Prøv avisen
Debat

Svend Brinkmann: Sorgen er ikke et særligt kristent fænomen

I mit arbejde har jeg fået flere vidnesbyrd fra efterladte, der finder det krænkende, når de fortælles, at der ligefrem skulle være grund til at glædes, fordi den døde ”er hos Gud”. Det slår mig som en religiøs version af den værste form for positivitetstænkning med en bevidst blindhed over for tilværelsens tragiske dimensioner. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Svend Brinkmann

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mennesker sørgede før kristendommen, og mennesker sørger i dag i alle eksisterende kulturer, skriver psykologiprofessor Svend Brinkmann

Min seneste bog ”Det sørgende dyr” var genstand for kritisk analyse af provst Thomas Reinholdt Rasmussen og sognepræst Morten Thaysen i Kristeligt Dagblads kronik i går. Kronikørerne har en flerleddet kritik af bogen, som jeg her kort vil forholde mig til.

For det første hævder de, at kærlighed og glæde mangler i bogen. Hvad kærlighed angår, er det faktuelt forkert: Jeg definerer netop sorgen som et fænomen, der opstår i krydsfeltet mellem døden og kærligheden, og jeg beskriver gennemgående sorgen som ”kærlighedens pris”.

Kærligheden er dog naturligt nok i baggrunden for bogens analyser – og sorgen i forgrunden – og en mere udfoldet diskussion af kærligheden findes i min bog ”Ståsteder”, hvor jeg ud fra Iris Murdoch fortolker kærlighed som en særlig opmærksomhed på det partikulære. Når den elskede anden dør, forsvinder kærligheden ikke, men bliver hjemløs som sorg.

Det er derimod korrekt, at jeg ikke udfolder nogen analyse af glæde, men det skyldes jo, at bogen handler om noget andet, nemlig sorg. Man kan selvfølgelig som præst koble sorgen til glæden gennem troen, og det har jeg ingen problemer med, men det er blot ikke mit anliggende i en videnskabelig bog om sorg.

I mit arbejde har jeg i øvrigt fået flere vidnesbyrd fra efterladte, der finder det krænkende, når de fortælles, at der ligefrem skulle være grund til at glædes, fordi den døde ”er hos Gud”. Det slår mig som en religiøs version af den værste form for positivitetstænkning med en bevidst blindhed over for tilværelsens tragiske dimensioner.

For det andet kritiserer Thomas Reinholdt Rasmussen og Morten Thaysen mine henvisninger til Kierkegaard. Jeg tager udgangspunkt i en kierkegaardsk forståelse af selvet som ”et forhold, der forholder sig til sig selv”, men hvor Kierkegaard anser dette forhold for at være sat af Gud, tolker jeg det psykologisk som værende skabt gennem opdragelse og socialisering. Dette er i tråd med almindelig udviklingspsykologi og er i øvrigt en kobling, som Kierkegaard-forskeren Christian Hjortkjær for nylig har draget i sin ph.d.-afhandling, hvor Kierkegaard sammenlignes med socialpsykologen G.H. Mead, der også har inspireret til min bog.

Hvis kronikørernes kritik er, at dette er i modstrid med Kierkegaards selvforståelse, så har de selvfølgelig ret, men det har heller ikke været min ambition at være i overensstemmelse med den. Jeg ønsker derimod at vise, at sorgen som fænomen er afgørende for selvforholdet, fordi den giver os et forhold til os selv gennem forholdet til den anden i kærlighed.

Det er præsters privilegium, at de som kronikørerne kan skrive: ”Guds kærlighed er en kilde i os, der manifesterer sig, når vi elsker et andet menneske. Hvordan vi forholder os til denne manifestation af Guds kærlighed, afslører sig ikke kun, når vi elsker, men også, når vi sørger.” Det er jo et smukt udsagn for den troende, men som videnskabsmand har man ansvar for at skabe viden. Man kan ikke forlade sig på den slags dogmatiske trosudsagn.

Derfor søger min bog at beskrive sorgens fænomenologi, det vil sige, den måde sorgen viser sig på i menneskers liv – og har vist sig al den tid, vi har været mennesker. Det ses i de tidligste arkæologiske fund, hvor man tydeligvis har sørget og draget omsorg for de døde og i de ældste skriftlige kilder som Gilgamesh, der går tilbage til et par årtusinder før Jesu fødsel.

Mennesker sørgede før kristendommen, og mennesker sørger i dag i alle eksisterende kulturer, så det, der ligner et forsøg fra kronikørernes side på at monopolisere sorgen som et særligt kristent fænomen, er forfejlet.

Svend Brinkmann er professor i psykologi, Aalborg Universitet.