KRISTELIGT DAGBLAD har undertiden bragt kritiske artikler om mindfulness, således også i avisen i mandags, hvor forsideoverskriften er, at der er tvivlsom forskning bag udbredelsen af mindfulness.
I mange af de etablerede moderne psykoterapiformer indgår mindfulness som en meget vigtig del af behandlingen. At påstå, at der er tale om tvivlsom forskning, er en fornærmelse mod de særdeles respekterede forskere, blandt andet fra Oxford University, der står bag nogle af de virkelig betydningsfulde opdagelser inden for dette felt.
Kritikerne antyder i artiklen, at det væsentligste formål med mindfulness er at give ro og lindring, lave en form for helle – fjerne mennesker fra det ubehag, der omgiver dem.
Det er en misopfattelse.
I moderne psykologi har man konstateret, at overtænkning eller ruminationer er et gennemgående fænomen ved de fleste psykiske lidelser. Den ængstelige person gør sig for eksempel uafladeligt bekymringer om snart sagt alting. Den depressive person har mange negative tanker, både om sig selv, i forhold til andre og fremtiden, den tvangsprægede person forstyrres af påtrængende tvangstanker.
Fælles for dem alle er, at de bruger mange af døgnets vågne timer på at ruminere og gruble, måske i en tro på, at det løser deres problemer. Det gør det ikke, tværtimod forstærker det lidelsen, således at den ængstelige bliver mere angst, den depressive mere deprimeret og så videre.
Spørgsmålet for forskere – blandt andre professor i psykologi Mark Williams, Oxford University – har derfor været, hvordan man kan reducere den negative effekt af overtænkning og altså på en måde skærme patienter for deres destruktive tanker.
Den oldgamle praksis mindfulness-meditation viste sig at rumme løsningen. Mindfulness, der anvendes i psykologi/psykiatri, er en sekulær form af den buddhistiske vipassana -meditation. Idéen er, at man skal være til stede i nuet med fuld opmærksomhed og accept. Ens åndedræt er ankerpunkt.
Man prøver at holde opmærksomheden på åndedrættet, men finder lynhurtigt ud af, at det er umuligt – andre ting trækker i opmærksomheden, for eksempel negative tanker om hændelser i fortiden, som man jo ikke kan ændre på, eller fremtiden, som man heller ikke har kontrol over.
Når man opdager, at opmærksomheden har flyttet sig, fører man den tilbage til åndedrættet. Man erkender, at man kan flytte sin opmærksomhed. Ved den proces får man et andet forhold til sine tanker.
Man indser, at tanker er tanker og ikke sandhed. Man indser, at man ikke er sine tanker, og man realiserer, at man har et valg – man kan handle på sine tanker, eller man kan respondere på anden vis ved for eksempel at acceptere, at tankerne er der, men uden at give dem opmærksomhed.
Det giver ikke nødvendigvis ro i sindet, men kan være et mere hensigtsmæssigt respons.
Bodil Andersen er speciallæge i psykiatri, MSc og instruktør i mindfulnessbaseret kognitiv terapi.