danske forsvar, og derfor har der i Danmark i over 130 år været soldaterhjem drevet af frivillige organisationer, der har forsøgt at skabe nogle hjemlige rammer så godt som muligt, så den enkelte soldat, der er langt hjemmefra, ikke skal føle sig helt hjemløs. Sådan er mange soldater gennem årene landet i soldaterhjemmets sofa efter en udmattende dag på uddannelsen, i felten eller på skydebanen.

Gennem tiderne har der både været grundtvigske soldaterhjem, Dannevirke-hjem og KFUM-soldaterhjem, og de har på forskellige måder gjort deres til at give det enkelte hjem en helt særlig hjemlig atmosfære, både i Danmark og i udlandet. I dag er der kun KFUM’s soldaterhjem til at løfte opgaven blandt de værnepligtige, alle de tjenstgørende soldater i Danmark og ved udenlandske missioner. KFUM’s Soldatermission er en kirkeligt baseret indsats, der er båret af mange soldatervenner rundt i landet, som med udgangspunkt i deres eget hjem i dag bakker op om at give en ny generation af soldater den samme oplevelse af soldaterhjem, som mange af dem husker, de selv blev mødt med i sin tid. Med medlemskabet er de med til at byde hver enkelt soldat, som træder ind på soldaterhjemmet: Velkommen hjem!

At der i dag kun er en enkelt organisation, der løfter denne særlige opgave, kan der sikkert findes mange gode historiske svar på.

Uanset om navnet er KFUM eller noget andet, har mange soldater været taknemmelige for sofaen og for det hjem, de har fundet, mens de er langt væk hjemmefra. Det har de vist ved at skrive gode hilsener i gæstebogen, så her finder man unge menneskers reaktion på, at der er mennesker, der ønsker at gøre noget godt for dem. Ofte høres det også udtalt fra forsvarets top, at soldaterhjemmene er et uundværligt fristed i dagens Danmark – også når Danmark yder en indsats for andre ude i den store verden.

Nu behøver man naturligvis ikke være kirkelig eller KFUM’er for at skabe et godt hjem, men den kirkelige tilknytning har i den grad været omdrejningspunktet for det arbejde, der gøres hos KFUM. Omsorgen for det enkelte menneske er en gammel kirkelig dyd, som kaldes diakoni.

Den omsorg, der ydes her, er en naturlig del af, at kirken altid har budt sig til for det menneske, som i kortere eller længere tid er udsat for at falde igennem de sikkerhedsnet, der ellers spændes ud under os af familien eller staten. Her er tilbuddet båret af mange soldatervenner, der støtter arbejdet med frivilligt arbejde, økonomisk hjælp og forbøn.

KFUM’s Soldaterhjem fremstår på mange måder som et frirum for den enkelte soldat, uanset den militære rang, som ellers betyder meget på den modsatte side af døren.

Til gengæld er KFUM’s Soldatermission ikke helt alene om at byde sig til for danske soldater, når de kommer hjem fra missioner i det fjerne. Når de har været udsendt til international tjeneste og kan kalde sig veteraner, er der en stor vilje i Danmark til at byde dem: Velkommen hjem!

Der er en del forskelige frivillige faglige og kirkelige organisationer, der gør en stor og betydningsfuld indsats for vore veteraner. Som soldater har de udmærket sig ved at yde en indsats for Danmark under fremmede himmelstrøg – ofte for at sikre fred, sikkerhed og demokrati – men også politibetjente, medarbejdere fra Beredskabsstyrelsen, sygeplejersker og øvrigt sundhedsfagligt personale, udsendt på et folketingsmandat, kan kalde sig veteraner efter en tjeneste for Danmark i udlandet. Det er en indsats, der ofte er ydet med store personlige ofre, ligesom der kan være besværligheder med at finde ind til hjemmet igen, når de sætter støvlen på dansk jord.

Derfor har mange veterantilbud også hjemmet som fokus i det arbejde, der tilbydes. Det skal pointeres, at mange veteraner kommer hjem med stor selvtillid i bagagen, klar til at yde en god og værdifuld indsats andre steder i samfundet. Men nogle veteraner har brug for et sted at bo en tid, mens andre blot har brug for ro omkring sig, og atter andre har behov for specialiserede tilbud, som kun professionelle fagfolk kan byde ind med.

Det er noget af det, forsvarsminister Trine Bramsen (S) har sat fokus på for nylig, da veteranpolitikken i Danmark blev sat under lup. Kortlægningen af området udløste 50 millioner kroner til området for en treårig periode, da det var tydeligt for ministeren, at indsatsen for især de hårdest belastede veteraner måtte styrkes væsentligt. Dette klart for at give den enkelte veteran gode vilkår for at finde sig til rette i det Danmark, der rettelig er deres hjem.

Ud fra KFUM’s soldaterhjem har der, allerede før begrebet veteran blev vedtaget i Folketinget, og der blev vedtaget en veteranpolitik, været veteraner, som boede på soldaterhjemmet, fordi livet efter en udsendelse var for udfordret. Siden 2012 har KFUM’s soldaterhjem tilbudt forskellige veterantilbud, som er under stadig udvikling, og der er med forsvarsminister Trine Bramsens seneste udmelding fokus på at styrke indsatsen for netop de hjemkomne veteraner, der har størst hjælp behov.

KFUM’s tilbud har indtil nu været VeteranBo, som er et botilbud, og SoldaterRekreation, som er et mere midlertidigt tilbud, og begge har indtil nu været organiseret omkring et soldaterhjem, som naturligt har været en kendt og tryg ramme for den enkelte soldat. I disse tilbud er der naturligvis ansat personale med relevante uddannelser, ligesom en overordnet veterankonsulent har gjort sit til at bære opgaven igennem på alle fronter.

Samtidig med forsvarsministerens kortlægning af hele veteranindsatsen har KFUM’s Soldatermission været i overvejelse vedrørende muligheden af at etablere et mere specialiseret tilbud til de hårdest ramte, og det er et projekt, som kan vise sig som en god udfordring. Men samtidig er der også overvejelser vedrørende, om opgaven er for voldsom til, at den kan løses under KFUM’s egne rammer, og derfor kigges der rundt i det kirkelige landskab efter samarbejdspartnere for eventuelt at gå videre med den kirkelige vinkel for at støtte veteranernes rejse helt hjem.

I denne sidste weekend i september skulle KFUM’s Soldatermission have holdt årsmøde i Skive, en af de garnisonsbyer, der har haft mange soldater udsendt. Med henvisning til covid-19 er årsmødet aflyst, men fokus på opgaven fastholdes, og festen for baglandet må vente lidt. Det er i den givne situation bedst, at alle bliver hjemme, og så udskydes festen til en anden gang.

Men for alle de unge mennesker, der stiller op for at løse en opgave for at sikre vores alle sammens beskyttelse, er der grund til at glæde sig over, at der er nogen, der står klar, når de får fri, og byder dem: Velkommen hjem! Covid-19-situationen giver os alle en tid til eftertanke – derhjemme, eller hvor vi færdes, men under alle omstændigheder er det godt at vide, at der er et sted, hvor man bliver budt: Velkommen hjem!

Ole Rasmussen er provst og formand for KFUM’s Soldatermission, og Per Møller Henriksen er generalsekretær i KFUM’s Soldatermission.