I disse år tales der meget om, hvad ”danskhed” er, hvad der kendetegner det særligt danske. H.C. Andersens smukke sang kan måske i den sammenhæng inspirere og udfordre. Hvordan kan der skelnes mellem ægte fædrelandskærlighed og gold nationalisme?
H.C. Andersen er død, men hans digtning lever. Den oplyser og opliver, gør verden større for os og erkendelsen rigere og dybere.
Digtet ”Danmark, mit Fædreland” kan opfattes som en poetisk sammenfatning af hele forfatterskabet. Sangen blev trykt i ”Fædrelandet” den 5. marts 1850. Den blev sunget ved en koncert i Casinoteatret i København. Komponisten Henrik Rung havde arrangeret koncerten og dirigerede et mandskor. Rung havde skrevet en smuk melodi til H.C. Andersens tekst. Rungs melodi er heldigvis igen kommet ind i Højskolesangbogen. Koncerten blev afholdt for at samle ind til et mindesmærke i Fredericia for ”den tapre landsoldat”.
I H.C. Andersens sang udfoldes en glæde over Danmark. Digtets ”jeg” er enhver, der synger med på sangen – også i dag. I digtet tiltales Danmark som et du, en person. Danmark er mit fædreland, men sproget er min moders milde stemme.
Sangen blev skrevet i slutningen af den første Slesvig-krig, men den er helt befriet for national selvglæde. Der er intet praleri, og der er ingen foragt for den tyske krigsfjende. Når H.C. Andersen beder Gud om at give ”den bedste sejer”, er det en bøn om fred og om forsoning mellem det Danmark, som han elsker og det Tyskland, hvor han har så mange gode venner.
Forsoning og genoprettelse af fred er et gennemgående tema i hele H.C. Andersens forfatterskab.
Glæden over det danske sprog, ”min Moders bløde Stemme”, har H.C. Andersen fælles med Grundtvig. Det er også komponisten Henrik Rung, der har sat melodi til Grundtvigs ”Moders navn er en himmelsk lyd”, hvor der også udtrykkes en glæde over sproget. H.C. Andersen og Grundtvig har mere tilfælles, end man ofte regner med: synet på gudbilledlighed, barnet, sproget, poesien, forholdet mellem det jordiske og det himmelske. Det poetiske sprog er som ”sød Musik”. Er det danske sprog ved at miste sin musikalitet?
I H.C. Andersens sang skildres den danske natur poetisk smukt: Der er æblegård og humlehave (Fyn), der er ”fuldmånen over kløverengen”, og stranden er åben og frisk.
Danmarks historie er minder, som Gud har givet os. Danmark var blevet lille i geografisk udstrækning og befolkningstal. Vi var blevet adskilt fra Norge i 1814, og det skulle blive endnu værre efter den anden Slesvig-krig. Men landet har så sin storhed på en anden måde: i kunsten, i åndslivet, i naturens skønhed.
Kunsten er ”danskens sang og mejselslag”. Mejselslagene er først og fremmest Thorvaldsens, som står for billedkunsten, og ”sangen” er et symbol for digtningen – med en særlig hilsen til Oehlenschläger, hvor det ”yndige land” ”står med brede bøge”, og hvor plovjernet finder det guldhorn, som Oehlenschläger skrev om i romantikkens gennembrudsdigt, ”Guldhornene” (1802).
Jeg har i min bog ”Livet – det dejligste eventyr. H.C. Andersens teologi” betonet det særligt danske i kristendommen i H.C. Andersens forfatterskab. Den er den røde tråd i H.C. Andersens digtning. H.C. Andersen ville med sin digtning forkynde, at ”der er en kærlig Gud, der leder alt til det bedste”. Han skrev i romanen ”De to Baronesser” (1848), at det er ”digterens opgave at åbne øjet for det poetiske i hverdagslivet om os, pege hen på den usynlige Tråd, der i ethvert Menneskes Liv tyder på, at vi er Guds ejendom, lade os se det ejendommelige i hjemmets natur og i menneskene der, og finde præget af Gud, selv hvor dette skjules under narreklædning eller pjalter.”
I Danmarkssangen forkyndes troen på, at vort liv også som folk er i ”Guds gode hænder”. Det er Guds nådige forsyn, der også råder for Danmark. Gud gav os minderne, og vi beder om, at Gud vil give os en lykkelig fremtid. ”Dannebrog” er et symbol på Danmark og danskheden.
I alle fire strofer digtes der om og til Gud. I første strofe kaldes det danske sprog velsignet. Det betyder, at det er skænket os af Gud. I anden strofe bedes Gud om forsoning, som er den bedste sejr. I tredje strofe bedes om, at Guds forsyn også i fremtiden må råde for os. Højdepunktet nås i fjerde og sidste strofe, hvor Danmark kaldes ”I grønne øer, mit hjertes hjem hernede”. De grønne øer er hele Danmark som ”lyksalighedens ø”, et billede på et af Gud velsignet sted. Og når man siger ”mit Hjertes Hjem hernede” klinger altid et udtalt eller (som her) uudtalt ”hist oppe” med. Der er en nøje sammenhæng mellem vort jordiske fædreland, Danmark, det jordiske menneskeliv og Guds rige, Himmeriget, det genvundne Paradis.
For H.C. Andersen er der en gennemført realisme i beskrivelse af menneskelig ondskab, fordomme, tilintetgørelse og død, men der er aldrig en nedvurdering af det joriske menneskeliv. Mennesket er skabt i Guds billede, det er elsket af Gud, forløst af Jesus Kristus, og det vil i døden hentes ind i Guds evighed, nyskabt og genoprettet. Det gælder hvert eneste menneske. Der gives for H.C. Andersen ingen evig fortabelse, intet Helvede med evig pine.
Sangen er en smuk, overstrømmende, ægte udfoldelse af glæde og taknemmelighed over vort jordiske fædreland. Også her er der en bemærkelsesværdig lighed mellem H.C. Andersen og Grundtvig. Også for H.C. Andersen er der en glæde over det jordiske menneskeliv sammenholdt med længslen efter det himmelske fædreland. Troen på Gud og troen på det evige liv hører nøje sammen i H.C. Andersens forfatterskab.
Måske er den vigtigste udfordring, som sangen har til os i dag, at den poetisk smukt forkynder en ægte fædrelandskærlighed, der ikke er indsnævret, bedrevidende og afgrænsende nationalisme. Når man ved, hvor man har hjemme, og hvor man har rod, så kan man frit, uden fordomme, nysgerrigt vende sig ud mod verden.
Så kunne vi lykønske den døde og i digtningen mere og mere levende H.C. Andersen ved at agte på det danske sprog og bruge det vel, glæde os over vor smukke natur og gøre alt, hvad vi kan for at beskytte den, fremme kunst og digtning, kende vor historie og lære af den og takke og lovprise Gud for menneskelivet – også som det kan leves i vort folk. Sammen med 1800-talsdigterne Søren Kierkegaard, Grundtvig og H.C. Andersen leve i troen på Gud og udfolde denne tro i vort menneskeliv.
Kaj Mogensen er teolog og forfatter.
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
dér har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
står mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejlig som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud, giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!