SOM TEOLOG fra Aarhus Universitet og en fast del af Menighedsfakultetet i min studietid er jeg både skuffet og forundret over Menighedsfakultetets beslutning om ikke længere at have en officiel holdning til spørgsmålet om kvindelige præster.
Det er en beslutning, der rejser vigtige spørgsmål om Menighedsfakultetets syn på flere andre sager, og som antyder, at synet på kønnene ikke er et centralt teologisk emne.
Allerede fra Bibelens første blade møder vi en tænkning, hvor manden og kvinden er forskellige på væsentlige områder og ens på andre. Det er en vigtig forståelse at have med ind i tidens debat om køn og identitet.
Forskellen på de to køn bliver første gang for alvor klar efter syndefaldet, hvor Gud lader forskellig forbandelse lyde over dem, og hvor forbandelsen over Eva klart understreger forskellen. Hun skal misunde ham hans plads, og han skal komme til at udnytte sin plads til at herske i stedet for at lede.
I Guds skaberordning er mand og kvinde forskellige og har forskellige opgaver i harmoni med hinanden, men i syndefaldet forvrænges forholdet.
NÅR VI KOMMER FREM TIL Det Nye Testamente, ser vi samme mønster. Jesus omgås uden videre kvinder, og de har en vigtig plads i hans følge, men når han kalder apostle, kalder han 12 mænd, som både før og efter hans død har en særlig funktion.
Jesus stiller ikke kvinderne ringere i adgangen til ham, og de får en fremtrædende plads både ved opstandelsen og flere steder undervejs. Det gælder Martha og Maria såvel som den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar, for bare at nævne to eksempler. Sidstnævnte fungerer endda som evangelist.
Når kvindelige præster debatteres, er det primært tekster fra brevene, der diskuteres, men der er en lang baggrundshistorie, og jeg spekulerer på, om det er Menighedsfakultetets nye forståelse, at Gud valgte mænd til ledelsesopgaver i hele Det Gamle Testamente for at tækkes en patriarkalsk kultur, i stedet for at han gjorde det som led i den skabelsesordning, vi ser allerede fra starten.
Jeg stiller samme spørgsmål i forhold til, om Jesus valgte at gøre forskel på kvinder og mænd for ikke at vække forargelse, hvilket ellers ikke plejede at stoppe ham, eller om han fulgte sin skabelsesordning.
NÅR DER NU ÅBNES FOR kvindelige præster på Menighedsfakultetet, så kommer jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt Menighedsfakultetet samtidig har forkastet den tanke, at der er forskel på mandens og kvindens plads i skaberværket, i familien og i kirken.
Med muligheden for, at kvinder kan være præster og dermed være hoved for menigheden, kan jeg ikke se, hvordan den tanke, at manden er kvindens hoved, kan forsvares på andre områder i livet.
Er der i Menighedsfakultetets forståelse reelt en forskel på mænd og kvinder ud over den biologiske? Hvordan skal vi forstå forbandelsen over Eva? Hvad er det, hun skal misunde manden? Er manden overhovedet kvindens hoved
Søren Stidsen, cand.theol., Vestermøllevej 4, Trige.