I fredags, den 24. juli, kunne den store katedral Hagia Sophia i Istanbul for første gang i 86 år holde fredagsbøn. Tyrkisk højesteret banede vejen for præsident Recep Tayyip Erdogans forslag.
Beslutningen om at lade Hagia Sophia være moské igen har været kontroversiel og har påkaldt sig en international offentligheds interesse. Det er ikke mindst tilfældet, fordi Erdogans dekret om ændringen af Hagia Sophia fra museum til moské på engelsk er ganske forskelligt fra den arabiske.
Der er altså ikke tale om ét dekret, som blot er oversat mellem forskellige sprog. I det engelske, og dermed det, som man må formode er henvendt mod den vestlige verden, kan man læse, at Hagia Sophia som moské vil være åben for alle uanset nationalitet og religiøst tilhørsforhold. Det er i den engelske version understreget, at man skal være velkommen til at forholde sig til beslutningen, så længe man respekterer Tyrkiets ret til at træffe den.
Den arabiske version af dekretet har en anden ordlyd. Her slås det fast, at gendannelsen af Hagia Sophia til moské er et skridt mod ”befrielsen af al-Aqsa”. Med dette refereres der til moskéen i Jerusalem, hvorfra Muhammeds himmelfærd, ifølge islamisk tradition, udgik, og dermed også til det forhold, at al-Aqsa ikke står på muslimsk grund.
Dekretet bekendtgør, at beslutningen repræsenterer et håb for undertrykte muslimer, og at det er et symbol på islamisk civilisation fra Bukhara til Andalusien, altså fra de østlige til de vestlige egne af det gamle islamiske kalifat.
Erdogan erklærer desuden, at beslutningen er tiltænkt som et svar på de vederstyggelige angreb mod symbolske værdier i de islamiske regioner, og at Tyrkiet vil gå forrest i forsvaret af disse værdier.
De to teksters ordlyd er absolut forskellige fra hinanden og retter sig tydeligvis mod forskellige modtagere. Den arabiske version har en næsten revolutionær, bombastisk karakter, hvorimod den engelske lægger vægt på, hvordan bygningen som fælles kulturarv forsat er sikret.
Den arabiske version har dog fremprovokeret kritiske reaktioner, særligt fra visse arabiske medier, og nogle mener, at Erdogan spiller med på en ekstremistisk dagsorden med sin sprogbrug med det bevidste formål at skabe splid ved at vække en religiøs følelse. Flere kalder ham for hykler i sammenligning med den engelske version af dekretet.
Selvom det ikke er gået den internationale offentlighed forbi, at Erdogan har valgt at bruge en så forskellig tone på engelsk og arabisk, er det alligevel påfaldende, at han gør det uden nogen kommentar knyttet til en sådan variation. Det virker dog ganske klart, at Erdogan ønsker at adressere den engelsksprogede og den arabisktalende verden på så grundlæggende forskellige måder, at hans udtalelser kommer til at virke uforenelige, og at han dermed spiller et dobbeltspil.
Han afslører dermed også, at han er bevidst om, hvilke virkemidler han ønsker at gøre brug af mod øst og mod vest.
Clara Marie Westergaard er MA, cand.mag. i islamiske studier.