Statsministeren taler til os, som om vi var børn. Og vi labber det i os

Vi er ikke længere borgere, som kan regulere vores adfærd. Vi får klare regler, som vi skal rette ind efter. Træder vi ved siden af, skammes vi ud, skriver psykolog og journalist i fælles debatindlæg

”Vi gør, som der bliver sagt, og lukker øjnene, mens det hele bliver mere og mere surrealistisk,” skriver to debattører om blandt andet udmeldingerne fra statsminister Mette Frederiksen (S). – Philip Davali/Ritzau Scanpix.
”Vi gør, som der bliver sagt, og lukker øjnene, mens det hele bliver mere og mere surrealistisk,” skriver to debattører om blandt andet udmeldingerne fra statsminister Mette Frederiksen (S). – Philip Davali/Ritzau Scanpix.

I begyndelsen af 1960’erne lavede den amerikanske socialpsykolog Stanley Milgram en række forsøg, hvor han viste, at vi er meget mere villige til at underkaste os en autoritet, end vi selv tror. Forsøg, der blev lavet efter Anden Verdenskrig, hvor vi havde set konsekvenserne af, at folk underkastede sig totalitære ledere.

I forsøget skulle deltagerne stille en række spørgsmål til en elev og så trykke på en knap, der gav et elektrisk stød, hver gang eleven svarede forkert. Eleven skreg stadigt højere for hvert stød. Deltagerne vidste ikke, at eleven var en skuespiller, og at deres knap ikke kunne give stød. De blev ved med at trykke på knappen. Tøvede de, sagde Milgram til dem: ”Eksperimentet kræver, at du fortsætter, du har ikke noget andet valg,” og så trykkede deltagerne igen på knappen.

Er vi med i et lignende eksperiment? Vi gør, som der bliver sagt, og lukker øjnene, mens det hele bliver mere og mere surrealistisk. Alle går med på præmissen om, at vi er i en meget alvorlig situation, mens vi undrende kigger på Sverige, der ikke har forstået, at det er en tragedie, når syge og gamle dør.

Nogle har tidligt sagt: ”Vi håber, at de ved, hvad de gør,” og stadig flere undrer sig over, hvad det er, der foregår. Men der gås med listesko. Vi underlægger os en stærk social kontrol, fordi vi er bange for ikke at være en del af det gode selskab. Vi pipper lidt. Men kun ganske få siger: ”Hov, der er da noget helt galt her?”.

Der laves hastelove, helt almindelige mennesker kriminaliseres, retssikkerheden sættes over styr, virksomheder udskammes, der reguleres helt ind i kernen af vores private liv.

Statsministeren og Dronningen taler til os som børn, der skal opføre sig ordentligt, og vi labber det i os. Vi er ikke længere borgere, som kan regulere vores adfærd. Vi får klare regler, som vi skal rette ind efter. Træder vi ved siden af, skammes vi ud. Vi mister venner, vi mister kunder, vores arbejde: Velfærdssamfundet og vores børns fremtid er i spil. I stedet for at sige ”stop”, beder vi om flere og mere tydelige regler! ”Kan vi ikke bare få klar besked om, hvad vi må og ikke må?”.

Da det gik op for deltagerne i Milgrams forsøg, hvad de var gået med til, blev de både chokerede og skamfulde. De forstod ikke, at de kunne gå så langt. Det blev efterfølgende forbudt at udføre den type forsøg med mennesker. Selvfølgelig. Det kan vi ikke tåle.

Anne Knudsen er psykolog, og Steen Valgreen-Voigt er journalist.