Studerende: Åndsfagenes krise er selvforskyldt

Humanioras krise har rod i egen lejr, skriver danskstuderende

Dannelsen på humaniora er gået tabt, mener August Toftgaard Madsen, der studerer nordisk sprog og litteratur. ”På mit studie har jeg været udsat for et pensum, som er dybt fortvivlende. Jeg har hverken læst Pontoppidan, Martin A. Hansen eller Martin Andersen Nexø. Til gengæld har jeg læst queer-teori.” –
Dannelsen på humaniora er gået tabt, mener August Toftgaard Madsen, der studerer nordisk sprog og litteratur. ”På mit studie har jeg været udsat for et pensum, som er dybt fortvivlende. Jeg har hverken læst Pontoppidan, Martin A. Hansen eller Martin Andersen Nexø. Til gengæld har jeg læst queer-teori.” – . Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad bragte den 1. august en artikel om åndsfagenes krise efter ”årevis med nedgørelse af humaniora og nedskæringer”. Nedgørelsen skyldes ifølge Frederik Stjernfelt blandt andet Dansk Industri, som sammen med lignende aktører har ”arbejdet for at få de studerende til at skubbe deres valg væk fra humaniora”.

Som studerende ved nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet er jeg repræsentant for samfundets vigtigste åndsfag, dansk, som er obligatorisk på alle ungdomsuddannelser i alle år, og jeg vil gerne nuancere billedet af de humanistiske uddannelser med udgangspunkt i mine egne studieår. For jeg oplever, at mit fags krise har rod i egen lejr.

Dansk Industri og åndsbegrebet har ét tilfælles. De bliver begge taget til indtægt for meget blandt humanister. Dansk Industri for at være ødelæggende og undertrykkende. Ånden for at være det, som giver vores fag værdi.

Dansk Industri er imidlertid ikke undfanget i humanistfjendskab, de spørger, hvad humaniora kan bidrage med i erhvervslivet.

Jeg forstår godt, at de klør sig på issen, når vi argumenterer med ånd. ”Ånd” er en billig paraplybetegnelse, og som alle med kendskab til romantikken vil vide, findes der både levende ånder og døde. Enhver debat om åndsfag bør derfor begynde med en beskrivelse af, hvilken ånd man vil levere. På mit eget studie har jeg været udsat for et pensum, som er dybt fortvivlende, hvis hensigten skulle være at gøre dansk til et alment dannelsesfag, og det skyldes alene mine underviseres helt bevidste prioritering af fagområder.

Når jeg skriver om dansk som et alment dannelsesfag, tænker jeg på Grundtvig. Grundtvig ville have undervisning på modersmålet om Nordens litteratur og historie, for her fandtes den levende nordiske ånd, der kunne danne folket og gøre dem til selvstændige, næstekærlige og politisk ansvarlige borgere. Ud skulle den sorte terperiskole, hvor den døde ånd med sit fremmedsprog (latin) ”i ørneham har udhakket folkets øjne og udsuget deres hjerteblod”, som det hedder i ”Nordens Mythologi”.

Mit pensum fra nordisk er et grundtvigsk mareridt: Mængden af tung, engelsksproget litteraturteori er enorm, og den er kommet til på bekostning af dansk litteraturhistorie.

Jeg har på mit studie hverken læst Pontoppidan, Martin A. Hansen eller Martin Andersen Nexø.

Til gengæld har jeg læst Judith Butlers ”Gender trouble” i tre forskellige kurser. Det er såkaldt queer-teori, der har som mantra, at køn er en social konstruktion. Så skal vi for eksempel analysere kønsrollers iscenesættelse i digte og noveller og diskutere, hvad dette har af betydning for vores forståelse af kønsidentitet.

Nuvel, andre bliver kun udsat for Judith Butler en gang eller to. Imidlertid vidner eksemplet om en tilgang til litteratur, som jeg oplever får stadig mere indflydelse på instituttet, og som beror på, at værker læses med udgangspunkt i teorier. Med disse tilgange forsøger man at bedrive litteraturvidenskab, som man bedriver naturvidenskab: at komme frem til et svar ved at anvende en metode, som er foreskrevet af en teori. Man gør det ved at stille spørgsmålet: Hvad siger teorien om teksten? Det er let at undervise i, og fagligheden bliver uklanderlig og uangribelig. Men også kønsløs: Læseren bliver et mellemled mellem tekst og teori, men undgår at bruge sin egen erfaringshorisont.

Resultatet bliver håndværk i stedet for åndværk. Jeg skrev selv en humorforladt opgave om emnet sidste efterår. Min underviser i kurset pointerede, at den autoritative tolkning ikke findes – tolkninger er et spørgsmål om teorierne, man bruger.

Fra det standpunkt kan man relativisere synet på en tekst i en uendelighed uden selv at antage en holdning.

Sådan behøver det ikke at være. Som teenager forvildede jeg mig til et foredrag i en serie om danske romaner holdt af en professor emeritus på det lokale bibliotek. Aftenens værk var Johannes V. Jensens ”Kongens fald”, og professoren lagde ud med en saglig gennemgang af fortidens læsninger. Og så slog han til.

Han havde nemlig i sin egen læsning spottet en hidtil uset vinkel, som åbnede for fundamentalt nye dimensioner i teksten. Resten af aftenen dechifrerede han fortællingen om Mikkel Thøgersen med udblik til eksistensens største problemer og med en indlevelse og generøsitet, som jeg aldrig har hørt nogen udlægge en tekst af Judith Butler. Han satte den stemning, han talte om, og da jeg tog derfra, var det med lysten til at genlæse værket og en følelse af at være klogere på livet.

Professoren repræsenterer, hvad jeg tror, mange forestiller sig ved en klassisk humanist. Én, som kan håndtere stemninger via fortællinger, og som i modsætning til den sorte skoles døde ånd kan få hjerteblodet til at rulle i årerne.

Professoren er i dag for længst gået på pension, og de yngre kolleger, som læser engelsk teori, er nu i overtal og udgør instituttets stærke inderkreds, med hvad dertil hører af indflydelse på faglige prioriteringer.

Historien står svækket, hvilket afspejles i mit skema. I løbet af fem års studier har jeg haft kurser i dansk litteraturhistorie for 30 ECTS. Det svarer til ét semester, altså 14 ugers undervisning. Til sammenligning har jeg haft litteraturteori for 25 ECTS. I en debat om åndsfagenes krise må vi spørge, hvad formål udbytningen tjener. Vejer håndværket, jeg har lært, op for dannelsen, som er gået tabt? Og er håndværkets funktion vigtigere for samfundet end dannelsens?

Fra et grundtvigsk synspunkt er svaret nej, for mens dannelse er for folket, er lærdom for de få. Overført til i dag: Antallet af humanister er uvæsentligt. Det væsentlige er, at også tandlægen, juristen og socialrådgiveren har humanistisk dømmekraft til at forvalte almene interesser uden dødbideri. Det er Dansk Industri også interesseret i.

Professoren demonstrerede med sin autoritative læsning af ”Kongens fald”, hvad dette betyder, nemlig at humanistisk frihed ikke handler om at tænke sig fri af alt, men derimod om at foretage et bevidst valg om, hvilken overbevisning man lægger sig fast på. Først dér kan man tage ansvar for sin beslutning.

Man kan rimeligvis antage, at min generation af undervisere i gymnasiet kommer til at undervise i stof, som vi selv har haft på studiet. Jeg tænker ofte, hvad effekten mon bliver, når vi serverer queer-teori for de unge på bekostning af litteraturhistorie.

I stedet for at indvie dem i en national fortælling, de kan bygge en identitet omkring, indfører vi dem i en teori, som tilsiger, at de skal have et relativt forhold til det i livet, som er sværest at løbe fra, nemlig sin krop og sit biologiske køn. Jeg er ikke sikker på, at det er den bedste fortælling, vi kan sende dem videre i livet med.

Til Frederik Stjernfelt: Jeg må tage dit skyts og vende det mod mit eget institut. For der er solgt ud af vores gamle værdier.

August Toftgaard Madsen er studerende ved nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet.