Prøv avisen

Nora er fra det danske mindretal i Tyskland: Jeg er en blanding af tilhørsforhold og traditioner

Røst Festival, hvor hundredvis af unge går på talerstolen på tre scener i Køge, er skabt af KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet. – Fotos: Røst Festival.

Nora Marie Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I denne serie bringer vi en serie af taler fra højskoleelever, som blev holdt på Røst Festival. Hør højskoleeleven Nora fortælle om at være en del af det danske mindretal i Sydslesvig

GRÆNSEN ER EN DEL af mit liv. For tre år siden blev den konkret. Nu er det ikke længere muligt at smutte til Brugsen efter en liter mælk, hvis man ikke kan finde sit pas. Passet har nu fået sin faste plads i pungen, for nu – tre år efter at grænsekontrollen er blevet indført – vanker der bøder, hvis man ikke har passet på rette sted.

Jeg er del af det danske mindretal i Sydslesvig. Som mindretalsdansker har jeg længe været bevidst om, at jeg har to nationaliteter, to fædrelande og to modersmål. Men kun ét pas. Jeg er dansker, født, opvokset i og bor i Tyskland og er en del af det danske mindretal i Sydslesvig.

I søndags var der EU-valg. Det første valg, jeg har haft stemmeret til. Jeg må hverken stemme til Bundestagswahl eller til folketingsvalget. Mit danske statsborgerskab fratager mig stemmeretten i Tyskland, og min tyske bopæl fratager mig stemmeretten i Danmark.

Jeg er en hybrid mellem en dansker og en tysker. En smoothie af sprog, tilhørsforhold og traditioner.

Alle os, som er sydslesvigere, har hver vores udgave af, om man føler sig mest tysk, mest dansk eller mest af begge nationaliteter. Men det her er min version.

JEG GIK PÅ DANSK SKOLE i Tyskland, indtil jeg tog på efterskole. Derefter startede jeg på gymnasiet i Danmark. Selvom der er danske gymnasier i Sydslesvig, havde de ikke den linje, jeg gerne ville gå på.

Jeg mødtes stadig med de venner, jeg taler tysk med, og havde min hverdag i Tyskland hjemme hos mine forældre. Det hele var, som det altid havde været. Jeg var sammen med mennesker, som sagtens kunne forstå mig, når der lige blev flettet et tysk ord ind i en dansk sætning.

Først nu er det rigtig gået op for mig, at det ikke er en selvfølge, at størstedelen af dem, jeg kender, kan tysk.

Da jeg kom hjem fra studietur til Iran med højskolen, blev jeg mødt af undrende blikke, da jeg fortalte, at jeg havde fået Fernweh. Havde jeg været hjemme, hvor folk taler tysk på lige fod med dansk, ville folk præcis vide, hvad jeg mente. Jeg måtte dog lige så forvirret forklare, at jeg havde fået en omvendt hjemve. En ”fjern-ve”, lysten til at rejse ud i verden igen.

Andre gange, hvor jeg ikke kan skjule, at jeg også er tysk, er, når jeg bruger ord som ”fysioterapeut”, Vesteuropa og euro. Det er kun de små smil, der minder mig om, at den tyske eu -lyd sidder fast i mig som et tydeligt tegn på, at dansk og tysk er blandet sammen.

Jo mere jeg møder folk, der ikke har samme baggrund som mig, desto tydeligere bliver min egen historie. Hvor unik en grænseovergang det er. Jeg som dansker lever fredfyldt side om side med mine tyske naboer.

Der ses ikke skævt til os, når min mor og jeg taler dansk sammen i Edeka, eller når min veninde og jeg taler dansk sammen, når vi er til koncert i Volksbad i Flensborg.

Den grænse, jeg kender til, har en his-torie. I 2020 kan vi fejre 100-årsjubilæet for genforeningen. I 1920 blev det valgt af borgerne, at grænsen skulle ligge ved Flensborg. Ud af det opstod der et mindretal. Tysk mindretal i Danmark og dansk mindretal i Tyskland, som jeg er en del af. Der er blevet lagt mange nye grænser i verden siden 1920, men det er kun få, der er blevet afgjort ved en folkeafstemning som den dansk-tyske.

Jeg ser min grænse, den dansk-tyske grænse, som to sprog, historier og nationaliteter, der er flettet ind i hinanden. De to sprog og kulturer er smittet af på hinanden.

Hvor ville det da være skønt, hvis det var sådan i hele Europa. Så ville der blive snakket lidt hollandsk i grænseområdet til Tyskland, lidt tjekkisk ved grænsen til Polen og lidt fransk ved grænsen til Italien.

Jeg ser grænser som flydende overgange mellem sprog og kultur. Det ville give en større forståelse og sammenholdskraft, hvis man kendte til hinandens kulturer og i det mindste kunne føre en simpel samtale på naboens sprog.

Lad os ikke lukke Danmark endnu mere ude af det internationale fællesskab. For vi, der går på højskole, ved, at i fællesskab kan man bære tunge laster og byrder, så længe vi står sammen om det.

Jo mindre vi ved om hinanden, jo længere bliver afstanden mellem os. Så min opfordring er: Tag ud og rejs i Europa! Nyd, at du ikke skal søge visum eller veksle valuta!

Vi ved ikke, hvordan fremtidens Europa ser ud, så benyt dig af det, mens du stadig har muligheden!

Nora Marie Andersen er elev på Silkeborg Højskole.

Fotos: Røst Festival.
Fotos: Røst Festival.
Fotos: Røst Festival.
Røst Festival, hvor hundredvis af unge går på talerstolen på tre scener i Køge, er skabt af KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, Vallekilde Højskole og Ungdoms-bureauet. – Fotos: Røst Festival.