Stærkere end helvedstrusler

”Vi finder fred i kirken (…) livets lys er tændt og brænder stille/ for alle os der falder.”

Nr. 860 i ”100 Salmer”

Jakob Knudsen skildrer i romanen ”Martin Luther” den kommende reformator som en stærk dreng, der dog let blev ramt af fortabthedsfølelse. Det viser sig, da han er blevet sendt til Magdeburg for at fortsætte sin skolegang der. Om søndagen sidder han i kirken, og hans opmærksomhed suges mod et billede med et stort skib, bemandet med præster og munke; paven står på dækket og giver befalinger. Så skibet er kirken. Og de almindelige mennesker svømmede rundt i vandet omkring skibet, og de fleste så ud til at være ved at drukne. Præsterne og munkene på skibet kastede reb ud til dem, og ved at få fat i rebene kunne lægfolket lige holde næsen oven vande. På nogle af rebene stod navnene på romerkirkens syv sakramenter, på andre stod de helliges gode gerninger. Men rebene nåede ikke alle, og staklerne uden tag i et reb var overladt til at synke ned i dybet, hvor der stod ”Helvede”; en finger pegede på indskriften, så ingen skulle være i tvivl…

Martin bliver dårligt til mode, og efter gudstjenesten hører han ved floden poppeltræernes blade rasle som banden og fordømmelse af ham. Og det er, som om floden kalder: Kom herned! Billedet i kirken har forstyrret ham dybt. Dén forståelse af kirken som redningsskib trøster ham på ingen måde, den skaber angst.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg ved ikke, om der virkelig var et sådant billede i kirken i Magdeburg, eller om det er Jakob Knudsens opfindelse. Men middelalderkirken havde udviklet en skrap trussel-teologi, og billedet fungerer i bogen som en tilspidset illustration af, hvad det var for et syn på kirken, Luther måtte ende med at gå op imod.

Hverken katolske eller protestantiske kirker vil i dag sætte sådanne skræmmebilleder op. Et truende magtsprog fører ikke til noget godt, men fremmer hykleri og udvendighed. Blandt folk uden fortrolighed med kirken hersker der stadig fordomme om, at kirken vil true til tro.

Men den har et kald, stærkere end helvedstrusler – vi synger med Iben Krogsdal: I kirken finder alle vi, der falder, fred, og ”skabersolen smelter verdensvreden/ og livets kors forkynder/ til alle os der synder:/ I sidder lige midt i kærligheden”.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.