Tidligere minister: Dødsannoncer kan blive for private

Det er jo smukt og sikkert i den grad dybfølt udtryk for sorgen over at have mistet én, man holdt af, men jo mere personlige dødsannoncerne bliver, jo mindre oplysende er de for alle os andre, der gerne vil følge med i, hvem der er død, skriver Britta Schall Holberg, tidligere minister

Britta Schall Holberg er godsejer og tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre.
Britta Schall Holberg er godsejer og tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre. Foto: Leif Tuxen.

Kristeligt Dagblad havde i tirsdags en forsideartikel med overskriften ”Dødsannoncer bruges som personlige fortællinger.”

I artiklen fortælles, hvordan tidens dødsannoncer ændrer udseende, fordi mange dødsannoncer i dag får et nyt udtryk i disse år med små tegninger, farver med mere. Dødsannoncerne siges at blive mere personlige.

Artiklen får mig til at udtrykke et dybt suk over moderne dødsannoncer, som netop bliver mere personlige også i deres tekstvalg som: vores elskede søn, vores kære far, min elskede mand og så videre.

Det er jo smukt og sikkert i den grad dybfølt udtryk for sorgen over at have mistet én, man holdt af, men jo mere personlige dødsannoncerne bliver, jo mindre oplysende er de for alle os andre, der gerne vil følge med i, hvem der er død. For det kunne jo være én, som vi også gerne ville vide, var død.

Det må vel dybest set være dødsannoncernes ærinde at fortælle omverdenen, herunder gamle venner, arbejdskammerater og så videre, at nu er et liv slut.

Det er ikke nogen ligegyldig meddelelse for os, der gerne vil vide, om en af dem, vi også har holdt af, er død.

Vi vil måske gerne kunne sende en hilsen til de efterladte, vi vil måske gerne skrive et lille stykke i avisen om det menneske, der kom til at betyde noget for os, eller vi vil simpelthen gerne vise vores respekt ved at sende blomster eller komme til begravelsen eller bisættelsen.

Men dagens dødsannoncer efterlader alt for ofte os, der læser dem, i total uvidenhed om, hvem det drejer sig om, med mindre den afdøde har et meget genkendeligt navn.

I alle ønskerne om at udtrykke savnet af den elskede søn, datter eller ægtefælle, glemmer dem, der indrykker annoncerne, helt, at der er en videre kreds, der læser dem, og at de er efterladt helt på Herrens mark, når der ikke i annoncen står, hvad den elskede far, søn eller datter ellers var.

Det betyder, at os, der ikke er i den nærmeste familie, sidder og vrider vore hjerner med, om den, vi tror, det kunne være, nu også er den, vi tror. Vi søger forgæves mellem de efterladtes navne. Kender vi dem?

Når vi ikke ved, hvem den afdøde er, ud over at være savnet og elsket med al den varme, familien gerne vil udtrykke, står vi andre tilbage med vores usikkerhed og uden mulighed for at vise den afdøde, vi tror det kunne dreje sig om, eller hans eller hendes pårørende, en hilsen eller et nærvær ved begravelsen. Det er synd, at det åbenbart efterhånden opfattes helt forkert at skrive titlen eller et andet kendetegn på det menneske, der er afgået ved døden.

Det er så synd, hvis dødsannoncerne bliver så private, at vi andre overlades til usikkerhed om, hvorvidt det drejer sig om det menneske, der også fik betydning for os.

Britta Schall Holberg er godsejer og tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre.