Kan man udlede bestemte handlinger af det kristne evangelium? Hvem skal i givet fald udføre disse handlinger? Og hvem definerer, hvad der er ”kristelige” handlinger? Dét er – kort fortalt – de tre spørgsmål, som biskop Henrik Stubkjær og jeg diskuterer i et par kronikker her i Kristeligt Dagblad den 9. oktober og den 24. oktober.
Jeg mener ikke, man kan udlede bestemte handlinger som naturlige konsekvenser af kristendommen. Den kristne er sendt ud i verden med kravet om at elske Gud og næsten. Hvordan det skal gøres i den enkelte situation – også den politiske situation – er den enkeltes eget ansvar at finde ud af. Det giver kristendommen ingen anvisninger på.
Heroverfor mener Henrik Stubkjær, at der findes handlinger, som udspringer af evangeliet – ellers kunne han naturligvis ikke ”som biskop” opfordre ”alle kirker i Viborg” til at holde ”break for climate”. For ud af den kristne skabelsestanke og det deraf følgende ”forvalteransvar” mener Henrik Stubkjær nemlig, at det er ”naturligt at bakke op og være med til at sætte konkret handling bag de mange fine ord”.
I sin kronik er Stubkjær imidlertid lidt uklar på dette punkt: På den ene side er Jesu forkyndelse ikke ”et katalog over nærmere retningslinjer for, hvordan den andens liv skal varetages”. På den anden side er der ”en tydelig retning: Medskabningen skal tjenes og opretholdes”. Den sidste formulering, som er svær at være uenig i, er så vistnok argumentet for den særlige kristelige klimapolitik, som biskoppen vil iværksætte. Men hvordan Henrik Stubkjær kommer fra det ”inkarnations-teologiske udgangspunkt”, som åbenbart er hans – altså at Gud i Jesus blev menneske – og så til opfordringen til ”break for climate”, står ikke helt klart.
For det andet går uenigheden på, hvem der skal udføre disse naturlige handlinger ud fra kristendommen? Stubkjær mener, at det skal ”kirkens menighed som handlende fællesskaber”. For menigheden er et ”åbent og handlende fællesskab i verden”, som det hedder i Stubkjærs kronik.
Det er jeg uenig i. Menigheden er et fællesskab af syndere, der ved gudstjenesten hører, at vi ”trods synd og død” er tilgivet og elsket af Gud, som han viste os det ved at lade sig inkarnere, blive menneske i Jesus fra Nazaret.
Derfor er menigheden alle de døbte, der således ved gudstjenesten hører det, vi i dåben blev skænket. Menigheden er ikke et særligt fællesskab, der sammen skal handle i verden. At handle i verden sammen med andre kan og skal vi gøre i de mange handlingsfællesskaber, der findes uden for kirkedøren. Ellers ender kirken og menigheden i et ulyksaligt ”os og dem” – med henholdsvis de rigtige og forkerte kirkelige meninger om politik og moral.
Ja, efter min opfattelse kan det blive ødelæggende for folkekirken, hvis man som Stubkjær vil spænde menighederne for sine egne sympatier. For hvor åbent bliver menighedens fællesskab, hvis man har lukket sig om bestemte politiske og moralske holdninger?
Endelig er der spørgsmålet, hvem der – hvis man går ind på Stubkjærs tankegang – skal definere, hvilke områder og hvilke handlinger ”vi som kirke” skal tage fat på. Her kan jeg ikke se rettere end, at når Stubkjær ”som biskop” opfordrer til ”break for climate”, er det netop biskoppen, der kommer til at definere det. Det er ikke, hvad jeg forstår ved en biskops opgave: at opfordre og dermed definere, hvad ”alle kirker” – i dette tilfælde i Viborg – kunne gøre.
Jeg har forstået det sådan, at en biskops opgave først og fremmest er at føre til tilsyn med, at evangeliet forkyndes. Jeg synes, det er endog meget vigtigt, at Stubkjær klargør for, hvordan han opfatter sit hverv ”som biskop”, for det står heller ikke helt klart.
”Ud af evangeliets forkyndelse springer handlingen”, var overskriften på Stubkjærs kronik. Det er vi enige om. Eller rettere: Det håber vi – at der udspringer gode handlinger af glæden over syndernes forladelse. Til glæde og gavn for medmennesker.
Men hvilke handlinger, hvem der skal udføre dem, og hvem der skal definere hvilke handlinger, ja, det er vi meget uenige om.
Kristian Bøcker er sognepræst i Jelling.