Prøv avisen

Initiativtager til Gimsing Sognehøjskole: Sangkulturen under coronakrisen har fået mig til at tænke tilbage på et liv fyldt med sang

"I korene var det en dejlig udfordring at være med til at skabe gode koncerter under medvirken af professionelle sangere. Man bliver helt euforisk, når man synger Bach, Beethoven og Brahms," Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Jenny Melchiorsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jenny Melchiorsen har beskæftiget sig med sang hele sit liv, fra da hun som fireårig skrålede løs foran et publikum på gaden og til nu, hvor hun synger en oktav lavere. Her tænker hun tilbage

Videoer af italienske naboer, der synger sammen, selvom de skal isolere sig, er dukket op på de sociale medier. Idéen blev hurtigt grebet af DR og Phillip Faber, og hver morgen kan vi nu i Danmark synge med på sange, som bliver foreslået af et bredt udsnit af befolkningen. Det glæder en gammel sanger at høre, at fællessangen stadig lever, og at folk gerne vil synge. Det fik mig til at tænke på alle de glæder, sangene og det at synge har haft for mig i mit lange liv.

Langt tilbage i erindringen, en sommeraften i året 1936, er en lille fireårig pige blevet løftet op på en trækvogn, hvor hun står og synger af fuld hals. De omkringstående smiler og klapper.

Hvad jeg sang på det tidspunkt, har jeg desværre aldrig fået spurgt mine forældre om, men sangglæde – som jeg har fået i vuggegave, havde jeg – og har jeg heldigvis stadig.

De næste erindringsglimt er fra skoletiden, hvor vi dengang lærte mange sange og salmer. Ligeledes på spejdermøder og sommerlejre, hvor ”March og lejr” næsten blev slidt op, og hvor hungeren efter nye sange blev stillet med næste års udgave.

I konfirmationsgave fik jeg en salmebog samt ”De unges sangbog” og Indre Missions sangbog, ”Hjemlandstoner”. Tre bøger, der blev flittigt brugt i foreninger og hjemme. Min mor og far sang meget med os børn. Min mor om eftermiddagen, når hun sad og strikkede eller reparerede tøj til den store børneflok, og min far, når han sang for på aftensangen, og min storesøster spillede til.

I adventstiden var det et fast ritual at synge advent, som vi kaldte det, de fire søndage i december præcis klokken 17. Her lærte vi Vilhelm Gregersens dejlige julesang ”Når året det hælder”, som siden fik stor betydning for mig, da jeg begyndte at forske i, hvad denne digter ellers har skrevet, og jeg fik lavet en radioudsendelse om ham

Når vi piger stod og vaskede op, sang vi, og ofte lavede jeg en andenstemme til sangene. Det gjorde jeg også, da jeg som purung gik med op til orglet og sang i et selvbestaltet kirkekor. Vi fik besked om at stoppe med det. Det distraherede nok altergæsterne for meget! Og det har nok også lydt besynderligt.

Vi var så heldige at have en klasselærer, der selv var glad for sang. Vi havde ham også til religion, og her er salmer som ”Et kors det var det hårde trange leje” og ”I Nazaret i trange kår” knyttet til disse timer. Der var så mange dejlige billeder i disse salmer.

Ofte bestod vore lege hjemme i at ”lave radio”, vi brugte en kost som mikrofon. Det var sådan nogle sentimentale sange, vi havde fået fat på, jeg kan huske en som ”Langsomt følges mor og datter, ind i skoven trin for trin” og en anden ”I en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står”, og jeg husker fra radioen, som vi lyttede meget til, Else Jena, der sang ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen”.

Glæden ved at synge kom også til udtryk under krigen ved at synge alsange. Vi travede ud til Quistrup Skov blandt andet pinsedag og plukkede bøgegrene og anemoner, mens vi sang vore dejlige fædrelandssange.

Da vores skole efter krigen skulle genåbnes efter en større renovering, havde vores sanglærer til lejligheden dannet et lille flerstemmigt kor, og herfra stammer min interesse for at synge i kor.

Jeg var et år med i en skolekomedie, hvor jeg var Kobbersmedemadammen og skulle synge falsk. Det var jeg ikke så glad ved, men senere blev det mit glansnummer ved festlige lejligheder og vakte stor moro. Der skulle gå flere år, før jeg kom med i et kor igen.

Det skete, da jeg blev elev på Børkop Sygeplejehøjskole. Her dannede vi et lille pigekor til at synge ved festlige lejligheder. Jeg havde ikke været ejer af en højskolesangbog før, så nu åbnede der sig igen flere sider med gode sange, som stadig synger med i erindringen.

De fleste af vore salmer og sange er jo samtidig fine digte fyldt med smukke og rammende billeder, som bliver stående i hukommelsen og medvirker til at udvide og forstærke vores oplevelse af årets gang, det danske land og Bibelens indhold.

Det er ikke for ingenting, at Thøger Larsens sommersang ”Danmark, nu blunder den lyse nat” er blevet kåret som den bedste danske sang. Vores sange og salmer er afgjort vores største kulturarv. Så man må da håbe, at de igen får den plads i skolen og folkelivet, som de fortjener.

Efter højskolen blev jeg elev på Lemvig Sygehus. Her skulle eleverne selv tage opvasken på afdelingerne, og så sang vi ude i køkkenet. Da var sangen om sømanden, der skulle til søs, jævnligt på repertoiret!

En juleaften, hvor jeg havde aftenvagt, satte jeg mig til stueorglet i dagligstuen og sang julesalmer for patienterne. Jeg tror, man ville undre sig i dag, hvis en elev satte sig til at spille og synge på afdelingen. Men jeg var så glad den aften, for jeg skulle hjem og ringforloves. Og jeg var selv så glad for at synge, at jeg ikke tænkte på, at der kunne være nogen, der ikke brød sig om at høre på mig.

Men inden vi når så langt, har jeg været igennem de første forelskelser og skoleromantik og alle de sentimentale kærlighedssange og schlagere. Om to, som elsker hinanden, og måneskin for to og andre stemningsmelodier, der er knyttet til den dejlige tid, som var så skøn, romantisk og forventningsfuld.

Jeg afbrød min uddannelse for at gifte mig, og vi flyttede til en lille by, hvor der var et strengekor, som vi begge kom med i. Og herfra er sangen ”Den hellige stad” med i mindebogen.

Vi har tre børn, og dem har jeg naturligvis sunget med og for, da de var små. Men jeg var ikke så god til at blive færdig til at komme i kirke. At der var længe imellem, konstaterede jeg en påskedag, hvor jeg gik småvred fra kirke, fordi der ikke blev sunget nogen af de gamle salmer og melodier, som jeg kendte.

Så en dag var der en annonce i avisen om optagelsesprøve til et kirkekor ved Struer Kirke. Jeg vendte og drejede annoncen, indtil tilmeldingsfristen var udløbet, men det blev ved med at rykke i mig, så jeg ringede til præsten og spurgte, om jeg kunne nå at komme med. Det kunne jeg og blev antaget.

Nu var jeg kommet på min rette hylde – her var mit sted – jeg følte, at jeg var kommet hjem.

Det blev til 25 dejlige år ved orgelgelænderet i Struer Kirke. Her lærte jeg endnu flere salmer til gudstjenesterne og mange klassiske værker til koncerterne. Jeg havde også den glæde, at vore to ældste børn sang med i koret i flere år.

Nu kunne jeg rigtig følge med i årets gang i teksterne og ved højtiderne, følge med i glæde og sorg, når vi sang til bryllupper og begravelser. Og sådan en juleaften, når alle ansigter vendte så glade op mod os ved orglet, når vi i koret sang ”Velkommen igen, Guds engle små”. Og den glæde, der kunne fylde en påskemorgen, når solen skinnede ind ad de smukke glasmosaikker og på korset, ja, så jublede man næsten, når vi sang den skønne påskesalme ”Som forårssolen morgenrød stod Jesus op af jordens skød”.

Da jeg erfarede, at der i Vestervig var oprettet en kirkemusikskole, hvor man blandt andet kunne få en kirkesangereksamen, meldte jeg mig til der for at få nogle sangteknikker og et eksamensbevis på min kunnen. Jeg fik aldrig rigtig brug for beviset, da alderen indhentede mig. Jeg fik dog nogle få opgaver ved kirkerne i Struer, men ingen fast ansættelse. På det tidspunkt, da kirkekoret blev oprettet, blev der samtidig oprettet et blandet kor i byen. Der har jeg været med fra opstarten, og som om det ikke var nok, tog jeg også initiativ til at oprette BEO-koret på min tidligere arbejdsplads. Endvidere har jeg været med i Vestjysk Koncertkor, som udsprang af kor- og orkesterstævnerne på Nr. Nissum Seminarium. Jeg har arrangeret månedlige sangaftener på Gimsinghoved og ugentlige sangtimer på et plejehjem.

I korene var det en dejlig udfordring at være med til at skabe gode koncerter under medvirken af professionelle sangere. Man bliver helt euforisk, når man synger Bach, Beethoven og Brahms.

Jeg har med korene været i England, Tyskland, Østrig, Norge, Finland og Sverige. Der har været dejlige oplevelser på alle rejserne. Syngemennesker er for det meste altid glade og festlige mennesker at være sammen med.

Jeg er mine forældre og min mand dybt taknemlige for, at de opmuntrede mig til at bruge det lille sangtalent, jeg er blevet betroet. Det har fyldt meget i mit lange liv at kunne synge, også nu, hvor jeg bare synger en oktav lavere. Minderne har man da lov at have.

Jenny Melchiorsen har oprettet flere sangkor, var initiativtager til Gimsing Sognehøjskole og medstifter af ”Kom og Syng”.