Bestseller-koncernens godkendte planer om at bygge Danmarks største højhus i Brande kritiseres i et åbent brev af Akademiraadet, skrev Kristeligt Dagblad den 4. april.
Bestsellers planlagte 320 meter høje tårn i Brande kommer til at påvirke store dele af Midtjylland, plus Øst- og Vestjylland. Særligt vil tårnet forringe helhedsoplevelsen af en kulturhistorisk perle som Jelling. Akademiraadet ønsker derfor debatteret, om kommuner selvstændigt skal kunne træffe beslutninger af regional rækkevidde. Talsmænd for Heden, Hærvejen og Jelling efterlyses.
Men Akademiraadet har her fat i mere end den lange ende. Beslutningen pådrager sig nemlig ikke kun regional, men også både national og international kritisk bevågenhed. Jelling er jo på FN’s Verdensarvsliste i selskab med eksempelvis Stonehenge og pyramiderne.
Mange skatter disse værdier højt og slår til lyd for at udbrede viden om, hvilke enestående kulturhistoriske klenodier vores land, trods sin lidenhed, rummer.
Selv har jeg tilladt mig at beskrive vikingelivet i Harald Blåtands Jelling i min roman ”Nornespind”. Og set derfra kommer højhuset i Brande unægteligt til at blive mere end et hår i suppen.
Bygningsarkitektur er jo en kunstgren, der påvirker mange mennesker og mennesker fra alle samfundslag. Fra vagabond til kommunaldirektør. Desuden er der ikke rigtig mulighed for at vælge arkitekturen fra, når først den har stillet sig på vores vej.
Derfor kræver det en særlig finfølelse at få et byggeprojekt til at falde i god jord. Desværre er finfølelse en mangelvare i de besluttende lag, hvorfor opstandelse og ballade er et fast element i nye byggeprojekter. Af let gennemskuelige årsager har man derfor anlagt det komfortable kultursyn; at provokation er en dyd.
Når det så alligevel synes ukultiveret at lade højhuset her mase sig ind i en tusindårig kulturhistorisk helhed med det ene mål at flashe et firmabrand, så er det også, fordi projektets arkitektoniske fattigdom tydeliggøres lidt pinligt i disse omgivelser.
Personligt må jeg indrømme, at denne uophørlige pressen på for at bygge fantasiløse firkantede tårne i passende og upassende omgivelser virker trættende.
Man kan måske i den sammenhæng henvise til, at Eiffeltårnet, alle moderne tårnes moder, da det blev opført, byggedes med klare løfter om meget hurtigt at skulle nedrives igen.
Når det ikke skete, skyldtes det et bredt folkeligt ønske om tårnets forbliven. Det var overraskende, men bundede formentlig i, at udformningen både var æstetisk og original, plus at tårnet forlenede, og forlener, det samlede urbane billede med en atmosfære, der løftede bygningsværket fra at være en ingeniørbedrift til at være unik ingeniørkunst og vartegn.
Her må man, måske lidt gammelgnavent, konstatere, at tårnplanerne for Brandes indeholder betragteligt mindre originalitet end en veldrevet børnehaves sandkasse, og skuffende nok for et firma med fokus på tekstil og design indeholder tårnet signifikant færre æstetiske kvaliteter end programkoden til Sundhedsplatformen. Og helhedsindpasningen lader som nævnt noget tilbage at ønske.
At bygge så ringe arkitektur så højt på bekostning af så store natur- og kulturværdier kan man ikke være bekendt. Og så i øvrigt ikke et ord om Babelstårnet.
Gert Maarløw Nicolaisen er forfatter.