Da jeg første gang talte i telefon med lederen af mine børns nye børnehave, græd jeg.
”Vi hjælper dig,” sagde hun. Jeg var udmattet og afmægtig, efter at mine fire børn i foråret 2018 mistede deres far til et langt og håbløst forløb med sygdommen als.
Den børnehave, som mine børn gik i, da deres far blev syg og døde, havde den opfattelse, at børnehaven skulle være et frirum til at tage en pause fra sorgen og lege. Men alle, der har mistet, ved, at sorgen kommer til udtryk, når vi mindst venter det. Nogle gange mærker vi den ikke så meget. Andre gange kommer den med et lille minde og bliver til frustration, vrede, tristhed eller noget andet. Vi kan ikke bare slukke og tænde eller tage en pause. Eller komme ud på den anden side. Den er med os i livet, og sådan er det også for børn. Hjemme hos os har mine børns far en hylde, hvor vi tænder lys og lægger små gaver, og han er til stede i alle rum. Jeg talte højt om døden, lige fra den trådte ind i vores familie, og mine børn trivedes ikke med, at sorgen som princip skulle på pause i børnehaven.
Jeg blev nødt til at flytte mine børn til en ny institution. Og da børnehavelederen bad mig om at sørge for, at mine børn havde et fotoalbum med, så de sammen kunne kigge på billeder af far, blev der plads til alt, hvad de rummede af smerte.
I børnehaven kan man også lave et mindebord, hvor der er plads til billeder og ting, der minder om den relation, barnet har mistet. Det gør ikke noget at være noget særligt, fordi man har mistet. Tværtimod. For det er o.k. kun at have sin mor, og det er o.k., at det er svært, at farmor og farfar er så kede af det. Når tabuerne er væk, kan børnene finde et fællesskab. Måske er der andre, der bærer på smerte, bekymring og skyld? I fællesskabet kan mine børn igen spejle sig og har lyst til at ønske sig det Ninjago-sværd, som også William, Mikkel og Ahmed har.
Det var ubeskriveligt tungt at være alene med ansvaret for fire børn i sorg, som havde brug for, at de voksne så dem, mødte dem og hjalp dem med at italesætte deres sorg. Med børnehavens indsats blev min byrde lidt lettere at bære, og mine børn blev mindre og mindre indelukkede og udadreagerende.
11.000 børn om året oplever, at en forælder dør eller rammes af livstruende sygdom. Alle pædagoger kommer til at spille en afgørende rolle for et barn i sorg på et tidspunkt i deres arbejdsliv. For de skal kunne håndtere de dilemmaer og den tvivl, der også opstår. For eksempel oplever min børns institution, at nogle forældre ikke bryder sig om al den snak om døden, fordi deres børn bliver bange og kede af det. Det er svært, og pædagoger skal kunne navigere både pædagogisk og medmenneskeligt, når svære og tvetydige reaktioner pludselig kommer midt i eftermiddagsmaden eller på legepladsen. Nogle gange kræver det, at man er i tvivl og tør være dér, hvor den pædagogiske distance ikke kan være.
I dokumentarfilmen ”Bag skyerne – når børn sørger” af Katrine Philp, som kan ses på DR, ser vi, hvordan livet bliver lidt mindre svært, når de voksne hjælper børnene med at udtrykke sorgen i ord, leg, balloner og perlekæder. Den vil jeg anbefale alle at se, så vi sammen kan blive bedre til at italesætte sorg uden at være bange. Mine børn er ikke bange. Når bare sorgen over deres fars død får lov at være en del af dem.
Ina Lüders er lærer og debattør.