Prøv avisen

Stop årelang mishandling af socialpolitikken. Genskab et anstændigt velfærdssamfund

Mona Striib

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det handler om at genskabe et velfærdssamfund, der behandler sine borgere anstændigt og imødekommer deres behov for at få hjælp i rette tid til at opretholde et værdigt liv.

REGERINGENS budgetforhandlinger med kommuner og regioner – og om kort tid også finanslovsforhandlingerne – handler ikke kun om økonomi, men om at reetablere et værdigt velfærdssamfund.

Syge, som skulle have hjælp i jobcentrene til at komme tilbage i arbejde, bliver mere syge af kontakten med jobcentrene. Mange mister ligefrem livslysten. Endeløse og absurde ressourceforløb på kontanthjælpslignende ydelser. Vi oplever flere stressramte. Og mange flere fattige. Ikke mindst børn.

Mængden af nedslående nyheder i det danske mediebillede er omfattende. Historier, der vidner om, at dansk socialpolitik har været på gal kurs i mange år, og at det har vidtgående konsekvenser for de mennesker, velfærdssamfundet ellers netop er til for at yde værdig støtte.

Der er sket en forråelse af det herskende menneskesyn. Ledige, syge og personer med handicap mistænkes for at være notorisk dovne mennesker, der nok bare skal vrides igennem endnu et ressourceforløb, før de tager sig sammen og finder sig et arbejde. Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen er eksempler på disciplineringsværktøjer udsprunget af dette nedladende menneskesyn.

VI SER STADIG FLERE psykisk syge ende som svingdørspatienter mellem kommuner og regioner og stadig flere hjemløse i gadebilledet. De hårde vilkår tærer på kroppen. Socialt udsatte har næsten 20 års kortere levetid end gennemsnittet – 42 procent af dem har end ikke 20 tænder tilbage i munden.

Sidstnævnte er en meget konkret detalje fra en ny rapport fra Rådet for Socialt Udsatte, der gruopvækkende klart illustrerer, hvordan en vanskelig tilværelse fysisk sætter sig i den enkeltes krop.

Kynismen må stoppe. Det er en skamplet på vores samfund, at vi lader uligheden vokse og giver dem, der allerede har, mere, mens de dårligst stillede må holde for på grund af konstante besparelser på det socialpolitiske område. Velfærden udtyndes.

I dag plumper folk, hvis liv pludselig slår knuder, lige lukt ned igennem det sikkerhedsnet, vi ellers har en forventning om vil gribe os.

For eksempel er der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mindst 162.000 danskere, der ingen indkomst har overhovedet. Som hverken er i uddannelse eller job og heller ikke modtager ydelser som dagpenge eller kontanthjælp. Nogle kan ikke leve op til lovgivningens mange krav, fordi de har andre udfordringer end lige ledighed. Andre forsørges af ægtefællen.

De, der vender ryggen til og ensidigt fastholder mantraet, at det skal kunne betale sig at arbejde, mangler at gøre sig en helt basal erkendelse: at det ironisk nok en dag kan være dem selv, der kan få brug for fællesskabets udstrakte hånd. Vejen til at ryge fra top til bund er langt kortere, end de fleste har fantasi til.

Derfor: Når regering, kommuner og regioner sætter sig til bordet her under budgetforhandlingerne – og om nogle måneder, når finansloven skal skrues sammen – handler det ikke alene om penge. Det handler om at genskabe et velfærdssamfund, der behandler sine borgere anstændigt og imødekommer deres behov for at få hjælp i rette tid til at opretholde et værdigt liv.

Det handler om at sikre sammenhængskraften.

Mona Striib er forbundsformand i FOA.