Prøv avisen
Debat

Tidligere biskop: Arvesynd er en central forskel mellem kristendom og islam

Jeg synder, fordi jeg er en synder. Synd kommer med andre ord ikke først ind i livet, når man begår en synd. Det er, som når man sår et frø fra et æbletræ, så vil man heller ikke sige, at det først er, når træet frembringer et æble, at det er et æbletræ, skriver tidligere biskop Steen Skovsgaard. Foto: Emil Kastrup Andersen

Steen Skovsgaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke kun præster, teologer og dåbsforældre, som kan have svært ved at forstå eller forklare arvesynden. Også muslimer har vanskeligt ved at forstå, hvad arvesynden skal gøre godt for, skriver tidligere biskop Steen Skovsgaard

I DEN AKTUELLE DEBAT om dåbens uforståelighed, herunder i særlig grad arvesyndstanken, er der et aspekt, som ikke har været nævnt. Det er nemlig ikke kun præster, teologer og dåbsforældre, som kan have svært ved at forstå eller forklare arvesynden. Også muslimer har vanskeligt ved at forstå, hvad arvesynden skal gøre godt for, og den afvises da også traditionelt i islam.

Jeg er i debatter og samtaler med muslimer ofte blevet udfordret til at sige noget om arvesynden. I en debat i Gellerup for snart 25 år siden valgte jeg at svare nogenlunde som følger: Arvesynd betyder, at synd ”arver” synd. Synd kommer af synd. Jeg synder, fordi jeg er en synder. Synd kommer med andre ord ikke først ind i livet, når man begår en synd. Det er, som når man sår et frø fra et æbletræ, så vil man heller ikke sige, at det først er, når træet frembringer et æble, at det er et æbletræ. Det har tværtimod været et æbletræ fra den spæde start.

I den pågældende debat klappede den muslimske debattør mig venligt på skulderen og sagde: ”Jeg har gode nyheder til dig, præst! Du er ikke født som synder. Du er født som muslim!”.

Jeg sagde: ”Jeg vil gerne glæde mig sammen med dig, men så må du forinden svare på to spørgsmål: Hvornår blev jeg så en synder?”. Hans svar lød: ”Det bliver vi først senere i livet. Nemlig når man begår synd”.

Mit andet spørgsmål var: ”Hvor kommer min synd så fra?”. Her blev han stille et øjeblik, og jeg var spændt på svaret. For hvis han sagde: ”Den kommer fra din opvækst eller omgangskreds”, så ville jeg have svaret, at så skal man vel være en søjlehelgen og fjerne sig så langt som muligt fra denne syndige verden, der smitter med synd? Men hans svar lød overraskende, omend lidt tøvende: ”Din synd kommer fra dit ego!”. Men det var jo netop arvesyndstanken! Min synd er min synd. Jeg synder, fordi jeg er en synder. Og da jeg heller ikke var så glad for ordet ”arvesynd”, foreslog jeg, om vi i stedet kunne kalde det for ”egosynd” i betydningen: Min synd er min synd. Jeg synder, fordi jeg er en synder.

Vi blev nu ikke enige, og debatten gik i andre retninger. Men debatten var og er både spændende og udfordrende.

Det er den aktuelle debat også, og jeg vil gerne opfordre til at medtænke islam og muslimernes afvisning af arvesynd. For hvad vil de anfægtede præster, teologer og andre i grunden sige til muslimerne? Vil I blot give dem ret i, at arvesynd ikke giver nogen mening?

I EN ANDEN DEBAT med en kvindelig muslim, sagde hun på et tidspunkt: ”Jeg vil godt opfordre jer kristne til ikke at tale så meget om arvesynd, forsoning og treenighed. Hold dog op med det! Det har jo ingen praktisk betydning. Så kan vi meget bedre tale sammen”. Jeg svarede: ”Ja, for så er vi jo muslimer!”. Det er tre afgørende forskelle på islam og kristendommen, og fjerner vi dem, fjerner vi ikke alene forskellene. Vi fjerner også tre afgørende søjler for kristendommen.

Professor Regin Prenter henviser i sin dogmatik til Søren Kierkegaard, som skriver, at dogmatikken ikke skal forklare, men forudsætte arvesynden. Ikke alt kan eller skal forklares og slet ikke arvesynden. Men den skal forudsættes i al sin uforklarlighed.

Mit spørgsmål lyder til de kristne, som ønsker et opgør med arvesyndstanken: Hvad vil I da sige til muslimerne? Og det bliver naturligvis ikke det sidste spørgsmål. For hvad med dåben? Er den ikke længere et frelsens og genfødelsens bad? Hvad med nadveren? Og ja: Hvad med forsoningen og treenigheden og…

Steen Skovsgaard er ph.d.-stipendiat og tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.