NU MÅ DEN TÅBELIGE hetz mod en lille bitte gruppe af præster, der siges ikke at ville give hånd til kvindelige kolleger i forbindelse med ordination, altså høre op.
Kvinderne har jo for længst overtaget folkekirken, som er en af de mest ligestillede arbejdspladser i Danmark. I hvilke fag er der ellers en fifty-fifty-fordeling af mænd og kvinder?
Har jeg så ikke oplevet diskrimination fra mine kolleger? Jo, det har jeg, men ikke fra de mandlige præster på kirkens højrefløj. De giver både hånd og er høflige. Faktisk lytter de ofte til, hvad jeg mener, eller spørger mig til råds. De følger også med i det, jeg skriver, og de er i øvrigt så meget gentlemen, at de aldrig ville opføre sig ubehøvlet over for en kvinde.
Nej, den nedladende adfærd kommer for det meste fra de mænd, der opfatter sig selv som rummelige og frisindede. Den diskrimination er subtil og svær at sætte en finger på ligesom pigefnidderet i en 7.-klasse. Derfor er det svært at gøre noget ved. Det er selvfølgelig min påstand og ikke noget, jeg på nogen måde kan bevise. Men det er stadig min opfattelse.
Jeg har også oplevet ”diskrimination” i forbindelse med de evindelige debatter om, hvad kvinder ”gør” ved kirken. Her fremføres der ofte påstande som, at mænd bliver præster, fordi de interesserer sig for teologi og for at tænke stort. Kvinder, fordi de gerne ville være noget for andre mennesker.
Der bliver ikke direkte sagt, at kvinder ikke interesserer sig for teologi, men det ligger ligesom mellem linjerne. Det er vel at mærke ikke præster på højrefløjen, der smider om sig med den slags.
ENDELIG HAR JEG OPLEVET DET i forbindelse med udgivelsen af nettidskriftet Nyt Babel, som jeg er medredaktør på og medstifter af. For hvor kvindelige præster er accepterede, når de er sådan smilende og søde og ”gode til at snakke med folk”, er de trælse og skingre, hvis de begynder at blive kritiske. I hvert fald hvis man skal tro nogle af de reaktioner, der har været på tidsskriftet Nyt Babel. Der er ikke det, der ikke er galt med det tidsskrift. Enten er det for katolsk, for moralistisk, tonen er for hård, det er kvalmt, letkøbt, eller indholdet er for enfoldigt eller ensidigt, på trods af at nærmest hele det kirkelige spektrum er repræsenteret blandt tidsskriftets skribenter, lige fra jøder over katolikker og baptister til missionsfolk, tidehvervsfolk og grundtvigianere.
Igen – det er min påstand – men også klare fornemmelse, at kritikken ikke havde været så hård, hvis vi, redaktricerne, havde været mænd.
Jeg har hele debatten mistænkt for at være en kæmpe afledningsmanøvre, der fjerner fokus fra der, hvor der virkelig er problemer med ligestilling, for det er der minsandten mange steder i dette land.
Det er bare ikke i folkekirken.
Nana Hauge er sognepræst i Hårslev og Padesø Sogne på Fyn.