Prøv avisen
Debat

Gymnasielærer: Spørg ikke studenten om karakteren. Sig tillykke

Når du som forælder som det første spørger studenten: ”Hvad fik du?”, banaliserer du et øjeblik, der burde være lykkeligt. Vi kan sagtens give konkurrencesamfund, præstationshysteri og perfektionskultur skylden, men vi kunne også bare ændre vores egen adfærd, skriver gymnasielærer Tony Andersen. – Arkiv Foto: Michael Bothager/Ritzau Scanpix

Tony Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I VIRKELIGHEDEN ER DET ret simpelt. Som forælder til en kommende student har du én opgave. Når døren til eksamenslokalet åbnes, og den nybagte student kommer ud, så skal du sige: ”Tillykke!”. Så er der ikke mere.

Eller sådan burde det være. Men virkeligheden er desværre ofte en anden. Inden vi kommer til det, er vi nødt til at spole tiden tre år tilbage, tilbage til dengang din søn eller datter begyndte i gymnasiet.

Når man begynder i 1. g, siger man farvel til sin trygge folkeskole og den sidste rest af barndommen, og man begynder på en lang treårig rejse, hvor man kommer til at udvikle sig fagligt og menneskeligt.

Den udvikling kunne vi kalde for dannelse, for den dækker ikke kun den opkvalificering af faglig viden, der gør studenterne i stand til at tage en videregående uddannelse (hvis de vil), den dækker også de oplevelser af samarbejde, sammenhold og solidaritet, som gymnasiet tilbyder, og som ideelt set gør studenterne til bedre globale samfundsborgere.

OVER INDGANGSPORTEN til det gymnasium, som jeg arbejder på, står der således: Literis et humanitati – hvilket man kan oversætte med ”kundskab og dannelse”. Der står ikke ”det samlede karaktergennemsnit”. Og det gør der ikke, fordi det ikke er det, som gymnasiet handler om.

Det er altså tre års arbejde, der har ført studenten frem til det øjeblik, hvor studentereksamen endelig kommer i hus.

For nogle har det utvivlsomt været tre års hårdt arbejde med mange afleveringer og stressende perioder, og hvad gør du så, når studenten træder ud af eksamenslokalet?

Du spørger: ”Hvad fik du?”. Alt arbejdet. Al kundskaben. Al dannelsen. Det hele reduceres ned til én eneste ligegyldig karakter for den eksamen, der helt tilfældigvis blev den sidste.

Det øjeblik, der burde være lykkeligt, banaliseres. Og for mange studenter bliver det faktisk en ubehagelig og utilpas situation, og som gymnasielærer kan man ikke undgå at bemærke, hvordan flere faktisk lyver om deres sidste karakter bare for at undgå den tilsyneladende ydmygelse, det er, at fortælle, at de fik mindre end 10 eller 12. Det er helt gak.

Spørgsmålet om karakteren er respektløst over for det arbejde, som studenten har udført i sin gymnasietid. Det er, som om vi som samfund har misset pointen.

Jeg har aldrig set forældre møde op til andre eksaminer. Jeg har aldrig set nogen møde op og forlange at få at vide, hvilken karakter der blev givet for en eksamen i 2. g, men jeg har set studenter være rystende nervøse for at skulle træde ud af eksamenslokalet efter den sidste eksamen.

Vi kan sagtens give konkurrencesamfund, præstationshysteri og perfektionskultur skylden for disse ting, men vi kunne også bare ændre vores egen adfærd.

Så, kære forælder, lige om lidt går døren til eksamenslokalet op, og den nybagte student kommer ud. Det er nu op til dig at vise, at du godt kan skelne mellem det, der er vigtigt, og det, der er forbigående. Det er op til dig at vise noget dannelse. Det er op til dig at åbne champagnen og bare sige tillykke. Og så kan studenten altid fortælle om sin karakter bagefter, hvis hun eller han vil.

Tony Andersen er gymnasielærer ved Odense Katedralskole.