DER SKAL SNART vælges ny biskop i Helsingør. Tillykke med det – til hele stiftet. For en bispevalgkamp er en enestående lejlighed til at få den fælles folkekirke kigget efter i sømmene. Har vi den kirke, vi gerne vil have? Er de initiativer (eller mangel på samme), der tages i stiftet, de rigtige – eller burde de hellere pege andre steder hen? Og hvad med de mange beslutninger, der dagligt bliver taget? Foregår de i åbenhed og i ligeværdige sammenhænge, eller er de forbeholdt ”de få og de samme”? Hvad med de økonomiske prioriteringer? Hvad med samarbejdet i og på tværs af de mange sogne? Foregår det, så man kan være det bekendt, eller bærer det ved til folkekirkens alt for dårlige arbejdspladsvurderinger? Og hvad med forholdet mellem stift og menighedsråd? Er dét, som det skal være, eller er der brug for nyt mod til at se virkeligheden i øjnene?
Og sådan kunne man blive ved med at stille spørgsmål – og det er netop dét, I nu skal i Helsingør Stift. Diskutér og snak med hinanden – på kryds og tværs. Invitér til møder, hvor almindelige folkekirkemedlemmer kan mødes med menighedsrødder, præster og andet ansat godtfolk.
Skab et rum, hvor alle spørgsmål er velkomne, og hvor der ikke rystes på hovedet ad hinanden, bare fordi synspunkterne går i hver sin retning. Slå på tromme for jeres fælles folkekirke, og brug anledningen til også at få fortalt alle de gode historier om det lange seje træk, den folkekirkelige hverdag jo også er.
Et bispevalg er ikke en hverdagsbegivenhed – og der er derfor kun gode grunde til at lade det få den nødvendige plads. Jeg er sikker på, at resultatet af den forestående valgkamp – uanset hvem der bliver valgt som biskop – vil blive væsentligt bedre og bibringe stiftet en række nye muligheder for ”de næste mange skridt”, hvis I folkekirkemedlemmer gør den til jeres.
FOLKEKIRKEN ER ALT FOR VIGTIG TIL at overlade til de selvskrevne – og derfor er den forstående bispevalgkamp en enestående chance til at give kirken, hvad den har godt af: opmærksomhed! Sæt den på dagsordenen i jeres sogn og stift, og snak med hinanden om, hvad I gerne vil med den. For hvis I ikke gør det, så løber nogen med det: Så vil de sædvanlige kirkelige fløje og gejstlige hierarkier sætte sig på diskussionen og gøre den til en indforstået snak om noget, der var engang. Og det kan folkekirken ikke være tjent med!
Folkekirken har fire hovedopgaver: gudstjeneste, mission, undervisning og diakoni – og i Helsingør Stift får I nu en oplagt lejlighed til at konkretisere opgaverne.
Husk hinanden på, at gudstjeneste både handler om tradition og fornyelse, om højmesse og nye gudstjenesteformer, at mission ikke er et levn fra gamle dage, men handler om møder på tværs af tro og grænser, at undervisning skal sætte spot på, hvad kristendom og det kristne menneskesyn er for noget; at diakoni er kirkens gang på jord og med til at give kirken krop.
FOR FEM ÅR SIDEN havde jeg fornøjelsen af at være en del af bispevalgkampen i Aarhus Stift – og det var på alle måder spændende at være med til. Som bispekandidat får man et indgående indblik i folkekirkens mange krinkelkroge – og man bliver ikke så lidt klogere på dens mange muligheder og begrænsninger.
Så kære præstekolleger i Helsingør – hvis I bliver opfordret til at stille op til det kommende valg, så hop ud i det. Det er selvsagt rart at nyde andres tillid og med den i ryggen og et tydeligt fokus på sagen, så er et bispevalg en stor oplevelse.
Jeg håber, at mange præstekolleger vil kaste sig ud i såvel den kommende som de kommende valgkampe, for vores folkekirke har brug for forskellige farver på valgpaletterne. Det er dem, der er med til at inspirere og angive retningen for vores fælles folkekirke.
I Aarhus Stift var vi to kandidater i valgkampen. Det var efter min mening for få og slet ikke et sundhedstegn for det folkekirkelige demokrati. Men det var sådan, det var, for der var ikke andre end Henrik Wigh-Poulsen og jeg, der stillede op. Derfor var det også nemt for os at give hinanden håndslag på at føre en ordentlig valgkamp.
Det skylder man ikke bare hinanden, men først og fremmest sagen, embedet og kirken. Og blev den så ordentlig? Det synes jeg. Vel røg der da et par finker af panden hist og pist, men i det store hele gik det ordentligt til. En bispevalgkamp behøver altså ikke at være ”barsk og giftig”.
DER ER MANGE, der har spurgt mig, om det ikke var hårdt at være en del af en bispevalgkamp. Og det er der sikkert mange forskellige svar på. Mit svar er meget enkelt: nej! Ikke hvis man har tænkt sig godt om. Naturligvis bringer man sig selv i spil, og her skal man overveje, om man sover godt om natten – også efter en lang aften med teologiske diskussioner og personlige spørgsmål.
Naturligvis er der kun én vinder i en valgkamp, og her skal man finde ro i, at det jo er andre end en selv, der vælger – og skal man lykkes som biskop, så skal man jo have ”de fleste med sig”.
Naturligvis vil man møde overraskelser og kolleger, der vender en ryggen, og her skal man kunne være i stue med sig selv og komme overens med, ”at verden ikke altid vil som en selv”.
For mig var det enkelt og ligetil – og det er ingen overdrivelse, at jeg nød at være en del af valgkampen. Selv da den afgående biskop bekendtgjorde, at Henrik Wigh-Poulsen havde vundet. For det var det rigtige, når de fleste stemmeberettigede syntes, at det skulle være ham.
Der er også mange, der har spurgt mig, om der var noget, jeg blev overrasket over i valgkampen. Og det var der. Jeg var overrasket over, at mange præstekolleger ikke ville tone rent flag og sige, hvor de stod, og hvem de ville stemme på. Det er ikke et godt tegn i et folkekirkeligt demokrati, når nogen af angst for, hvad andre måtte mene, ikke tør melde klart ud.
Jeg var også overrasket over, at nogle deltagere på vælgermøderne i stedet for at blande sig i debatten benyttede sig af buh-råb og rysten på hovedet. Det er ikke en bispevalgkamp værdigt. Jeg var også overrasket over, at faktuelle fejl og usandheder kunne sætte dagsordenen, men sådan er det måske nok, når mennesker kæmper for det, de tror på?
Og der er sandelig også mange, der har spurgt mig om, hvordan det var ikke at blive biskop. For mig var det som antydet helt enkelt. Den, der fik flest stemmer, skulle naturligvis også være Aarhus Stifts nye biskop. Og der sidder han så nu, Henrik Wigh-Poulsen.
OG KIGGER MAN GODT EFTER, Helsingør, så vil man se, at den vindende biskop godt kan invitere taberen indenfor til samtaler om fælles folkekirkelige anliggender og byde ham velkommen i stiftsudvalg med videre. Tak for det.
Heri ligger en vigtig pointe og et blik til efterfølgelse: En bispevalgkamp skal ikke trække spor af splittelse og uenigheder med sig, men fokusere på sagen og overveje, hvordan den kan bidrage til at skabe bæredygtige folkekirkelige strukturer efter valgkampen. Det momentum, en valgkamp er, skal naturligvis udnyttes til fælles bedste for det, folkekirken er sat i verden for.
Så kære Helsingør – forude ligger et væld af muligheder, spændende diskussioner og samtaler og gode og sjove oplevelser. Lad det fælles folkekirkelige sætte dagsordenen for den næste tids møder i sogn og sognegårde. Hold modet oppe hos kommende kandidater – og find gerne endnu flere, så I får noget at vælge imellem. Valget holdes ikke for kandidaternes skyld – men for stiftets og folkekirkens. God vind med bispevalget – glæd jer!
Jens Maibom Pedersen er forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus og tidligere bispekandidat ved bispevalget i Aarhus Stift i 2015.