Teologistuderende: Gud fri os fra professor Mortensens boomer-teologi

En teologistuderende svarer her på professor emeritus Viggo Mortensens indlæg i Kristeligt Dagblad, hvori professoren skrev om Thorkild Grosbølls teologi. Ateister skal stoppe med at kalde sig kristne, og kristne stoppe med at kalde sig ateister, mener skribenten

Professor emeritus Viggo Mortensen har et snævert syn på kristendommen, mener skribenten.
Professor emeritus Viggo Mortensen har et snævert syn på kristendommen, mener skribenten. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Grundlæggende er jeg glad for, at vores samfund kan rumme både kristne og ateister. Begge har et vigtigt perspektiv at bidrage med til den teologiske debat. Hvad jeg derimod ikke har meget tilovers for, er, at ateister kalder sig kristne, og kristne kalder sig ateister.

Derfor bryder jeg mig meget lidt om professor emeritus Viggo Mortensens indlæg i Kristeligt Dagblad den 22. maj. Mortensen forsvarer Thorkild Grosbølls teologi, som jeg af respekt for afdøde vil undlade at kommentere på.

Hvad jeg derimod gerne vil ytre mig om, er Mortensens ønske om at gøre op med teismens tale om en personlig Gud. Det synspunkt er naturligvis helt legitimt. Hvor ethvert anstændigt menneske nu ville vælge en anden karrierevej end præstegerningen og måske få en post i Humanistisk Samfund, insisterer Mortensen imidlertid på fortsat at kalde sig kristen.

Nu mærker vi det med bekymring: Den guddommelige orden rystes og giver grumme mindelser om begyndelsens urkaos, dengang lys og mørke endnu ikke var skilt ad.

Man kan naturligvis læse Mortensen nådigt. Han oversætter selv sit begreb om en personlig Gud til ”Gudfader i skyen”. Den gamle mand i skyen er der naturligvis ingen teologer, der tror på. Det har dog aldrig været, hvad kristne teologer har ment, når de har talt om en ”personlig Gud”. Tværtimod understreger den klassiske teisme netop, at Gud er ulegemlig og transcendent, men stadig personlig og nærværende i sit skaberværk.

Mortensen går endda så vidt som til at sige at ”alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke-teistiske måder, at tro a-teistisk på Gud”. Her bliver det rigtig grimt, for ikke blot forvirrer Mortensen skabelsesordenen med sin forvirrede tale om ateistisk tro på Gud. Han kalder også al teistisk tale om Gud for umoderne og useriøs. Igen er det en holdning, jeg respekterer. Blot ville den gøre sig bedre i Ateistisk Selskab end i den danske folkekirke.

Udsagnet er udtryk for boomer-teologiens kulturelle snæversyn. Boomerteologerne er børn af modernismen, hvor man anså historien for kun at gå i én retning, og det var mod Nordeuropas sekulære humanisme.

Ole Wævers nu berømte kritikere, der beskylder den anerkendte forskers teori for at udtrykke strukturel racisme, ville med større ret kunne klandre Mortensens argument for dets ”metodologiske hvidhed”: Det er den hvide middelklassebefolknings sekulære velfærdskristendom, som alene kvalificeres som ”seriøs” og ”moderne”. Sandheden er jo tværtimod, at kristendommen er i enorm fremvækst på globalt plan. Missionsprofessoren er naturligvis bekendt med, at denne vækst særligt sker uden for Vesten, hvor karismatiske kristendomsformer tiltager eksplosivt. Det er altså næppe Mortensens ateistiske kristendomsvariant, der tager kegler i disse år, og kun den, som befinder sig i en nordeuropæisk osteklokke, kan sige, at sekulær humanisme er det eneste moderne syn på verden.

Hvad med at folkekirken i stedet rankede ryggen og udfordrede den sekulære danske status quo? Heldigvis er det også det, der sker i langt de fleste danske sogne, hvor dygtige præster i al stilfærdighed forkynder evangeliet til tro.

Den ateistiske kristendom var en kæk vittighed, der blev taget alt for langt. Lad os nu ikke spilde mere tid på den. Kristendommen er for god til at blive en vittighed.

Jacob Munk er forfatter og stud.theol.