Da jeg i 1977 startede i 1. klasse i folkeskolen, opdagede jeg ikke, at jeg havde to klassekammerater, der på nogle punkter levede i en helt anden verden. Da vores klasselærer fortalte, at Søren og Thomas ikke kunne være med i faget kristendomskundskab, forstod jeg ikke helt forklaringen.
Når vi sang fødselsdagssang, og Søren og Thomas gik uden for døren, vidste jeg ikke hvorfor. Og når Søren kom i skole med røde striber på ryggen, fordi hans far havde tæsket hans hud i laser med et bælte, tænkte jeg ikke over det.
Først mange år senere forstod jeg for alvor, at der er noget, der hedder Jehovas Vidner.
Jeg fik hjælp af en kollega, der var født ind i dette trossamfund, og som delte sin historie med mig. Hun havde mødt sin mand, var blevet gift og havde fået to drenge, mens hun var med i Jehovas Vidner.
Da hun og hendes mand besluttede at forlade denne tro, var de klar over konsekvenserne. De forsøgte at forberede deres to drenge på, at der ville ske noget voldsomt, og at de ville miste al kontakt med deres bedsteforældre. Men hvordan forbereder man børn på, at farmor, farfar, mormor og morfar pludselig ikke er til at få kontakt med? Det er ikke nemt.
Nemt var det heller ikke, da familien blev udstødt. Især deres ældste søn havde det svært, og han savnede sin farmor så meget, at han var tæt på at bryde sammen. Efter nogle år hvor han havde kæmpet med sit savn, gav han op en eftermiddag, hvor han var alene hjemme. Så han ringede til sin farmor.
”Hvem er det?”, spurgte hun. ”Jamen farmor, det er Søren!”, forsøgte han med en blanding af glæde over at høre hendes stemme og angst for hendes reaktion. Hun fastholdt, at hun ikke vidste, hvem han var. Og efter at Søren med stigende desperation havde forsøgt at trænge igennem, satte farmor trumf på: ”Det er pudsigt, at du hedder Søren. For jeg havde engang et barnebarn, der hed Søren, men han er død nu. Farvel!”, og så var dén samtale slut.
Det officielle argument for at opføre sig på denne måde kan findes på Jehovas Vidners hjemmeside:
”At vi støtter den afgørelse menighedens dømmende udvalg har truffet, kan måske påvirke hjertet hos overtræderen, som indtil da ikke har reageret på de ældstes bestræbelser for at hjælpe ham. Dét at han mister fællesskabet med dem han holder af, kan måske føre til at han ’kommer til fornuft’, erkender alvoren i det han har gjort, og tager skridt til at vende tilbage til Jehova.”
Det kaldes menighedstugt, og måske er der en sammenhæng til udtrykket: Dén, man tugter, elsker man. Helt personligt synes jeg, at det er en forskruet og perverteret form for kærlighed. Jeg abonnerer ikke på en gudsopfattelse, hvor social kontrol, udstødelse og tørre tæsk er et udtryk for kærlighed. Ikke desto mindre er Jehovas Vidner et anerkendt trossamfund i Danmark.
Jeg synes, at det er på tide at få lavet om på dét.
Dette er formuleret i et borgerforslag, der blev offentliggjort den 8. juni 2018. Forslaget ændrer intet ved, at der her i Danmark er religionsfrihed. Faktisk tager forslaget religionsfriheden på ordet.
Samfundet skal hverken anerkende eller indirekte være med til økonomisk at understøtte trossamfund, der straffer frafaldne medlemmer og dermed ikke respekterer religionsfriheden. Der er tale om trostvang, og det er på tide, at staten holder op med at anerkende den slags religiøs praksis, som inkvisitionen ville være stolt af at have opfundet.
Martin Brahtz, cand.mag. i dansk og kulturstudier.