Steen Ribers: ”Vandrer mod Lyset” er ikke en bevægelse

Her svarer Steen Ribers til Rasmus H.C. Dreyer, hvis kirkeanalyse findes som link i brødteksten

I anledning af 100-året for udgivelsen af det etisk-religiøse, filosofiske og videnskabelige værk ”Vandrer mod Lyset – et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden” bragte Kristeligt Dagblad den 3. juni en kirkeanalyse, hvor man dels omtalte værket, dels beskrev den sag om medlemskab af folkekirken, som jeg blev en del af i perioden 1994-2005.

Det var et godt initiativ fra avisens side, men artiklen, som var skrevet af teologen Rasmus H.C. Dreyer, virkede noget overfladisk og giver derfor anledning til nogle kommentarer:

Først og fremmest betragter Rasmus H.C. Dreyer ”Vandrer mod Lyset” på linje med enhver anden åbenbaring, og det er en fejl. Ganske vist kan man betegne værket som en åbenbaring, men det er fremkommet på baggrund af spørgsmål fra menneskelig side, spørgsmål af religiøs, etisk, videnskabelig og filosofisk art, som derefter er besvaret fra åndelig side.

Værket beskriver selv indholdet således:

”I svarene trænges der ind på områder, som hidtil har været ukendte for mennesker; der løses gåder, hvis løsning i årtusinder har beskæftiget menneskesindet, uden at den rette løsning er fundet; der gives fingerpeg i de forskelligste retninger, i hvilke klarttænkende, evnerige mennesker kan søge videre – hvis de vil; der gives svar på spørgsmål om menneskehedens oprindelse, om de jordiske forhold, om forholdet til Gud og om forholdet til det onde i verden; der gives svar på: hvorfor der findes så talløse lidelser og sorger i det menneskelige liv; der gives svar på – ja, på mangt og meget, menneskene må selv sætte sig ind i værkets meddelelser – må selv sammenligne, selv dømme!”.

Rasmus H.C. Dreyer kalder fejlagtigt Vandrer mod Lyset for en bevægelse, men det er det ikke, det er et bogværk. Og så skriver han: ”Også denne bevægelse har en stædig tilhængerskare, og nye ’medier’ meddeler fortsat budskaber fra berømte afdøde ved såkaldt tankeinspiration.”

Dette sidste er ikke korrekt. Værket og de tilhørende supplementer med spørgsmål og svar blev endelig afsluttet i 1930, og siden da og i fremtiden kan der ikke på nogen måde være tale om ”nye medier” i forbindelse med ”Vandrer mod Lyset”. Det fremgår klart af indholdet i bøgerne.

Steen Ribers er tidligere kirketjener.