Prøv avisen
Debatinterview

Svimlende direktørlønninger spænder ben for løsning af klimakrisen

Illustration: Rasmus Juul

Hvis den grønne omstilling skal foregå demokratisk og uden voldsomme sociale spændinger, er politikerne nødt til at gøre op med den stigende ulighed med hastigt voksende millionlønninger til danske topdirektører. Sådan lyder et af budskaberne i ny bog fra klimajournalist Jørgen Steen Nielsen

Jørgen Steen Nielsen, du er mangeårig klimajournalist på Information og har netop udgivet bogen ”Som gjaldt det livet”. Hvorfor har du skrevet bogen?

"For første gang nogensinde står menneskeheden over for en global trussel mod vores eksistens. Klimaforandringer kan gøre store del af kloden ubeboelig. Der er en opmærksomhed på klimaet, som vi aldrig har set set, anført af de unge. Men et af spørgsmålene i bogen er, om demokratiet kan håndtere udfordringen."

Du skriver i bogen, at klimakrisen, den voksende sociale ulighed og det faktum, at de rigeste direktører oplever en rekordstor lønfremgang, er en dobbelt udfordring. Hvordan hænger det sammen?

"Hvis der indføres afgifter på for eksempel kød eller flyrejser, kan det medføre protester fra den del af befolkningen, som bliver ramt. Det så vi med De Gule Veste i Frankrig. Hvis ikke politikerne forstår den koblede udfordring, kan en grøn offensiv blive mødt af en social protest.

Hvis de dårligst stillede oplever, at de rige får stadigt mere i lønningsposen, hvorfor skulle de så betale grønne afgifter? Den folkelige opbakning til klimaomstillingen kræver, at vi diskuterer den voksende ulighed, og at borgerne bliver involveret langt mere i processen end i dag, for eksempel ved særlige borgerting, der rådgiver politikerne, som det blandt andet kendes fra Belgien og Irland."

Bogen konkluderer, at der findes en ny form for klimaskepsis, som nedvurderer de risici, der er forbundet med klimaforandringerne. Hvorfor mener du, at den holdning er et problem?

De nye klimaskeptikere anerkender klimaforandringerne, men mener, at ingeniørerne kan løse problemerne. Jeg er fuldstændig enig i, at jo flere teknologiske løsninger, jo bedre.

"Men det er ikke tilstrækkeligt. Teknikken løber ikke stærkt nok i forhold til, hvor meget udledningen af drivhusgasser vokser. Det kan godt være, at den enkelte bil sender mindre CO2 ud i atmosfæren, men til gengæld er der flere biler på vejene. Det vil ifølge eksperter formentlig tage årtier at udvikle klimavenlige fly. Hvis det tager 20-30 år, kan vi ikke bare fortsætte med at flyve."

Når du i bogen beskriver, hvordan klimakrisen kræver handling, overser du så ikke, at Danmark er et lille land, og at der i Kina og Indien er en stor middelklasse, som ikke ønsker at spise mindre kød og flyve mindre?

"Det er nu engang Danmarks lod at være et lille land. Men det fritager os ikke for ansvaret for at handle moralsk ansvarligt. Danmark kan være et foregangsland. Et lille eksempel er Sønderborg, som er langt med omstillingen til klimaneutralitet. Byen er venskabsby med en kinesisk by, der forsøger at kopiere nogle af Sønderborgs løsninger.

Kinesere og indere er mange steder ved at blive kvalt i luftforurening. Kina er også det sted på kloden, hvor det går stærkest med at installere grønne energianlæg, samtidig med at de bygger kulkraftværker. Vi har svinet med ressourcerne i årtier og har derfor svært ved at belære indere og kinesere om, hvad de skal gøre. Det bedste, vi kan gøre, er at vise et godt eksempel."

Hvad siger du, når kritikere påpeger, at klimadebatten i alt for høj grad bliver gjort til et moralsk spørgsmål om at undgå kød?

"Jeg kan godt forstå den indvending. Indsatsen for et bedre klima handler ikke om enten røde bøffer, flyrejser eller ny teknologi. Vi skal det hele på en gang. Vi skal både udvikle nye fly, flyve mindre og spise mindre kød.

Jeg tror ikke på en færdig masterplan for det nye klimavenlige samfund. Forandringen vil komme som en rodet proces.

Vi skal både diskutere, hvordan vi gør op med den alt for store ulighed i samfundet, indføre pragmatiske lovændringer og motivere mennesker til at være en del af omstillingen."

I bogen fremhæver du den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Ser du optimistisk på fremtiden?

"Jeg er håbefuld på trods. På den ene side gør videnskabens rapporter det svært at være optimist. Men omvendt møder jeg hele tiden mennesker, som handler og forsøger at presse politikerne til at lave tingene om.

Jeg er voldsomt opmuntret af Greta Thunberg. Hendes ord om, at de ældre generationer har svigtet, befandt sig tidligere uformuleret i ungdommen."

Men Greta Thunberg kritiseres, fordi hendes udtalelser om, at vi bør gå i panik, er meget lidt handlingsanvisende?

"Hun taler om, at vi skal gå i panik, fordi det haster. Men hun siger endnu højere, at vi skal lytte til forskerne. Mange unge har fundet en identitet i klimabevægelsen, og mange i min generation har fundet nyt håb, fordi unge går på gaden for forandring i stedet for at spille spil ved computeren."

Skal vi tilbage til et nøjsomt samfund som i 1950’erne?

"Uanset klimaforandringerne skal vi indstille os på et samfund med lavere vækst, for de seneste 50 år er de økonomiske vækstrater reduceret af mange grunde. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at gå ned i levestandard. Men vi bliver nødt til at tage den sværeste politiske samtale om, hvordan vi deler det, der er."

Hvad kan vi selv gøre for at redde klimaet?

"Tidligere rektor Ove Nathan fra Københavns Universitet udtalte engang, at han troede på handlingens optimisme i stedet for intellektets desperation.

Jeg tror, vi hver især skal lede efter den personlige vej, hvor vi kan være med i omstillingen. Min måde at overleve mentalt på, er ved at ved at være journalist, der skriver om klima. På det praktiske plan har jeg isoleret mit hus, flyver mindre og har ingen bil. Men jeg er ingen helgen. Jeg er ofte passager i min kærestes bil."

Hvis de dårligst stillede oplever, at de rige får stadigt mere i lønningsposen, hvorfor skulle de så betale grønne afgifter?

Jørgen Steen Nielsen, klimajournalist