DET ER SOMMER og juni. Aftenens stjernehimmel bliver nu for en stund afløst af de lyse nætters telt, som Johannes Jørgensen så smukt skriver i en af vores kendte danske sange.
Og sommeren gør indtryk på os, unge pigers alder tælles i somre, poesien taler om evigheden som evig sommer, og man mindes barndommens somre, hvor hverdagens fastlagte rytme blev suspenderet, og man tog i sommerhus og til stranden, spiste is og holdt op med at kigge på uret.
Men sommeren kan også være en lang tid, fordi hverdagens afbrydelser og gøremål ikke længere deler dagen op, det mærker jeg tydeligt i samtalerne på denne tid.
Vi kan således ikke besynge sommerens fortræffelighed, hvis vi ikke tager den ensomhed, som også kan opleves i løbet af sommeren, alvorligt.
I det forgangne år har der faktisk været skrevet en del om ensomhed. Der er blevet etableret en folkebevægelse mod ensomhed her i landet – og i Storbritannien har de nu fået en ensomhedsminister. Ensomhed har selvfølgelig altid eksisteret, ja, man har ligefrem inden for kunsten og religionen søgt ensomheden for at få det bedste udtryk og den sandeste indsigt. Men den ensomhed, som mange mennesker døjer med, er ikke den slags ensomhed. Der er intet avantgardistisk over det.
Det nye er den store ensomhed i det helt nære liv, en ensomhed i dagligdagen. Man savner nogen at dele hverdagen med.
Og her er der en sammenhæng mellem ensomheden og sorg, som jeg tænker er vigtig at få fat i, både når vi taler om sorg, som er også mit forskningsområde, og når vi taler om ensomhed.
Der udgives en masse populærlitteratur om sorg, kærlighed og død, men ensomhed er stadig behæftet med en skamfølelse, som først og fremmest kan beskrives som at blive ramt af et bedømmende blik udefra, som samtidig lukker en ude. Ensomhed er stadig forbundet med ikke at mestre sit liv med de krav, som vi selv og samfundskulturen sætter. Derfor må vi hele tiden og så igen afmontere skammens blik i fællesskab, fordi ensomhed og sorg kan parkere.
En kvinde sagde til mig i en samtale, at hun var så træt af at høre om sine venner, der gik i sørgeoptog gennem byen for Kim Larsen, som de aldrig havde kendt – men hende kunne de ikke spørge til.
Selvom man ikke skal underkende Kim Larsens evne til at samle høj som lav i samfundet, rammer hendes kommentar hovedet på sømmet. For den offentlige sorg har noget uforpligtende over sig, som den personlige medmenneskelige sorg ikke har. Og jeg mener, at det er en tendens i kulturen, som vi skal være opmærksomme på, både når vi taler om sorg og ensomhed.
Og hvad er så grunden til det? Jeg mener faktisk, at vi har mistet noget kulturelt. Faktisk ikke noget religiøst, men kulturelt.
Det kan godt være, at vi kan synes, at vi mangler ritualer, når døden rammer. Fordi ritualer kan gøre det muligt at være til stede og skabe overgange i de sværeste øjeblikke i livet. Men derfor har vi stadig mange kulturelle ”ritualer”, som vi kan gribe til.
Jeg ser kun én ting, vi kan gøre: Vi skal turde bryde mere ind i hinandens liv og rent ud sagt kigge lidt mere ind over hækken apropos sommertid – tage sig de berømte fem minutter og stoppe op og snakke lidt. Ikke være bange for at være for lavpraktiske, for det kan gøre en verden til forskel at få noget mad ind fra naboen, hvis man er syg. Det behøver man ikke kende hinanden for at gøre og dermed fra nu af skal besøge hinanden for.
Men hvor kan vi lære – eller genlære – meget af for eksempel den mellemøstlige tradition for omsorg for hinanden i det nære. Her tør man godt. Det behøver ikke altid være den store samtale, men man kan skabe et nærvær og en samhørighed i det nære liv, som er ramt på grund af tabet. Det fjerner ikke ensomheden, men dét at blive mødt i det liv, man nu som efterladt er landet i, er afgørende. Dermed løser vi ikke ensomhedens problem. Men vi kan måske løsne lidt op for det. Nu, hvor sommeren alligevel får os ud i det grønne. Og som Johannes Jørgensen skriver:
Du lyse, friske sommer!
vor friheds unge brud,
fra støv og støj vi kommer
til fred og stilhed ud.
Vort liv til lyst du vende
på dagens solskinsfelt,
og over os du spænde
de lyse nætters telt!
Laila Bomose, sognepræst, ph.d.-studerende, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.