I ”Etisk set” i Kristeligt Dagblad den 13. maj giver Cepos-direktør Martin Ågerup et forsvar for nødvendigheden af at foretage cost-benefit-analyser. Ja, faktisk hævder han, at ”alle menneskelige handlinger bygger på bevidste eller, som oftest, ubevidste cost-benefit-analyser”.
Rationaliteten kræver, at vi skal vurdere, om fordelene ved at udføre en handling er større end ulemperne. Med Ågerups ord, så er det, som økonomerne har gjort med udviklingen af cost-benefit-analyser, ”grundlæggende at imødekomme et almenmenneskeligt behov for at kunne vurdere, om en handling skaber værdi”.
For Ågerup er der tale om et grundvilkår ved tilværelsen: ”At estimere omkostninger og gevinster er nødvendigt for, at vi kan fungere som mennesker. Det er grundlaget for al menneskelig rationalitet, anstændighed og moral.” Og det gælder ifølge Ågerup, både når vi handler privat, og når vi politisk skal træffe dyre samfundsøkonomiske beslutninger.
Selvom dette standpunkt lyder umiddelbart tilforladeligt, så indeholder det dog en fundamental begrebsforvirring. På den ene side gør det cost-benefit-analyser til grundlag for både private og politiske valg, i og med at det gør sådanne analyser til grundlag for ”al menneskelig rationalitet, anstændighed og moral”. Og på den anden side så gås der implicit ud fra, at politiske valg bør foretages demokratisk – og altså under den forudsætning, at vi som personer bør behandle hinanden som ligeværdige. Her er noget, som simpelthen ikke hænger sammen.
Hvis man gør ens private cost-benefit-analyser til grundlag for ens moralske forpligtelse over for andre personer, så betragter man dybest set andre personer som ”redskaber” for sine egne formål. Og hvad en sådan cost-benefit-analyse munder ud i, kan man ikke slutte rent principielt. Det har konsekvenser for opfattelsen af demokratiet.
Når man ikke rent principielt kan slutte, at man moralsk bør behandle andre personer som ligeværdige med én selv, så kan man heller ikke rent principielt slutte, at demokratiet er et moralsk forpligtende politisk ideal. Det er en konsekvens af Ågerups principielle fundament. Men denne konsekvens skyldes, at han går ud fra en misforstået opfattelse af, hvad der er moralens og anstændighedens grundlag.
Det er ikke cost-benefit-analyser, der udgør ”grundlaget for al menneskelig rationalitet, anstændighed og moral”. Grundlaget for rationalitet er derimod et krav om konsistens: et krav om, at vi bør være konsistente i tanke og handling – og primært konsistente med, at vi fortsat kan tænke og handle. Og grundlaget for moral er så, at vi forstår, at vi ikke kun skal være konsistente med, at vi selv kan tænke og handle frit, men at vi også skal være konsistente med, at andre personer kan tænke og handle frit. Rationelt set står vi som personer under samme fordring, og som sådan er vi ligeværdige.
Og dette krav om ligeværdighed sætter ikke kun grænser for, hvornår cost-benefit-analyser kan betragtes som moralsk anstændige. Det begrunder også rent principielt, at vi politisk bør stræbe efter at indrette samfundet således, at den demokratiske beslutningsproces hviler på et solidt demokratisk fundament – hvor borgerne på velinformeret vis slutter op om den demokratiske beslutningsproces. Men hvis vi skal opdyrke en sådan beslutningsproces, så er det meget vigtigt, at vi forstår, at det ikke er økonomiske cost-benefit-analyser, som er ”grundlaget for al menneskelig rationalitet, anstændighed og moral”. Så skal vi tværtimod forstå, at dette synspunkt selv er udtryk for en moralsk uanstændighed, fordi det dybest set gør os til ”redskaber” for hinanden og dermed bryder med det moralske grundkrav om, at vi bør behandle hinanden som ligeværdige.
Nu ville problemet måske ikke være så stort, hvis Ågerup stod alene med sit synspunkt. Men det gør han desværre ikke. Han taler for en indflydelsesrig tænketank, og hans synspunkt deles af mange økonomer og dermed af mange politiske rådgivere. Det betyder, at tanker, som i deres konsekvens undergraver en egentlig alvorlig forståelse af, hvad rationalitet og moral er – og dermed hvad demokratiet kræver – har fået en dominerende indflydelse i det demokratiske ”apparat”. Hvis man forstår, at dette er farligt, og at disse idéer skal modsiges, så er man begyndt at forstå, hvorledes rationalitet, moral og demokrati egentlig hænger sammen.
Kai Sørlander er filosof og forfatter.
Interesseret i den filosofiske debat? Så tilmeld dig vores etik-nyhedsbrev her.