I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad advarer Jacob Munk imod at tale for meget om race i den offentlige debat. Løsningen på racisme og diskrimination er ikke at tale om race, lyder argumentet, men snarere at ignorere det.
”Farveblindhed” er dog ikke bare et ineffektivt redskab til bekæmpelse af racisme og diskrimination, men bidrager desuden aktivt til opretholdelsen af status quo. Faren ved farveblindhedsargumentet er nemlig, at det ikke kun gør os blinde over for hudfarve, men også overfor den strukturelle racisme, der følger med.
Selvom racisme i USA er markant forskelligt fra racisme i Danmark – både i væsen og omfang – er diskrimination på baggrund af hudfarve og religion også et aldeles virkeligt og udbredt fænomen herhjemme:
Danskere med et mellemøstligt klingende navn skal i gennemsnit sende 27 procent flere ansøgninger for at få en bolig end personer med traditionelle danske navne.
Minoritetsetniske kvinder med tørklæde skal sende 60 procent flere jobansøgninger for at blive indkaldt til samtale end etnisk danske kvinder uden tørklæde.
For indvandrere eller efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig oprindelse er der 70 procent større risiko for at blive sigtet for en forbrydelse, som man ikke ender med at blive dømt for end for etniske danskere.
Hvis vi vil rette op på disse skævheder, er vi nødt til at arbejde med de underliggende biases , vi hver især bærer rundt på, og for at det kan lade sig gøre, må vi i første omgang anerkende deres eksistens. Derfor er vi også nødt til at tale om race for at kunne modarbejde strukturel racisme.
Hvidhed har altid været betragtet som det universelle og det neutrale, og som en del af den hvide majoritet bliver man derfor sjældent konfronteret med sin race. Derfor kan man som hvid også nemt foranlediges til at tro, at hudfarve er ”ubetydeligt”, at racisme hører fortiden til, eller at løsningen på diskrimination må være at gøre sig blind over for raceforskelle. Men for millioner af farvede mennesker i USA og Danmark er race noget, man bliver konfronteret med på daglig basis, og selvom racebegrebet er en social konstruktion, har det har aldeles virkelige og alvorlige konsekvenser.
På overfladen vækker racebegrebet måske ubehagelige associationer til højreradikale idéer om racerenhed, men det er vigtigt at understrege, at der er en verden til forskel mellem racebegrebet på de to fløje. Hvid nationalisme bygger på en forestilling om genetisk og kulturel overlegenhed og er pr. definition undertrykkende. Det ”følte fællesskab” mellem sorte og farvede har derimod rod i fælles, omend forskelligartede, oplevelser med racisme, marginalisering og diskrimination og den smerte, der følger med. Vrede er i den forbindelse en helt legitim reaktion på uretfærdighed, men det er også misvisende at reducere sorte og farvede fællesskaber til resultatet af en ”vredesrus”, som Jacob Munk kaldte det. Det handler nemlig i mindst lige så høj grad om omsorg og anerkendelse, og jeg tror, at mange farvede mennesker finder styrke og mod i disse fællesskaber.
Munk påstår, at racebegrebet er ”vendt tilbage” i kølvandet på drabet af George Floyd. Men for sorte og farvede mennesker er spørgsmålet om race ikke nogen nyhed. Det er bare først nu, at mange hvide mennesker begynder at tage del i samtalen om det og anerkende deres egen rolle i reproduktionen af racistiske samfundsstrukturer – og det er på høje tid. Ikke fordi hvid skyld i sig selv er produktivt, men fordi det kan omsættes til handling.
Jeg kan godt forstå, at det er svært og ubehageligt at tale om race, hvis man ikke ellers har været vant til, at ens hudfarve er betydningsbærende. Men det er også en samtale, der er bydende nødvendig at tage, hvis vi på nogen måde skal rykke noget.
Alice Al Maleh er studerende ved International Development Studies, Roskilde Universitet.