Da Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn, forleden så TV 2 Nyhederne, bemærkede hun, at en dansk-amerikansk kvinde, der talte om Black Lives Matter, blev præsenteret som datter af en afroamerikansk far.
Og det satte gang i Marianne Rathjes tanker. For under normale omstændigheder ville man jo aldrig gøre noget ud af, at kvinden var afroamerikaner.
”Det er et underligt fænomen, det der med, at man pludselig lægger vægt på folks race og hører folk blive beskrevet som en farve. Det ville man jo normalt ikke engang tænke over,” siger Marianne Rathje.
Da studieværten Divya Das kort tid efter løb over skærmen, kunne Marianne Rathje ikke tænke på andet end hendes indiske baggrund, hvad hun aldrig havde bidt mærke i før.
Det var, som om hun var blevet hjernevasket til kun at fokusere på hudfarve. Og det var jo paradoksalt nok ikke meningen med racedebatten. Faktisk tværtimod, pointerer seniorforsker Marianne Rathje. Men giver det ikke mening, at man lægger vægt på en afroamerikansk kvindes baggrund, når man ser på den kontekst, som hun optræder i?
”Jo, det er netop relevant at snakke om hendes baggrund i den kontekst, da hun måske selv er udsat for racisme, og hendes stemme derfor har en større vægt i debatten. Men det betyder samtidig, at man pludselig bliver ekstra bevidst om, hvilken hudfarve hun har. Så vi skal være opmærksomme på, at race og hudfarve i samme ombæring kan komme til at fylde mere, og at man bliver mere bevidst om det. Det giver os bevidsthed om problemerne, men det skaber også mere fokus på race i almindelighed, og det går jo imod det egentlige formål med racedebatten.”
Skal ordet race så slettes fra ordbogen?
”Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det gode ved, at vi snakker om det, er, at vi bliver opmærksomme på nogle problemer omkring racisme. Det ville være svært at demonstrere for sortes rettigheder uden at måtte tale om ordet sort, og vi kan heller ikke bare slette en del af virkeligheden ved at lade være med at tale om den. Problemerne forsvinder ikke, bare fordi vi bruger et andet ord.”
Vi skal altså være varsomme med at påtale race og hudfarve for ofte?
”Det er svært at sige, for det er jo også vigtigt, at der kommer en diskussion. Jeg vil hverken være fortaler for det ene eller det andet. Jeg vil bare pege på, at der er et paradoks. Det er jo også en utopi, hvis man ikke skal lægge mærke til folks hudfarve overhovedet. Vi snakker meget om, at man ikke må generalisere, men det gør vi lige meget hvad – uanset hudfarve. Når vi siger, at rødhårede er hidsige, eller at danskere er svære at komme tæt ind på livet af, så generaliserer vi jo også.”