Noget af det fascinerende ved den offentlige debat er, hvordan folkestemningen kan ændre sig på blot et par dage. I mange år har den identitetspolitiske venstrefløj haft et fokus på race, som størstedelen af befolkningen har fundet utiltalende. I bedste fald har man blot trukket på smilebåndet over et begreb som ”hvid skyld”.
Men så kom drabet på George Floyd. Jeg mærkede selv vreden på egen krop, da jeg første gang så klippet af betjenten, der presser knæet mod Floyds hals, mens Floyd gentager de ikoniske ord: ”I can’t breathe.” Jeg mærkede behovet for en offentlig debat om amerikansk racisme, og om, hvorvidt de samme problemer mon ligger gemt i vores kultur. Derfor var det ikke overraskende, at internettet de følgende dage strømmede over med støtte til Floyd-sagen. Politikere på venstrefløjen såvel som højrefløjen, kirkelige profiler, fodboldklubber, musikere, erhvervsledere med flere krævede retfærdighed for George Floyd og italesatte problemer med politivold og racisme.
Måske var vi alle så enige om denne sag, at den begyndte at føles banal. Der skulle mere til for at gøre sig interessant i debatten. Derfor begyndte diskussionen hurtigt at gå på, om man som hvid overhovedet kunne sige noget i denne sag. Jeg har endda set kirkeprofiler og folk på højrefløjen bruge et begreb som ”hvid skyld”.
Mens den oplagte konklusion på sagen for mig at se er, at vi må besinde os på de liberale grundværdier, hvor der ikke skeles til racer, siger folkestemningen nu det modsatte: Ord som race, hvidhed og sort er vendt tilbage og ses som nødvendige redskaber i kampen for en retfærdig samfundsorden.
Det, synes jeg, er en farlig udvikling. For det første er racebegrebet uhyre problematisk. Moderne genetik har vist hinsides enhver tvivl, at vi mennesker tilhører én og samme race, og at racesproget udspringer af en kolonial ideologi.
Værre endnu er det dog, at det kan få fatale konsekvenser for vores menneskesyn. I nogle år har der været en stigende tendens på den yderste højrefløj til igen at lægge vægt på race. Jeg har sågar hørt unge akademikere sige, at det bør være legitimt at være stolt over sin hvidhed – ikke fordi det gør én bedre end andre, men fordi det er identitetsgivende for os. Usmageligt som dette virker for os, er det ikke væsensforskelligt fra identitetspolitikkens fokus på race. Hvis vi kan bære på en skyld i kraft af vores hvidhed, må vi også kunne udtrykke stolthed over at være hvide og se os som et fællesskab med andre hvide. Identitetspolitikken efterlader os uden værn mod denne højreradikale tankegang.
I mine øjne er dette nye fokus på etnicitet forfejlet, fordi hudfarve ikke udtrykker en egentlig forbundethed. Kun igennem raceideologier på højrefløjen såvel som venstrefløjen konstrueres et ”følt fællesskab” gennem hudfarve.
Dermed vil jeg naturligvis ikke fornægte, at der kan være fordomme og stigmatisering forbundet med hudfarve. Det må italesættes, hvor det forekommer, om end jeg har min tvivl om, hvorvidt det er synderligt udbredt i Danmark. Spørgsmålet er dog, om løsningen på dette problem er at konstruere en endnu mere markant raceidentitet.
Bedre vil det for mig at se være at stå ved den liberale oplysningstradition, der sætter borgeren før alle etniske skel.
Lad os ikke lade vredesrusen over drabet på George Floyd genoplive en grim ideologi, som skiller os ad på baggrund af noget så ubetydeligt som hudfarve. Den ideologi hører fortiden til.
Jacob Munk er teologistuderende og forfatter.