I 1985 overværede jeg på det europæiske universitetsinstitut (EUI) i Firenze sammen med en 30-40 ph.d.-studerende fra hele Europa en gæsteforelæsning af den berømte britiske historiker Peter Laslett (1915-2001) om den europæiske familie siden 1500-tallet. Midt i en sætning stoppede Laslett op, løftede øjnene fra manuskriptet og spurgte ud over forsamlingen, hvoraf de fleste var omkring 30 år: ”Hvor mange af jer har stadig begge jeres forældre?”. En skov af hænder røg i vejret.
I er, sagde Laslett, den første generation i verdenshistorien, der takket være penicillin og en hidtil uset velstandsperiode efter Anden Verdenskrig er blevet 30 år uden at have mistet nogen af jeres forældre, og I kan nå at blive både 40 og 50 år, måske endda 60 år, før de dør.
I gamle dage mistede de fleste deres forældre, eller i hvert fald én af dem, før de blev voksne eller ved begyndelsen af voksenalderen, og når de som 40-50-årige satte sig for bordenden som ministre og styrelseschefer, stod de – med den tyske historiker Leopold von Rankes udtryk – ”direkte for Guds ansigt”.
Et spændende spørgsmål, vi endnu ikke kender svaret på, er, hvordan det vil gå med forholdet til døden, når den tid kommer, hvor den herskende klasse af ministre og politikere ikke længere selv står ansigt til ansigt med Gud, men stadig har deres gamle mor og far derhjemme.
Peter Laslett nåede ikke at få svaret på sit spørgsmål. Men vi endnu levende kender det, der ligger i den forenede europæiske elites groteske overreaktion på covid-19. Ser man bort fra Sverige, så har den regerende klasse slået igen med desperat voldsomhed. Hverken den asiatiske influenza i 1968, der kostede en til to millioner livet, eller den frygtelige polioepidemi i 1952-1953, der mest ramte børn og unge, udløste nogen generel lockdown.
Det lå ikke inden for skiven i en periode, hvor den regerende elite bestod af folk, som var blevet voksne i årene op til og under Anden Verdenskrig. Den havde et klart og håndfast forhold til døden, og der var ingen far og mor at tænke på.
Nu – under coronakrisen 2020 – skal vi finde os i en 42-årig statsminister, der siger, at ”ethvert dødsfald er en tragedie”. Ingen er gammel eller elendig nok til, at døden er det eneste værdige.
Coronaepidemien er, som det er blevet sagt af epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet Lone Simonsen her i avisen, ”karakteriseret ved at være en epidemi, som overvejende er fatal for de ældre”.
Det lyder bagvendt, næsten som en fortalelse. Ville hun i virkeligheden sige, at døden er karakteriseret ved, at det er en epidemi, som overvejende er fatal for de ældre? For det er jo det, der er sagen.
De, der dør af covid-19, er med ubetydelige undtagelser fra de aldersgrupper, hvis tid under alle omstændigheder er ved at rinde ud, og dødsårsagen er ikke covid-19, men et konglomerat af andre forhold, hvor covid-19 optræder som udløsende faktor. Af de 299, som pr. 14. april 2020 var døde af covid-19 her i landet, var kun otte under 60 år.
For de 60-69-årige er risikoen for at dø af covid-19, hvis man bliver ramt, ganske ringe (fire procent), for de 70-79-årige er den 14 procent, for de 80-89-årige 23 procent, og for de 90-99-årige bliver det rigtig farligt. Der er dødsrisikoen ikke mindre end 38 procent. Af dem under 60, som dør af covid-19, er hovedparten plaget af svære overvægtsproblemer.
Set i det lys kan man spørge, hvad al den tumult om covid-19 skyldes. Covid-19 er en hensynsfuld dræber, rører kun dem, som døden i forvejen har kig på.
Den voldsomme reaktion på covid-19, som er ved at slå Europa i stumper og stykker, skyldes, at dagens regerende elite adskiller sig fra alt, hvad verden hidtil har set, ved et ureflekteret, nærmest barnligt-naivt forhold til døden i stedet for at tage den med ro og glæde sig over, at vi i Danmark og resten af Europa har et godt og exceptionelt velfungerende sundhedsvæsen. Så må Solen gå sin gang.
I gamle dage ramte døden socialt skævt, ikke mindst under epidemier. Det kunne man med god grund oprøres over. Det er ikke tilfældet i 2020. Intet tyder på, at der er overdødelighed inden for særlige socialgrupper, for de gamle er ikke en socialgruppe.
I 1700-tallet var det en absolut undtagelse, at folk blev 80 år. Antallet af longævi – personer på 80 år og derover – blev i 1780 af Bolle Willum Luxdorph (1716-88), en topembedsmand i Danske Kancellli, der særligt interesserede sig for det spørgsmål og indkaldte statistiske oplysninger herom fra alle Danmarks og Norges bisper, opgjort til nogle få snese for det samlede Danmark-Norge.
I dag er der alene i Danmark 272.326 personer over 80 år (oplyst af Danmarks Statistik den 27. maj 2020). Hver eneste af disse 272.326 longævi er Vorherre en død skyldig.