I Kristeligt Dagblad den 31. maj 2018 har blandt andre professor Lisbet Christoffersen fastslået nærmest som en uomstødelig kendsgerning, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vil underkende et eventuelt lovindgreb mod drengeomskæring.
En nøjere analyse af de i artiklen nævnte domme fra EMD viser dog, at der ikke er grundlag for en så skråsikker forventning. At EMD indtil nu kun har anerkendt mindre vidtgående indgreb mod en religiøst begrundet praksis, retfærdiggør ikke en modsætningsslutning om, at et mere vidtgående indgreb vil blive underkendt. Med lige så stor ret kunne man sige, at når EMD anerkender indgreb mod et trossamfund, der straffede børn korporligt (Tlapak-dommen), og indgreb imod fuld tildækning (den franske burkadom), vil EMD også anerkende et indgreb mod drengeomskæring. Den gamle dom imod korporlig afstraffelse af drenge i Storbritannien kunne ligeledes fortolkes som et fingerpeg om, at en lov imod omskærelse af drenge også ville blive anerkendt af EMD. En endefuld medfører ikke legemsbeskadigelse, modsat fjernelse af forhuden. Derudover kan jeg nævne Dahlab-afgørelsen, hvor EMD opretholdt et schweizisk forbud imod, at en lærerinde bar muslimsk tørklæde under arbejde, idet skolevæsenet krævede religiøs neutralitet af de ansatte.
Det er rigtigt, at Europarådet ikke har anbefalet et forbud mod drengeomskæring, men rådet har ej heller udtalt sig imod et sådant forbud, og den gentagne fremhævelse af barnets tarv som hovedsigte kan efter min opfattelse fortolkes som et fingerpeg om, at et forbud ikke kan antages at stride imod menneskerettighederne.
Der er stærke argumenter både for og imod en aldersgrænse for omskæring. På den ene side er der en igennem årtusinder fastholdt jødisk tradition, endog med støtte i Bibelen – den muslimske tradition er mindre fast, omskærelse nævnes ikke i Koranen, og omskærelse senere i barndommen er ikke ukendt – på den anden side hensynet til spædbarnets fysiske integritet. Den Europæiske Menneskeretskonvention hjemler religionsfrihed, artikel 9, stk.1, men muliggør dog indskrænkninger i national lovgivning, stk. 2. Naturligvis vil et eventuelt forbud blive påstået underkendt både i den danske højesteret under påberåbelse af Grundlovens paragraf 67 og i EMD under påberåbelse af konventionen, og jeg tør ikke fastslå en sådan sags udfald med sikkerhed. I samleværket ”Menneskerettighedsdomstolen – 50 års samspil af dansk ret og politik” har Stéphanie Lagoutte udtalt, at staten både kan beslutte at gribe ind og undlade at gribe ind, uden at konventionen krænkes, og hun har en god pointe.
Sagt på en anden måde: Hverken den omskårne, som efterfølgende måtte klage til EMD over et manglende forbud mod omskærelse, eller det forældrepar, som måtte klage over et sådant forbud, ville få medhold i EMD, der i begge hypotetiske tilfælde ville frifinde staten. Det er derfor min afsluttende anbefaling, at hvis/når den danske lovgivningsmagt måtte beslutte at følge den meget stærke flertalsholdning i befolkningen og indføre et forbud, bør risikoen for et nederlag i EMD nok indgå i overvejelserne, men ikke udgøre et afgørende argument.
Peter Garde er tidligere dommer og medlem af Intact Denmark.