Prøv avisen

Studerende: Stop med at bruge ordet ”drømmeuddannelse”

Drømmen må ikke briste, mener studerende Charlotte Schmidt Frandsen. For der er mange uddannelsesveje, der kan give et rigt og lykkeligt arbejdsliv. Her ses immatrikulationsfesten i 2014, hvor Københavns Universitet byder de nye studerende velkommen ved studiestart. – Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Charlotte Schmidt Frandsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Unge har i dag fået en opfattelse af, at der kun er ét skud i bøssen, og at det er et spørgsmål om liv eller død, om de kommer ind på den præcise uddannelse, de ønsker sig

På lørdag vil cirka en ud af fire af de unge mennesker, der har søgt ind på en videregående uddannelse, blive skuffede, når de åbner deres indbakke og finder et afslag. Skuffelsen er selvfølgelig berettiget, men drømmen bør ikke slukkes af den grund. Unge har i dag fået en opfattelse af, at der kun er ét skud i bøssen, og at det er et spørgsmål om liv eller død, om de kommer ind på den præcise uddannelse, de ønsker sig.

Dette er især på grund af fremdriftsreformer, karakterkrav, uddannelseslofter og den nationale mediehype, der hvert år køres op på denne tid og overbeviser dem om, at en plads på ”drømmeuddannelsen” er nøglen til det lykkelige (arbejds)liv.

Men det er også på grund af manglende information om, hvad uddannelserne indeholder, og hvad de kan tilbyde de unge ud over en titel.

Først og fremmest bør vi stoppe med at bruge ordet ”drømmeuddannelse”.

En plads på en bestemt uddannelse vil aldrig kunne opfylde de unges drømme, og en sådan betegnelse lægger et kæmpe pres, når de skal vælge, fordi de tror, de skal være helt sikre og ville det mere end noget andet.

Sidste år på denne tid læste jeg om Sarah, der havde søgt otte uddannelser, blandt andet historie og erhvervsøkonomi, fordi hun var så bange for ikke at komme ind på sit ”drømmestudie”, teater- og performancestudier.

At unge på denne måde føler sig nødsaget til at kigge i helt andre retninger og dermed tvinge en interesse for et andet fag frem, kunne være undgået, hvis de var bedre informeret. Hvis Sarah var blevet optaget på et tilsvarende humaniorafag på et dansk universitet, kunne hun have læst omkring halvandet års fag på teater- og performancestudier på sin bachelor via tilvalg eller på en udvekslingsplads.

Jeg selv har netop læst et halvt års kunsthistorie i Paris, og før det læste jeg både design og art management på Københavns Universitet ved siden af mine studier i teater.

Uddannelser er viden sat i kasser og underlagt titler, der er vejledende for, på hvilket område man specialiserer sig, hvis man færdiggør uddannelsen.

Men ligesom en drøm ikke i sig selv er nok til at blive ekspert på et område, så er en uddannelse i sig selv heller ikke nok til at opnå den drivkraft, der skal til for at få et rigt og lykkeligt arbejdsliv.

Meget få uddannelser er alene om at beskæftige sig med et bestemt fagområde, således at en bestemt viden kun kan opnås på den ene uddannelse. Derfor er det så vigtigt, at man bliver ved at vælge efter sine interesserer og ikke lader uddannelsen vælge for én.

Jeg siger ikke, at det er ligegyldigt, hvilken uddannelse man vælger, og jeg er med på, at det er svært at blive læge uden at have læst medicin. Men på de kunstneriske, samfundsvidenskabelige og humanistiske områder er det muligt, at man i løbet af sin uddannelse – med valg af opgaver, tilvalg, projekter, praktik, studiejob, frivilligt arbejde og valg af kandidatstudie – har utallige muligheder for at præge det fag, man læser, i retning af andre emneområder, hvori man kan dygtiggøre sig.

Man kan forme sin egen uddannelse, så man ender med at læse det, man vil, selvom man uddannelsesmæssigt ikke kom direkte ind på det præcise interesseområde.

Unge har i dag cirka 880 uddannelser at vælge imellem, hvilket for mange kan virke uoverskueligt. Men det kan sagtens bruges til deres fordel, da der derved er mange andre indgange til det gode arbejdsliv. Men det vil en uddannelse i sig selv aldrig være, og netop derfor er det altid lysten og interessen, der bør veje tungest.

Charlotte Schmidt Frandsen er kandidatstuderende i Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet.