Prøv avisen

Taler fra ungdommen: Jeg skjuler mig bag stilhedens tavse ydre, for der er jeg ikke forkert

Vi er langsomt ved at udfase evnen til i stilhed at indleve sig i andres verdener, mener den 21-årige højskoleelev Mira Dicte Jessen, ”fordi når man lytter, skal man tage sig tid til andre – og den tid mister man jo fra sin egen selvpromovering”, skriver hun i sin tale. Talen vil blive fremført på Røst Festival i Køge om få dage. Billedet er fra sidste års festival. – Foto: I Do Art Agency

Hvis man ikke hele tiden gør sig bemærket og ikke hele tiden promoverer sig selv, sakker man snart bagud i det her samfund! Folk lytter ikke – de fortæller om sig selv – så hvis du vil høres, må du råbe højt – og det princip gavner bestemt ikke stilheden, skriver Mira Dicte Jessen

Hvad er stilhed? Et simpelt spørgsmål, som burde være så ganske let at besvare. Fordi stilhed er jo bare at være stille – eller er det?

Stilhed har mange forskellige facetter. Det er ikke bare én ting, men derimod mange forskellige. Hvad stilhed gør og er for den enkelte person, er individuelt. Stilhed kan bruges til at bearbejde sorg, glæde, oplevelser, tanker, hændelser. Stilhed giver mulighed for at tænke, at fundere.

Netop det at tænke er en af de mange muligheder, stilheden åbner op for. Det kan føre til en åbenbaring – ikke nødvendigvis livets store åbenbaring, men de små åbenbaringer. Dem, som åbner op for nye synspunkter, for nye tanker, for ny forståelse. Og det er vigtigt at tænke – og at tage sig tid til at tænke. Ellers ender vi i et samfund, der kører på autopilot, og hvor tanker og idégenerering bliver sjældnere.

Stilheden kan skabe den nødvendige ro til de gavnlige tanker. Vi kommer ingen nye steder hen uden at tænke, og ofte har vi for travlt til at tænke tingene igennem – eller for travlt med at overtænke. Vi skal finde den afbalancerede mellemvej, hvor vi tager os tiden til at tænke de tanker, der gavner og rykker os.

I dag er stilheden nærmest en utopi. Vi er tvunget til at være kontaktbare, tilgængelige og til at gøre os bemærket – vi lever i en støjende verden, hvor der hele tiden stilles krav, og vi er overdynget med forventninger. Støjen kommer blandt andet fra den elektroniske verden.

Det forventes, at vi er tilgængelige på telefoner, computere og andre uroskabende produkter. Selv hvis vi lægger mobilen fra os og nyder den ro, der opstår, vil der for manges vedkommende hele tiden være et lille forstyrrende element, for hvad nu, hvis vi går glip af noget? Og hvis elektronik så var stilhedens eneste benspænd, var det overkommeligt. Men som følge af den elektroniske fremgang, er der opstået en mig, mig, mig-kultur.

Hvis man ikke hele tiden gør sig bemærket og ikke hele tiden promoverer sig selv, sakker man snart bagud i det her samfund! Folk lytter ikke – de fortæller om sig selv – så hvis du vil høres, må du råbe højt – og det princip gavner bestemt ikke stilheden.

Stilhed er en nødvendighed. En nødvendighed for at skabe nærvær, men også selvrefleksion og fordybelse er umulige at opnå i en alt for støjende verden. Vi er ved at være så vant til den støjende verden, at stilhed til tider kan være en udfordring at forholde sig til. Det kan være svært at lade roen falde over sig, at lade den tavse verden tage en med på eventyr.

Stilheden er en finurlig størrelse. Udefinerbar. En gave. Og en forbandelse. Konteksten er altafgørende. Akavet stilhed, påtvunget stilhed, larmende stilhed, stilhed grundet manglende interesse eller stilhed, fordi man føler, at man ikke passer ind, usikkerhed. Stilhed, fordi man er bange for at sige, gøre eller være forkert. Så kan man gemme sig bag stilhedens facade.

Og så er der stilheden som en gave. Gaven, der giver ro, giver en pause, er energiskabende, kan være behagelig, stilheden er en befrielse fra omverdenen. Den kan medbringe fordybelse – i en bog, i en interesse, i sig selv, i ingenting. At svæve hen og lade alt udenom være sit eget.

At lytte. I stilhed at suge andres ord til sig, at indleve sig i andres verdener – en evne, vi langsomt udfaser i dagens Danmark, fordi når man lytter, skal man tage sig tid til andre – og den tid mister man jo fra sin egen selvpromovering. For at være god til at lytte skal man prøve at forstå, at være nærværende. Men er stilheden så lig med nærvær? Nej. Man kan være fraværende, i en anden verden eller i ingenting.

For mig er stilheden udefinerbar. Stilheden er min svaghed. Jeg skjuler mig bag stilhedens tavse ydre – for så kan jeg hverken gøre, sige eller være forkert. Jeg kan ikke lide at råbe højt, jeg vil hellere være usynlig. Fordi hvis jeg er synlig, kan jeg jo netop både sige, gøre og være forkert. Og det tør jeg ikke.

Så stilheden er det, jeg gemmer mig bag. Men det er også en styrke. Det er en nødvendighed, der giver mig ro, en nødvendighed, der sætter mig i kontakt med mit indre. Jeg har behov for ro for at tænke, for at svæve ud i ingenting. Bare fordi det kan noget helt specielt.

For mig er stilheden modvægten til samfundets udvikling – jeg har brug for balancen. Måske står jeg alene med alle disse tanker, eller måske er vi mange, der deler dem. Vi er forskellige – og heldigvis for det. En helt stille verden vil måske også være lidt for meget af det gode.