Jeg læser altid debatterne i Kristeligt Dagblad med stor interesse – og havde selv fornøjelsen af en rigtig fin debat, da jeg skrev en kronik i september sidste år ved begyndelsen på mit nye liv som efterlønner. Efterlønnen var for mig både en skræmmende afgrund af filosofisk frihed; temmelig opreklameret af langt de fleste og samtidig dog også en indrømmet lettelse over at være blevet frisat fra alt for mange udtrættende krav efter 40 år på arbejdsmarkedet.
Nu har jeg efterhånden snart opholdt mig fem måneder i mit nye efterlønsliv. Og tro mig Niels Østrup Olsen med din rammende kommentar om ensomhed i Kristeligt Dagblad den 10. februar: Jeg mærker også ensomheden eller tomheden komme snigende ind under døren som en uvelkommen kulde, lige så snart jeg tilbringer for mange timer i min ellers så lune bolig uden at tale med nogen.
Jeg hørte en gang i et tv-program en ældre herre udtale, at når han efter nogle dage derhjemme uden at tale med nogen igen forsøgte at bruge sin stemme, skulle han nærmest starte forfra. Som om tungen og talen var stivnet i takt med urets tikken i de mange ensomme timer.
Niels Østrup Olsen beskriver en fornemmelse, jeg kender dybt ind. Vi vil rigtig gerne en hel masse med såvel børn, børnebørn og andre mennesker omkring os, men det kan alligevel være svært at være til stede for længe i det sociale liv, fordi vi kan have en fornemmelse af at være lidt udenfor og have svært ved at nyde selskabeligheden, samtidig med at vi har brug for den. Det er svært at forklare; men jeg ved, hvad du mener, Niels Østrup Olsen.
I avisen den 12. februar kom psykolog Pia Callesen på banen i en artikel om ensomhed. Jeg har hørt Pia Callesen til ét af hendes foredrag, og hun er afgjort meget dygtig – og har fat i noget virkelig brugbart i forhold til at håndtere den stress, depression og ensomhed, som vi alle kan rammes af. Pia Callesen foreslår, at vi forsøger at parkere disse grundfølelser og kun bruger begrænset tid på at tænke på dem. At vi vender fokus og i stedet griber til handlinger, der føles sjove, gode og spændende.
Så kan ensomheden sidde parkeret i hjørnet og skamme sig, indtil vi kommer i tanke om den igen, for den forsvinder jo ikke bare sådan ved en ændring af vore tanker.
Pia Callesen skriver selv, at hun kan virke provokerende. Og ja, jeg synes egentlig, at overskriften i sig selv er temmelig provokerende: ”Ensomhed er en almindelig følelse, som vokser af for meget opmærksomhed.”
Det kommer til at lyde så nemt og som noget, man selv skal kunne styre, og når man samtidig sidder med Niels Østrup Olsens levende ord foran sig, så mærker man langt ind i sjælen, at det er lettere sagt end gjort. Især som efterlønner eller pensionist.
Rastløsheden og den indre uro, som Niels Østrup Olsen kalder sine sociale abstinenser efter hyggeligt samvær, lader sig ikke fordrive af hverken tv, computer eller Pia Callesens hjørneparkering.
Næh, det er min erfaring, at den enten skal ”bevæges væk” ved gåture eller anden motion, eller ved endnu flere gode samtaler og møder med andre mennesker. For vi har brug for hinanden, vi er ikke skabt til at sidde alene og drukne i vore mange tanker om livet – eller vente på, at en god begivenhed er i vente en af dagene.
For mit vedkommende har jeg måttet strukturere mine hverdage, så der er et nærmest Sisyfos-pligtlignende indhold i dem alle, ellers larmer tomheden alt for meget. Jeg har været heldig at finde gode nye fællesskaber, nu hvor jeg ikke længere har naturlige fællesskaber i form af kolleger. Det hjælper!
Og så er jeg heldig, jeg er gift og har masser af gode venner. Men det ændrer lige præcis ikke noget ved min indre fornemmelse af ensom tomhed. Beklager, Pia Callesen – den er der altså alligevel, selvom jeg forsøger at ignorere den. Og den kom snigende, da arbejdsmarkedet forsvandt.
Filosoffen K.E. Løgstrup skulle have udtalt, at ethvert menneske har en iboende trang til pligt. Måske netop derfor er det for nogle af os lettere risikabelt at slippe alt for mange pligter på én gang.
Ligeledes udtalte filosoffen Nietzsche, at vi som mennesker skal give afkald på hele tiden at ville finde en mening med alting og i stedet finde vores autentiske jeg. Måske skal vi blot i tråd med Pia Callesens teori give slip på tilbagevendende tanker og håbe, at vi kan falde til ro som autentiske efterlønnere og pensionister.
Niels Østrup Olsen – jeg håber inderligt, at du på dine ture på strand og gade vil møde rigtig mange, der giver dig gode stunder og samtaler – og måske endda har set din kronik og gerne vil drøfte den.
Og nej, jeg skal heller ikke på hverken lange stille retreats eller lignende, det er ganske enkelt for skræmmende. Så hellere proppe nogle flere sociale fix i kalenderen. Det ved vi, hvad er. Held og lykke med vore liv.
Anette Riis er efterlønner.