I sin lederartikel den 12. september kritiserer chefredaktør Erik Bjerager både statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, for deres afvisning af at lovgive mod omskæring af drengebørn.
Det er ikke selve afvisningen, Bjerager er modstander af, men de to politikeres argumenter. Eller rettere sagt: deres manglende argumenter. Chefredaktøren bebrejder nemlig de to, at de ikke henviser ”til det principielle og forsvarer religionsfriheden”. Underforstået: Omskæring er en så væsentlig del af jødisk praksis, at et forbud ville være ensbetydende med en krænkelse af jøders ret til at udøve deres religion.
Det er efter min mening et meget tvivlsomt argument. Religionsfriheden gælder jo ikke uindskrænket her i landet. Ifølge Grundloven har borgerne ret til at udøve deres religion – ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” (paragraf 67).
Bestemmelsen bærer præg af, at den er næsten 200 år gammel, for begrebet sædelighed giver ikke mening i vore dage. Det er derfor nødvendigt at fortolke paragraffen ud fra en overvejelse over, hvad der kunne menes med sædelighed.
I midten af 1800-tallet var meningen god nok. Sædeligheden var den grundlæggende moralske orden, der uden diskussion herskede i landet. Ingen vil i dag hævde, at der findes en sådan orden i dagens Danmark. Nogle vil så forsøge sig med ”danske værdier”, men det viser sig hurtigt, at påberåbelsen af dem er tom retorik.
Det nærmeste, man kommer et nutidigt modsvar til datidens sædelighed, er efter min mening menneskerettighederne og tilsvarende grundlæggende rettigheder eller principper. Og det er vel netop her, fortalerne for et forbud henter deres begrundelse: omskæring af et rask spædbarn er en krænkelse af barnets ret til kropslig integritet. Det er ikke en tilsidesættelse af religionsfriheden. Men det er en påpegning af, at der findes et grundlæggende princip, som berettiger til begrænsning af religionsfriheden. Det vanskelige ved omskæringsdebatten er, at den om ikke andet afslører en konflikt mellem to basale etisk-retlige principper.
Det er derfor fuldt forståeligt, at statsministeren netop ikke henviser til religionsfriheden. Hun tager konsekvensen af den normative konflikt og henter sit argument andre steder. Man kan sige, at hun bruger et ad hoc-argument: Hun henviser til den faktiske skæbne, jøder har været udsat for. Og den særlige rolle, Danmark har spillet i forhold til jøder her i landet. Hun argumenterer netop som statsminister, som ansvarlig repræsentant for nationen. Derfor er hendes afvisning af at lovgive mod omskæring overbevisende. Selvom man – som jeg – tager afstand fra den slags indgreb.
Svend Andersen er professor emeritus i etik og religionsfilosofi.
Du kan læse chefredaktør Erik Bjeragers leder her.