Prøv avisen

Sygeplejersker: Menneskesynet er under pres i sundhedsvæsenet

De øgede krav om standardiseret dokumentation giver et menneskesyn, der kun har plads til det, der kan måles og vejes, mener sygeplejerskerne Kristin Sylvest og Lisbeth Leinum. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kristin Sylvest og Lisbeth Leinum

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vores erfaring er, at det er problematisk, når dokumentation er blevet så omfattende, at den er blevet målet i stedet for et middel. Der er etableret en ny sandhed, som har flyttet fokus fra patienten og hen til tasterne, skriver sygeplejersker

DEBATTEN OM de elektroniske dokumentationssystemer i sundhedsvæsenet – som for eksempel Sundhedsplatformen – er heftig og følelsesladet og omdrejningspunktet er ofte de sundhedsprofessionelles frustrationer over, at dokumentationen er blevet vanskelig og tidskrævende.

Men en diskussion, som stort set er udeblevet, er: Hvilken betydning har det for menneskesynet i sundhedsvæsenet, at det, som prioriteres højest, er dokumentation af det, der kan måles og vejes?

Dokumentation er og har altid været en kerneopgave i sygeplejen – helt tilbage fra Florence Nightingale, som ved hjælp af ”optegnelser” viste, hvad god og dårlig pleje var. For at kunne vurdere om patientens tilstand er forværret, stabil eller forbedret, har vi brug for noget at sammenligne med. Og hvordan skal vi kunne støtte patienten, hvis vi ikke ved, hvilken information der er givet, og hvordan den er blevet modtaget?

Desuden anvendes dokumentation til videregivelse af oplysninger til samarbejdspartnere på tværs af afdelinger og sektorer. Derfor spiller dokumentation en central rolle i forhold til at yde patientcentreret pleje, og det er afgørende for patientsikkerheden.

I de seneste år har overskrifter, der beskriver elektronisk dokumentation som omsorgens fjende nummer ét, domineret mediebilledet. Det er forståeligt, for dokumentation stjæler tid, der ellers kunne være brugt ved sengekanten hos patienten. Og det er fortsat her, sundhedspersonalets primære opgaver ligger. Tiden kan kun anvendes én gang, og derfor vil tid brugt på dokumentation ikke også kunne bruges på servering af mad, personlig pleje eller en vigtig samtale.

Vores erfaring er, at det er problematisk, når dokumentation er blevet så omfattende, at den er blevet målet i stedet for et middel. Der er etableret en ny sandhed, som har flyttet fokus fra patienten og hen til tasterne.

Vi finder det bekymrende, når plejen og behandlingen må ensrettes for at kunne placeres i prædefinerede kasser. Det sker for eksempel, når der formuleres rigide retningslinjer for det, der skal dokumenteres for hver eneste patient uanset eksempelvis alder og sygdomsproblem. For eksempel har sygeplejerskers ”faglige skøn” trange kår, fordi dokumentationens formål kommer til at handle om målopfyldelse og kontrol, snarere end faglighed.

De øgede krav om standardiseret dokumentation kombineret med komplicerede arbejdsredskaber som for eksempel Sundhedsplatformen nødvendiggør en prioritering, som udelukkende tilgodeser det, der kan måles. Dermed nedprioriteres dokumentationen af patientens psykosociale behov, individuelle præferencer, opfølgning på samtaler med videre.

Vores erfaring er, at de eksistentielle problemer, som ofte er forbundet med at være syg, har svært ved at passe ind i den elektroniske dokumentation. Faren er, at det, som dokumenteres, målretter plejen og behandlingen.

Ord bidrager til at skabe vores forståelse af virkeligheden og vores medmennesker. Derfor indebærer de elektroniske dokumentationssystemer med alle deres kategorier og kasser til flueben en risiko for, at det, der ikke er ord for, forsvinder ud af bevidstheden.

Spørgsmålet er derfor, hvilken betydning den høje prioritering af dokumentation i det danske sundhedsvæsen kan få for menneskesynet.

Hvordan kan man i ramme alvor hylde principper som patientcentrering forstået som individuel behandling og pleje, hvis dokumentationen kun levner plads til det, der kan måles og vejes

Kristin Sylvest og Lisbeth Leinum er begge sygeplejersker og stud.cur. ved Aarhus Universitet.