Så ringer det igen! Hverken til skoletimer, nytår eller på døren. Nej, det, vi hører, er sejrsklokkerne for de få heldige museumsledere, der har formået at vriste penge direkte ud af finansloven og ind i egne institutioner. I 2019 agter regeringen således at prioritere en koldkrigsbunker, et flygtningemuseum og driftssikring af det ikke statsanerkendte Karen Blixen Museet. Godt gået, kolleger!
Om jeg er misundelig? Ja, naturligvis! I dén grad! Om jeg synes, det er rimeligt? Tja, det kommer vist an på perspektivet. Set ud fra den enkeltes sag er det nok en fornuftig investering. Men løfter denne statslige prioritering nu også det professionelle kulturarvsarbejde på landsplan? Næppe!
De seneste to årtiers fyrtårnsstrategier har ikke formået at skabe vækst i det danske museumsvæsen som helhed, men kun hos de enkelte fyrtårnsmuseer, der mærkeligt nok nærmest overvejende består af særlige turistattraktioner.
Imens prøver de ”almindelige” kulturhistoriske museer med dagligt ansvar for en eller flere kommuner og mindst 12.000 års kulturhistorie at holde ploven i jorden og dyrke bredden af kulturarven på deres respektive ansvarsområder, præcis som det foreskrives af loven.
I årevis har museumsdirektører gjort opmærksom på behovet for, at staten engagerer sig med betydelige investeringer på bevaringsområdet og med et tilskudsløft til museernes basisdrift. For eksempel mangler der ressourcer til fælles strategier og tiltag på nyere tid-området, som kan binde landet sammen og skabe dynamisk samarbejde museerne imellem. Selvom kulturhistorien rummer så mange emner og tolkningsmuligheder, som Limfjordens strande har sten, så burde det alligevel være muligt at samle trådene og skabe flere spor til fælles projekter.
Loven foreskriver, at museerne også arbejder med samtidshistorien. Her er der rig mulighed for at levere kvalificerende bidrag til aktuelle samfundsdebatter, for eksempel om de store forandringer i landdistrikter, der pågår i disse år, men også om funktionstømning i midtbyerne, migration, fællesskaber, erhvervsudvikling, medborgerskab og kulturelle værdier.
Skønt opgaven virker uoverskuelig, burde det være muligt at samle fælles perspektiver i en slags skitseplan, der sikrer professionelt kulturarvsarbejde i hver eneste kommune ud fra et nationalt behov og i samspil med de pågældende kommuner.
Mens de fleste kommuner for længst har erkendt museernes funktion og betydning gennem økonomisk løft, svigter staten. Museumsloven blev ændret og opgaverne skruet markant i vejret, dog uden økonomisk kompensa- tion. Endvidere besluttede Folketinget langsigtede toprocentsbesparelser på museumsområdet.
Samtidig taler vores kulturminister om brændende platforme og anbefaler museerne at satse på en øget kommercialisering. Men det kommer der hverken fællesskab eller sikring af basisdrift bag kulisserne ud af. Og når der nu gennem de senere år i større omfang bliver hentet drifts- og etableringsstøtte direkte fra statskassen via finansloven, så tyder det ikke ligefrem på, at staten har større kulturarvsambitioner for nationen som helhed.
Der, hvor skoen i den daglige museumsdrift trykker, opstår efterhånden alvorlig betændelse, og den rette medicin kan kun gives af Folketinget på Danmarks kulturarvs vegne.
Hvor svært kan det være? Fælles løft på museumsområdet kræver fællesskaber og ikke konkurrenceudsættelse, som åbenlyst er statens foretrukne medicin i disse år. Lokalmuseernes potentialer er på ingen måde forløst. Især nu, hvor kulturarv, oplysning og autenticitet får tiltagende betydning i en verden med fake news som hverdagskost og forandring som dogme.
Derfor sendes herfra en stille bøn til rigets folketingspolitikere om at løfte det professionelle kulturarvsarbejde også uden for storbyerne og afsides turismens alfarvej. Danmark trænger til det, for den kulturelle identitet er åbenbart ret tyndslidt. Ellers havde sangen om en ung blond pige næppe udløst en mediestorm som den, der ved årsskiftet blev ført med glødende engagement.
Broder Berg er museumsdirektør, Vesthimmerlands Museum.