Beethovens lidelsesfulde liv var en hård prøvelse for ham – men en gave til hans omgivelser

Beethoven var en genial komponist, som på trods af – eller netop på grund af – et lidelsesfuldt liv har givet verden sin umistelige kunst, skriver Ole Hartling, der er er læge og tidligere formand for Det Etiske Råd

Beethovens liv var fuldt af lidelse, men måske var det på trods af – eller netop på grund af – et lidelsesfuldt liv, at han har givet verden sin umistelige kunst, skriver Ole Hartling. – Portræt: J. Stieler, 1819/ Everett Historical/Ritzau Scanpix.
Beethovens liv var fuldt af lidelse, men måske var det på trods af – eller netop på grund af – et lidelsesfuldt liv, at han har givet verden sin umistelige kunst, skriver Ole Hartling. – Portræt: J. Stieler, 1819/ Everett Historical/Ritzau Scanpix.

HÄNDEL ER julens hofkomponist. Men Beethovens toner mellem sorg og glæde er også værd at lytte til og blive klogere på her i juletiden. Beethoven var overordentligt berømt i sin samtid, men endnu mere i sin eftertid. Han kunne næppe ane, hvor ikonisk han skulle blive. Han er ganske enkelt synonym med stor klassisk musik.

Under Anden Verdenskrig sendte den engelske radio BBC til det besatte Europa på de forskellige landes sprog og indledte altid med rytmen fra optakten til 5. symfoni: dum-dum-dum-duuum. Symfonien er skrevet lidt før udviklingen af morsealfabetet, men ”prik-prik-prik-streg” blev tegnet for ”V”, som Winston Churchill brugte for victory – sejr.

Selv i en tegneserie indgår Beethoven. I ”Radiserne” spiller Schrøder Beethoven og har en buste af ham stående på sit lille flygel, mens noderne strøs ud i luften. Trine er forelsket i Schrøder og ligger ofte med albuen støttet på flyglet, men han er kun interesseret i Beethoven.

LUDWIG VAN BEETHOVEN blev født i Bonn i 1770 og døde som 56-årig i 1827. Det er velkendt, at Beethoven blev tiltagende døv. Da jeg gik i skole, var der noget, der hed skolebio, hvor man i løbet af skoleåret så fire-fem film. Der var en portrætfilm om Beethoven, og der er kun én scene, som jeg husker. Det er hvor han – nu totalt døv – dirigerer sin 9. symfoni. Han hører ikke publikums stormende begejstring og må vendes om af en af sangerne for at modtage bifaldet. Det skete ved uropførelsen i 1824, og på det tidspunkt blev hans døvhed offentligt kendt.

Men hans tunghørhed var begyndt allerede i slutningen af 20-årsalderen. Han blev også overfølsom for meget høje lyde, og det generede, når folk råbte højt til ham. Denne overfølsomhed eller overforstærkning kaldes recruitment. Hans tunghørhed var endog ledsaget af ringen for ørerne, såkaldt tinnitus.

Selvom symptombeskrivelsen således er ganske god, har man ikke kunnet fastslå diagnosen med sikkerhed. Mest sandsynligt drejer det sig om otosklerose, hvor de små øreknogler kittes sammen, så de ikke frit kan bevæge sig med lydtrykket.

30 år gammel skrev han til en ven: ”Jeg må indrømme, at jeg lever et elendigt liv, fordi jeg finder det umuligt at sige til andre mennesker: Jeg er døv. Havde jeg en anden profession, ville det være lettere, men i min profession er det et frygteligt handicap.”

Foruden de fysiske lidelser er der næppe tvivl om, at Beethoven var maniodepressiv eller i al fald havde maniodepressive træk, det, vi i dag oftest kalder bipolar lidelse. Finalesatsen i strygekvartetten, opus 18, nummer 6, kaldte Beethoven direkte ”La Malinconía” – italiensk for ”melankoli”. Her er der en helt selvfølgelig parallel til, hvad vi véd om Grundtvigs liv. Hans maniodepressive lidelse er velkendt. Den dybeste fortvivlelse og håbløshed afløst af perioder med overskud og stor, næsten ufattelig kreativitet. Tænk, hvis Grundtvig havde været en gennemsnitlig filister. Hvad var vi så ikke gået glip af?

På samme måde: Beethovens lidelsesfulde liv var en hård prøvelse for ham og en gave til hans omgivelser og ikke mindst til hans eftertid. Måske ville han slet ikke have skabt så utrolig musik, hvis han havde haft et ”hørende” socialt liv på de bonede gulve. Nu var han afskåret fra det og måtte øse af sit skabende, klangfulde, men også meget sorgbetyngede sind.

KJELD HOLM CITERER i sin portrætbog idéhistorikeren Johannes Sløk:

”Først når man ikke har det vidunderligt, begynder man at spekulere på, hvad livet egentlig er for en ting, og et sådant menneske, der gennem sorg og lidelse har erhvervet sig visdom, er det for andre mennesker værdifuldt at omgås.”

Jeg tror også, det gælder, at kunst, som ikke har lidelsens klangbund, ikke tager os alvorligt, og at vi derfor ikke rigtig tager den alvorligt?

”Sorrig og glæde de vandre til hobe,” sagde Kingo. Den tuberkulosesyge færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen skrev i et af sine seneste breve til sin ven William Heinesen:

”Mine største øjeblikke har jeg haft, når gnisterne er sprunget mellem sorrig og glæde. Og døden er i baggrunden for livets geniale relief.”

Vi glæder os over lyset, fordi vi kender mørket. Hvis det går os skidt, spørger vi, hvad meningen er: ”Hvorfor har dette ramt mig?”. Hvis det går os godt, stiller vi ikke så mange spørgsmål, og det er lige før, vi tænker: ”Det manglede da bare!”. Den kærlighed, vi møder, er kun noget værd og er netop kun kærlighed, fordi den er ufortjent. Måske vil vi bedst kunne mærke den, når vi er længst ude. Mennesker kan fortælle, at de har haft et godt liv, men det kan være mennesker, som har mistet helbred og førlighed og har mistet mennesker, de elskede. Måske har det, man kalder livskvalitet, noget at gøre med, at der har været mening i livet – ikke kun på grund af, men også på trods af.

25 år efter kvartetten med satsen ”La Malinconía” på et tidspunkt, hvor Beethovens liv var endog endnu mere plaget, skrev han 9. symfoni. Her komponerede denne martrede mand sin evige musik til Friedrich Schillers ”Ode an der Freude” – ode til glæden – og indledte korsangen med sine egen ord, hvor han efter en lang optakt lader en solobariton udbryde: ”Oh, venner, ikke disse toner, lad os istemme noget, der er mere behageligt og mere glædesfuldt.” Det er livsglæde på trods.

I Nudansk Ordbog defineres livsglæde nemlig ikke med glæde på grund af livet eller glæde for livet. Nej, der står ”glæde ved livet”. Det hænger sammen med, at livet er et umotiveret gode, eller at livet har forrang.

Dum-dum-dum-duuum er en skæbnerytme, som indleder 5. symfoni, skrevet af en genial komponist, som på trods af – eller netop på grund af – et lidelsesfuldt liv har givet verden sin umistelige kunst. Den udtrykker menneskers vilkår med sorg, vrede, munterhed og glæde.

Ole Hartling er læge og tidligere formand for Det Etiske Råd.