Prøv avisen
Debat

Stop lighedsmageriet. Universitetet er ikke et beskyttet værksted

Kvoter er ikke løsningen på de strukturelle skævheder i køn og social klasse på universiteterne, mener Christian Egander Skov. – Foto: Ólafur Steinar Gestsson/ Ritzau Scanpix

Christian Egander Skov

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Universitetets grundtanke er ulighed, fordi dets grundtanke er stræben. Et godt universitet bliver ikke bedre af at ansætte en middelmådig kvinde frem for en fremragende mand (eller omvendt!) i et opslået lektorat, skriver Christian Egander Skov, der er postdoc ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet

DET ER ET PROBLEM, at børn af akademikere statistisk set har større chancer for at gennemføre en lang videregående uddannelse end børn fra ikke-boglige hjem. Og det er i særdeleshed et problem, at kvinder er dårligere repræsenteret end mænd, når det kommer til ansættelser i seniorforskerstillinger – og ikke mindst egentlige professorater.

I virkeligheden er tilgangen helt forfejlet. Sandheden er, at begge forhold kan være udtryk for problemer. Men det er ikke givet, at det er tilfældet. Og kuren kan i begge tilfælde være værre end sygdommen.

Hvad er universitetets opgave egentlig? Hvorfor har vi det med andre ord? Er det først og fremmest at være et spejl af samfundet, hvor såvel sociokulturelle, etniske og kønsmæssige baggrunde samt politiske, religiøse, seksuelle og eventuelt gastronomiske præferencer skal afspejle sammensætningen i befolkningen som helhed?

Hvis det er et problem, at der er for få kvindelige professorer, kan det så ikke også være et problem, at der er for lav ideologisk diversitet blandt forskere? Eller hvad med social diversitet? Hvorfor er der ingen brøndgravere blandt de medicinske professorer? Hvor mange lektorer i statskundskab bor i alment boligbyggeri? Hvor mange elsker ”Dansktoppen”?

Spørgsmålene tårner sig op. De fleste forekommer åbenlyst latterlige, det medgiver jeg gerne. Men i USA har lignende spørgsmål ført til et kvotesystem, der for eksempel diskriminerer dygtige studerende med asiatisk baggrund.

Herhjemme har de fleste af os dog en opfattelse af, at et universitets formål ikke er at realisere en ideologisk form for lighed i kraft af en 1:1-repræsentation af samfundet. Universitetets rolle er at sikre den bedst mulige uddannelse for sine studerende, føre dem så langt ind i en verden af viden, lærdom og faglighed, som det er muligt. Ja, bevæge dem væk fra deres udgangspunkt. Universitetets rolle er at danne ramme om den gode forskning, der sætter tilværelsen i perspektiv og skaber ny viden.

Hvis et universitet gør begge disse ting, er det en sund institution – uanset hvor godt det formår at afspejle samfundet. Universitetets grundtanke er ulighed, fordi dets grundtanke er stræben. Et godt universitet bliver ikke bedre af at ansætte en middelmådig kvinde frem for en fremragende mand (eller omvendt!) i et opslået lektorat. Sund fornuft tilsiger, at det derimod bliver et ringere universitet af denne praksis.

Kan vi blive enige om det, kan vi også stille spørgsmålet om repræsentationsproblemet mere præcist.

Så kan vi nemlig spørge, hvornår og hvordan og i hvilket omfang det er et problem, at børn af ikke-akademikere er underrepræsenteret blandt de studerende og kvinder underrepræsenteret blandt seniorforskere.

Og svaret er i begge tilfælde, at det er et problem i præcis det omfang, at disse forhold: a) udtrykker bevidst diskrimination eller b) medfører en indskrænkning i talentmassen, der betyder, at vi får ringere studerende og dårligere forskning, end vi kunne have fået.

Derfor er løsningen heller ikke kvoter, eller særlige krav til forskningsansøgninger eller bevidst positiv særbehandling af de underrepræsenterede grupper, og det finder sted i dag.

Universitetet er ikke et beskyttet værksted. Løsningen er tværtimod et skarpt fokus på de strukturer i uddannelsessystemet, der betyder, at børn af ikke-boglige hjem ikke løftes til et niveau, hvor universitetet er et naturligt valg for dem, samt på de strukturer i forskningsverdenen, der gør det uhyre vanskeligt for yngre kvindelige forskere at kombinere forskertilværelsen med et sundt familieliv.

Christian Egander Skov er ph.d., redaktør og postdoc ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet.