Teolog: Vi må fastholde skelnen mellem antisemitisme og kritik af Israel

Også Kristeligt Dagblad begår den fejl at blande antisemitisme, der er had mod jøder, sammen med kritik af staten Israels ageren, skriver cand.theol. Uffe Gjerding

Arkivfoto af Israels fungerende premierminister Benjamin Netanyahu.
Arkivfoto af Israels fungerende premierminister Benjamin Netanyahu. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

KRISTELIGT DAGBLAD skal have ros for sin dækning af de nye manifestationer af antisemitisme, som vi desværre er vidne til i disse tider. Antisemitisme må til enhver tid fordømmes og modarbejdes.

Men i den forbindelse er det også vigtigt at klargøre, hvad der er antisemitisme, og hvad der ikke er det.

Desværre har FN og andre anerkendte internationale organer ikke nogen definition af antisemitisme som sådan.

Derfor tyer man generelt til den arbejdsdefinition, der blev fremsat af den internationale alliance til minde om holocaust (IHRA) i 2016. Kristeligt Dagblad refererer også til denne definition.

IHRA’s definition bygger på arbejdet fra en arbejdsgruppe under det europæiske monitoreringscenter om racisme (EUMC), der i 2005 udviklede denne definition af antisemitisme:

”Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan komme til udtryk i had mod jøder. Retoriske og fysiske manifestationer af antisemitisme er rettet imod jødiske eller ikke-jødiske individer og/eller deres ejendom, imod jødiske institutioner og religiøse faciliteter.”

EUMC vedtog dog ikke denne definition, og senere blev den også fjernet fra hjemmesiden.

PROBLEMET VAR BLANDT ANDET, at definitionen blev efterfulgt af 11 mulige eksempler på antisemitisme af ukendt forfatterskab, af hvilke syv refererer til Israel snarere end til jøder. Og her begår Kristeligt Dagblad den fejl dels at fremhæve nogle af disse eksempler om Israel som udtryk for antisemitisme, dels at beskrive det, som om det er en del af selve definitionen af antisemitisme. Det er desværre en væsentlig pointe. For ved at blande antisemitisme med kritik af Israel, hvilket staten Israel i høj grad selv medvirker til, forplumres sagen unødigt.

Israel beskylder i stigende grad alle former for kritik af dens optræden for eksempel i de besatte palæstinensiske områder, herunder ikke-voldelig modstand mod denne besættelse, som antisemitisme. Men Israel må som alle andre stater kunne kritiseres for landets brud på international lov og internationale menneskerettigheder, uden at det straks bliver stemplet som antisemitisme.

Så lad os for klarheds skyld skille tingene ad og fordømme antisemitisme for hvad det er: had mod jøder. Denne skelnen er heldigvis også klar for eksempel i undervisningsmaterialet om antisemitisme, racisme og diskrimination fra Dansk Institut for Internationale Studier.

I en fremragende, alsidig og aktuel behandling af emnet står der blandt andet:

”Kritik af Israel er ikke i sig selv antisemitisk. Man kan mene hvad man vil om den politik, Israels regering fører. Men hvis kritikken bunder i fordomme om, ’hvordan jøder er’, eller hvis den er rettet mod alle jøder, så er det udtryk for antisemitisme.”

Lad os holde fast i denne forståelse og denne adskillelse i vores videre afdækning af og afstandtagen fra antisemitisme.

Uffe Gjerding er cand.theol.