Prøv avisen
Debat

Hospicepræst: Tal med børn om coronavirus. Deres fantasi er ofte meget mere grusom end virkeligheden

Omkring 89.000 mennesker verden over er lige nu syge med coronavirus, der brød ud i Kina i december 2019. Foto: Antara Foto/Reuters/Ritzau Scanpix

Charlotte Clante

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Børn har brug for hjælp til at forstå, hvad der foregår. Hvis de ikke får hjælp til at ”lægge puslespillet”, vil de forsøge selv. Også når det handler om coronavirus, skriver hospicepræst Charlotte Clante

SÅ KOM coronavirus til Danmark. Hele Danmark taler om det. Vi kan ikke åbne en avis eller tænde for tv’et uden at få fortalt stolpe op og stolpe ned om, hvordan vi skal forholde os.

Gymnasieelever er bange for at tage på studieture, håndspritten er udsolgt, maskerne ligeså, og rundt omkring i landet sidder der børn, som hører lidt her og der, men skånes af omsorgsfulde forældre for, hvad der sker.

Jeg er ikke i tvivl om, at forældre er eksperter på deres børn og tror, at de ved, hvad der er bedst. Men børn er klogere, end vi tror. Og derfor er det vigtigt at hjælpe dem til at forstå det, de opsnapper i samtaler eller i nyhederne.

Jeg tror, at den bedste hjælp, vi kan give vores børn, er at lade dem være sammen med os gennem det svære og svare dem så ærligt, vi kan. Hvis vi bagatelliserer deres tanker, så gør de sig forestillinger, og de er som regel meget værre end virkeligheden.

Så måske skulle vi i stedet for at skåne dem, ruste dem til livet. Vi skal turde være sammen med dem, både når livet er i dur, men så sandelig også i mol. Børn kan klare mere, end vi tror.

Dette gælder i alle livets grundvilkår. Når jeg i mit job taler med pårørende til døende, møder jeg ofte spørgsmål fra forældre, om deres børn skal se den døde eller være med til bisættelsen. Og her siger jeg som regel, at jeg synes, de skal deltage. For børnene kan nemt komme til at tro, at grunden til, at de ikke må se farfar, kan være, at han for eksempel ligner en zoombie, som en lille dreng engang sagde til mig.

Eller de kan tro, at det måske er deres skyld, at mormor er død, siden de voksne altid tier, når de kommer tæt på.

Vi moderne mennesker er så bange for lidelsen, at vi tit tager nogle forkerte valg over for vores børn, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det. Men det er jo sådan, at selvom vores børn ikke må se den afdøde, og selvom vi ikke tager dem med til bisættelsen, så fjerner vi ikke deres sorg over, at de har mistet én, de har stået nær.

Sorgen over, at farfar ikke længere er der til at fortælle sjove historier eller morfar til at spille fodbold, er der jo stadig i barnet, selvom de ikke deltager i bisættelsen. Jeg har hørt forældre sige, at de ikke vil udsætte deres børn for at se de voksne kede af det. Det er bedre, at de bliver sendt i biografen og på McDonald’s med en kammerat, mens bisættelsen foregår.

Forældrene prøver at beskytte deres børn for uro, sorg og smerte. De ønsker at være stærke over for deres børn og ikke vise, at de er urolige eller kede af det. Den uro, sorg, smerte og angst, de selv føler, vil de skåne deres børn for. For vi forældre synes, at vores børn skal helst leve i livets og udødelighedens rige. Men sådan er der jo intet liv, der er.

Børn har brug for hjælp til at forstå, hvad der foregår. Hvis de ikke får hjælp til at ”lægge puslespillet”, vil de forsøge selv, også når det handler om coronavirus. Så tal med dem. For børn vil typisk fylde ud med tanker, som er mere grusomme end virkeligheden. Det gælder ikke kun med døden, men i masser af andre facetter i livet,

Jeg siger ikke, at vi skal udpensle tingene for dem. Fortælle, at nu er så og så mange døde af sygdommen, og at virus spreder sig så og så hurtigt. Men vi skal lytte til dem og tale med dem om det, de går og tumler med. Involvere dem, forklare dem om, hvorfor vi køber håndsprit, og at vi passer på dem.

Vi må ikke efterlade dem alene med deres tanker. Jeg synes, vi bør være sammen med dem i alt, hvad de tumler med. Det værste, vi kan sige, er, at det skal de ikke bekymre sig om. For hvad børn ikke ved, har de ondt af.

Charlotte Clante er hospicepræst ved Diakonissestiftelsen.