I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 7. august går professor i etik og religionsfilosofi Svend Andersen i rette med både en kommentar og kronik, jeg har skrevet i Kristeligt Dagblad den 31. juli og den 3. juli, ligesom han drøfter Sørine Gotfredsens klumme ”Refleksion” fra den 27. juli, der var årsag til min kommentar. Jeg lader Svend Andersens drøftelse med Sørine Gotfredsen ligge.
Men hans tvist med mig fortjener en opfølgning. Da han i sin kommentar blander en række ting godt og grundigt sammen, som forplumrer drøftelsen snarere end at føre til oplysning, fortjener Kristeligt Dagblads læsere en forklaring. Så meget desto mere fordi den berører to centrale spørgsmål: 1) Hvordan skal man forstå kristendom? 2) Hvorfor er store dele af den aktuelle fagteologi præget af elendighed?
Svend Andersen hævder, at både Sørine Gotfredsen og jeg overser forskellen på at forkynde og at forstå tro. Måske vil Svend Andersen gøre sig den ulejlighed faktisk at læse, hvad jeg skrev, hvor den sondring klart fremgår; men forskellen ligger nok i virkeligheden et andet sted. Jeg er interesseret i ikke alene at bedrive det, Svend Andersen kalder at forstå kristendommens tro, men også at forklare den. Det er meget klargørende, at Svend Andersen afstår fra at anvende forklaringsbegrebet.
Han vil nøjes med at forstå, ligesom han om filosofien forudsætter, at den er fortolkende, men netop ikke forklarende. Svend Andersen afslører sig selv som en uforbederlig altmodisch repræsentant for filosoffen Wilhelm Diltheys (1833-1911) forståelse, der netop indebar en grundlæggende modsætning mellem natur- og åndsvidenskaber, forståelse over for forklaring.
Modsat Svend Andersen ser jeg ingen modsætning, ligesom jeg heller ikke hylder hans snævre opfattelse af, hvad filosofi er. Måske skulle Svend Andersen begynde at læse filosoffer som Hilary Putnam og Donald Davidson. Svend Andersen gentager uafladeligt sin forståelse af teologiens opgave som ”et forsøg på at begribe troens tankeunivers”. Det kan vi da være helt enige om; men, og det er væsentligt, alene som en del af teologiens opdrag.
”Vi teologer bør foretrække filosofien som videnskabelig tilgang til kristendommen frem for biologi, adfærds- og hjerneforskning,” bedyrer Svend Andersen. Nu er ingen selvsagt forpligtet ud over egne evner, men det var dog en sær besværgelse og dogmatisk indskrænkning af teologien. Hvad frygter Svend Andersen, så han frem for argumenta- tion reagerer i affekt?
Læg vel mærke til, at Svend Andersen konsekvent bruger udtrykket ”tro” om kristendom. Jeg taler om religion. Kristendom er ikke identisk med andre religioner, ligesom de også indbyrdes adskiller sig fra hinanden; men det ændrer ikke ved, at de alle repræsenterer fænomenet religion og må undersøges som sådan. Mener Svend Andersen i ramme alvor noget andet? Undskyld mig, hvem hænger fast i fortiden?
Det svarer til at sige, at alle forsteninger er fossiler undtagen søpindsvinet. Det er noget kategorialt andet og må derfor undersøges på sin helt særlige måde. Det er dog en sær form for apologetisk teologi- og videnskabsforståelse. Når jeg skriver om teologiens halten bagefter, er det ganske rigtigt denne frygt for og manglende indsigt i andre videnskaber, jeg har i tankerne.
Sløk kendte sin samtids antropologiske litteratur og lærte af den. Det er mere, end man kan sige om store dele af aktuel teologi. Den har forpuppet sig; men derved risikerer den at gøre sig irrelevant i forhold til det samfund og den kultur, den befinder sig i. Naturligvis må teologi tage ved lære af samtlige andre videnskaber og ikke binde sig til en bestemt af frygt for, hvad det kunne føre til. Det skulle da bare mangle. Det vil også gøre teologien betydeligt klogere på kristendom som religion og dermed også på det, Svend Andersen kalder tro.
Anders Klostergaard Petersen er professor mso ved afdeling for religionsvidenskab, Aarhus Universitet.