Prøv avisen

Teologiprofessor: Arvesyndslæren bør fjernes som forståelseshorisont for dåben

Anders-Christian Jacobsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man fjernede arvesyndslæren som forståelseshorisont for dåben, kunne dåben forstås som Guds omfavnelse af sit barn, hvormed Gud udtrykker sin uudslukkelige kærlighed til dåbsbarnet og alle andre mennesker. Dåben ville være Guds tilsagn om, at det menneske, der døbes, altid er omsluttet af Guds og menighedens kærlighed og fællesskab, skriver en professor i teologi

FOLKEKIRKENS dåbsritual bygger naturligt nok på luthersk dåbsteologi, sådan som den kommer til udtryk i Luthers Lille Katekismus, og Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana), som jeg her vil holde mig til, er formuleret af Philipp Melanchthon i 1530 som forklaring over for rigsdagen i Augsburg af de evangeliskes teologi. Skriftet er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag.

I Den Augsburgske Bekendelses artikel ni står der, at dåben er nødvendig til frelse, fordi Guds nåde, der er en forudsætning for menneskets frelse, tilbydes gennem dåben. Det betyder, at udøbte mennesker er uden for Guds nåde og frelse.

Hvorfor forholder det sig sådan? Det kan man få svar på i Den Augsburgske Bekendelses artikel to, hvor der står, at alle mennesker fra undfangelsen er smittet med synd, som ifølge den lutherske tradition er en arvelig sygdom. I dåben helbredes denne arvelige og dødelige sygdom, der ellers medfører fordømmelse og evig død. Derfor er dåben nødvendig til frelse.

Folkekirkens dåbsritual indledes med en bøn, hvori Gud takkes for, at han gennem Kristus har givet os den hellige dåb, ”hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv”. Bønnen fortsætter med en bøn til Gud om, at han i nåde vil tage imod dåbsbarnet. Dåbsritualet angiver altså tydeligt, at dåben i folkekirken skal forstås ud fra formuleringerne i Den Augsburgske Bekendelse.

Det er et problem, at mennesket ifølge den lutherske tradition er fordømt, endnu før det er kommet til verden. Det nyfødte barn er syndigt og derfor fordømt til fortabelse, død og evig pine, endnu inden det er kommet ud af moders liv. Barnet har ikke selv gjort noget, men fordømmes på grund af dets forfædres synder. Det er for de fleste en absurd tanke.

Men det er ikke det eneste: Gud bliver også fremstillet som en voldsmand, hvis første indskydelse er at dræbe og pine sin egen skabning, der sådan set endnu ikke har gjort noget galt. Guds nåde, som gives i dåben, bliver den ”medicin”, der skal redde mennesket fra Gud selv. Rollerne byttes om: Mennesket fremstår som den uskyldigt dømte, og Gud som den uretfærdige dommer, der dømmer mennesket for dets fædres synder, og som straffer de uretfærdigt dømte med vold og død.

Tilhængere af arvesyndslæren vil svare, at min fortolkning af arvesyndslæren er en misforståelse. Arvesyndslæren skal, vil de hævde, forstås som et udtryk for den eksistentielle erfaring af, at intet menneske kan leve sit liv uden at komme i konflikt og modstrid med sig selv, sit medmenneske og Gud. Derfor er ethvert menneske en synder, som har behov for Guds nåde og tilgivelse.

Ja, vil jeg svare. Men så er det det, man bør skrive og sige og gøre til grundlag for dåben, og ikke noget uforståeligt om arvede sygdomme og Guds trang til at straffe og dræbe sit skaberværk. Måske var det forståeligt for Augustin, som først formulerede arvesyndslæren i begyndelsen af 300-tallet, og for Luther, men det er uforståeligt for mennesker i det 21. århundrede.

Hvis man fjernede arvesyndslæren som forståelseshorisont for dåben, kunne dåben forstås som Guds omfavnelse af sit barn, hvormed Gud udtrykker sin uudslukkelige kærlighed til dåbsbarnet og alle andre mennesker. Dåben ville være Guds tilsagn om, at det menneske, der døbes, altid er omsluttet af Guds og menighedens kærlighed og fællesskab, som beskytter og støtter (frelser) det, når det uvægerligt kommer i konflikt med sig selv, sine medmennesker og Gud.

Det ville være et tro-værdigt og forståeligt løfte om Guds nåde og frelse til det menneske, der uvægerligt kommer på afveje, og som derfor med rette må betegnes som synder.

Anders-Christian Jacobsen er professor i teologi ved Aarhus Universitet.