Prøv avisen

I fængslet er ventetiden den værste, og alt hvad man tidligere var skrælles af

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Steen Skovsgaard tidligere biskop over Lolland-Falsters Stift

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når et menneske sættes i fængsel opleves håbløshed, destruktion og magtesløshed. Alt, hvad man tidligere stod for, skrælles af. Man bliver et udstødt og et nummer. Sådan en fange møder vi også i Det Nye Testamente, fortæller Steen Skovsgaard

”Herren sætter de fangne i frihed.”

Salmernes Bog 146, 7

Jeg har læst et interview med en fange, som fortalte om dette at være i fængsel: ”Ventetiden er det værste. Det første, der sker, når du kommer i fængsel, er, at du mister de mennesker, du for alt i verden ikke kan undvære. Din kæreste eller ægtefælle, dine børn, dine forældre, dine venner og dine arbejdskammerater. Derefter mister du dit selvværd, dine mål og håbet om at blive et helt menneske engang igen.”

Det er en rammende beskrivelse af, hvad der sker med et menneske, der kommer i fængsel. Man oplever håbløshed, destruktive tanker, bitterhed og magtesløshed. Alt, hvad man tidligere var og stod for, skrælles af. Man er nu bare en fange. En udstødt. Ofte bare et nummer. Man er ynkelig, ligner ikke mere sig selv, kan ikke bevæge sig ud og fryser i sjælen. Er alene med sine egne tanker og anfægtelser, sorg, fortvivlelse, anger og tvivl.

I Det Nye Testamente hører vi om en sådan fange, nemlig Johannes Døberen (Mat. 11ff). Denne store, stærke og kraftfulde profet, der havde kaldt til omvendelse og dåb ved Jordan-floden, som hele folket flokkedes om, og som Jesus selv kom ud for at blive døbt af, han er kommet i fængsel.

Og her oplever han, hvordan tvivlen og anfægtelsen sniger sig ind under huden, og magtesløsheden og tvivlen tager overhånd. Alting skrider under ham. Det, han har stået for, hans tro, hans kald, hans engagement, ja, hele hans liv, ligger i ruiner. Er der overhovedet nogen udvej?

Tidligere fængselspræst Carl Lomholt har fortalt om, dengang han indførte Anna Sofie Seidelins ind- og udgangsbønner i fængselskirken i Horsens. Han var meget i tvivl om, hvorvidt udgangsbønnen ville kunne bruges, for her hedder det:

”Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi jeg går ud herfra som et frit menneske, med mine synders forladelse og din velsignelse.”

Det kan man da ikke bede eller takke for i et fængsel, hvor fangerne blot skal tilbage til deres celler?! Ikke desto mindre forlangte fangerne til Lomholts overraskelse, at den bøn skulle bruges. ”Tak, at jeg går herfra som et frit menneske, Gud!”.

Jeg er fange, ja, og jeg ved godt, at jeg skal tilbage til min celle, ja, men der er mere at sige om mig. ”Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed”. (2. Kor. 3, 17).

Steen Skovsgaard er tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.