Steen Ribers har her i avisen kommenteret min artikel om 100-året for udgivelsen af bogen ”Vandrer mod Lyset”. Ribers brokker sig over, at jeg kalder Vandrer mod Lyset for en bevægelse. Nuvel, havde sekt været bedre? Eller kirkelig retning?
Nej vel, for der er tale om en mere løs gruppering med bestemte religiøse meninger, altså en bevægelse udgående fra ”Vandrer mod Lyset” og grundlæggernes andre bøger. Ribers har tillagt sig bevægelsens jargon, når ”Vandrer mod Lyset” alene kaldes en bog.
Det er lidt ligesom at høre en tidehvervsmand, sandelig uden sammenligning i øvrigt, der også kan sige, at Tidehverv hverken er en kirkelig retning eller en bevægelse, nej, det er et blad og et sommermøde.
Vandrer mod Lyset er mere end en bog: Det er også et forlag, en fond og en bestyrelse, der kan dele penge ud til budskabets fremme. Ribers burde vide det, idet han sidder i bestyrelsen. Søger man hist og pist, finder man ud af, at Vandrer mod Lyset rummer en række fraktioner. På en norsk hjemmeside (vandrermotlyset.net) får vi indsigt i nogle af disse.
Bag denne side står Sverre Avnskog, som af nogle Vandrer mod Lyset-disciple anses for reinkarnationen af R. Malling Hansen. Malling opfandt skrivekuglen og meddelte som afdød de oversanselige budskaber til datteren Johanne Agerskov.
Avnskog og hans fraktion står vistnok uden for Ribers’ gode selskab, fordi nordmændene er af den opfattelse, at Vandrer mod Lysets hadefulde angreb på de danske biskopper i 1938, det såkaldte Bispebrev, ikke var af Johanne Agerskov, men snarere af idrætsmanden J.P. Müller, betragtet som en af de såkaldt ældste, en formørket og falden engel.
Ribers kan belære os, at ”Vandrer mod Lyset” heller ikke er en åbenbaring. Den gængse definition, at en åbenbaring er en begivenhed, hvor noget guddommeligt giver sig til kende som sig selv (som i kristendommen), meddeler åbenbaringer til enkeltpersoner (som til jødedommens patriarker), i skrifter (som i hinduismen), eller ord-til-ord (som i islam), er ifølge Ribers slet ej en tilstrækkelig rummelig definition til at gælde ”Vandrer mod Lyset”s svar fra den åndelige verden.
Men hvad skal vi ellers kalde Johanne og Michael Agerskovs møde med ærkeenglen Gabriel, med Kristus selv, og hvordan kan ”Vandrer mod Lyset” vide, at Kristus har været inkarneret fem gange, at Buddha og Muhammed er besjælet af samme høje ånd og så videre. Dette er hverken filosofisk eller videnskabeligt, som Ribers mener; det er religiøst. Påstandenes sandfærdighed ligger i, at de holdes for guddommelige. Den nøjagtigste religionshistoriske beskrivelse er at kalde dem religiøse åbenbaringer.
Endelig bedyrer Ribers, at der ikke længere er medier, der på ”Vandrer mod Lyset”s vegne kan kigge ind i de himmelske haller. Her støder Ribers og Vandrer mod Lyset-fonden ind i de problemer, der følger med, når man ikke er organiseret som trossamfund. Den løse form forhindrer fonden i at føre ”kirketugt” mod afvigere.
Derfor kan man finde hjemmesider med medier, der tilslutter sig Vandrer mod Lyset og løbende meddeler nyt fra den oversanselige verden.
Den mest kendte er Hanne Leffler, der har optrådt som medium i radioens P1, omtalt her i avisen den 4. november 2019. Lefflers hjemmeside rummer budskaber fra blandt andre Adolf Hitler, Elvis Presley, Kim Larsen, ja, endog undskyldninger fra for længst afdøde skribenter, der har kritiseret Johanne og Michael Agerskovs ”Vandrer mod Lyset”-bog.
Rasmus H.C. Dreyer, ph.d. i teologi, lektor.